”I dag er den bedste dag”, står sirligt skrevet på det emaljeskilt, der hænger over døråbningen til teaterscenen. En påmindelse, som sender Silas Holst ud til dagens prøver med et sidste skud god energi.
Det er med gennemøvede og velkoordinerede dansetrin, 38-årige Silas elegant suser rundt på det blanke scenegulv. I dag er blot en prøve, men om få dage sidder der spændte premieregæster i hver eneste af teatersalens sæder.
– Jeg kan godt mærke, der ikke er længe til, at tæppet går. Tiden, hvor vi kan tillade os at lave fejl, er forbi, men jeg glæder mig bare til, at der snart sidder nogen i salen, som ser stykket for første gang, fortæller han.
Der skal dog mere end en nært forestående premiere til at få nerverne frem hos den garvede musicalstjerne. Danseren, som du sikkert også kender fra ’’Vild med dans’’ på TV 2, glæder sig bare over, at dagen overhovedet bliver en realitet.
– Den første dag, vi mødtes til prøver, tog vi en fælles beslutning om at arbejde benhårdt frem mod en premiere til februar. Det er umuligt at engagere sig, hvis gejsten mangler, og derfor blev vi nødt til at tro på det.
Da prøverne på den morsomme musical begyndte i december, var alle klar over, at det ikke var en selvfølge, at holdets hårde arbejde ville kulminere i en premiere. Første prøve foregik dagen efter, at kulturlivet endnu engang blev lukket ned på grund af covid-19.
– Forestillingen har meget på hjerte, så jeg er lykkelig for, at vi får lov til at dele den med publikum. Det føles fuldstændig magisk, at vi nu skal spille premiere for en fuld sal.
Stykket, som havde premiere 10. februar, handler om arvingen Charlie, spillet af Lars Mølsted, der kæmper for sin skofabriks overlevelse. Undervejs møder han den pragtfulde dragqueen Lola, og sammen beslutter de at redde fabrikken ved at producere højhælede støvler til mænd. En fortælling, der med sang, dans og dyb dialog efterlader plads til både smil og eftertænksomhed.
– Vi er syv mænd, der alle er i fuld dragqueen-udklædning. Vi roser, hjælper og lægger hinandens make-up. Det har skabt et ret unikt sammenhold, fortæller Silas.
Det skarpe scenelys er velkendt for Silas, der allerede har spillet et hav af roller. Med fedtet hår og læderjakke var han Danny Zuko i ”Grease”, Johnny Castle i ”Dirty Dancing” og Corny Collins i ”Hairspray”. Rollen som Lola må siges at være anderledes end noget, han har prøvet tidligere.
– Rollen som Lola har lært mig, at der er en kæmpe styrke i et par høje hæle, som min vanlige førsteelsker-rolle ikke giver adgang til. For at spille hende skal jeg finde mine feminine værdier frem og have modet til at kaste dem ud i hovedet på folk.
Det har krævet grundig research at spille en så flamboyant karakter som Lola. For at blive klogere har Silas snakket med adskillige dragqueens, og de har vist ham en verden, hvor han genkender meget af sig selv.
– Det er individuelt, hvorfor man vælger at blive dragqueen, men jeg har erfaret, at det ofte handler om manglende forståelse fra en faderfigur, hvilket jeg sagtens kan spejle mig i. Jeg har altid haft min fars accept, men vi er som nat og dag og har ofte svært ved at forstå hinandens valg, fortæller han.
De dybe følelser, der ligger i at iklæde sig farverig hår og make-up, satte gang i en terapeutisk proces i Silas. En proces, han delte med de andre medvirkende i musicalen, som gennemgik det samme.
– Vi har delt noget sårbart, hvor vi er kommet hinanden nærmere bag scenen. Det har givet forestillingen et sammenhold og en styrke, der er ret usædvanlig, hvilket jeg håber når helt ud over scenekanten.
Silas ser denne dag frem til, at publikum meget snart sidder klar på teatrets buede balkoner. Her opstår nemlig den helt særlige stemning, han kender så godt.
Det sker, når hans beskedne kostume til dagens prøve bliver erstattet af den dueblå finalekjole, som skrædderne, da Familie Journal er på besøg, stadig knokler for at få helt færdig blot et par etager over den store teaterscene.
– De fire mennesker i produktionen klapper stadig allernådigst, men når først musik, kostumer og sceneshow spiller sammen, og et publikum ser forestillingen for første gang, opstår den magi, der gør, at jeg nemt finder samme glæde aften efter aften, forklarer han.
Selv om Silas mest glæder sig til kulminationen på otte ugers hårdt arbejde, er der også tre ansigter, han særligt glæder sig til at se i salen.
– Min mor, min forlovede, Nicolai, og mine børns mor, Louise, kommer og støtter mig til premieren. Det har været svært for dem at forstå, hvorfor det giver mig et kick at tage en pangfarvet paryk på, så jeg glæder mig til, at de mærker det på egen krop.
’’Kinky Boots’’ er en forestilling fuld af farver og funklende glitterkostumer, men den er ikke kun let og festlig. Selv om man undervejs sidder med et stort smil på læben, har den meget på hjerte og et stærkt budskab.
Stykket hylder mangfoldigheden og retten til at være den, man er. Et prisværdigt budskab, som har en helt særlig betydning for Silas.
– Som homoseksuel mand er det en ret, jeg har kæmpet for hele mit liv. Derfor er jeg stolt over at være med i en forestilling, som sender folk ud i verden med netop dét budskab, siger Silas Holst.