Tina blev min vej ud af ensomheden

Da hun hørte Tinas stemme i telefonen, var hun lige ved at græde. Og det var noget helt nyt for Nora, for i en alder af 77 år har hun set meget og prøvet endnu mere. Hun har rejst over hele verden, og hun har været gift fire gange. Hun har nydt livet og taget de sorger og glæder, der kom, så hvorfor skulle hun så stå der med tårer i øjnene, bare fordi et fremmed menneske talte venligt til hende i telefonen?

Måske var hun lige ved at græde, fordi det var første gang, hun følte sig ensom. Det var også første gang, hun havde spekuleret på, om livet var værd at leve.

Nora Johanne Friis Golber bor i sit sommerhus langt derude i bakkerne bag Knebel i Østjylland. Det meste af tiden er hun alene, men det blev covid-19, der skulle vise hende, hvad ensomhed virkelig er.

– Pludselig skulle vi alle holde afstand, og man kunne ikke give nogen et kram, selv ikke sine egne børn. Når jeg kom ind til byen for at handle, drejede det sig kun om at holde afstand, og folk var så bange. Jeg blev også selv bange, måske ikke så meget for at få corona, men mere for at være alene og ikke kunne være sammen med andre. Det er jo ikke meningen, at mennesker skal være som "Palle alene i verden", siger Nora.

Ung mor

Hun er heller ikke alene i verden. Nora har fire børn, flere børnebørn og hunden Daisy. Nu har hun også Tina, der længe bare var en venlig stemme i telefonen. De to har lært hinanden at kende gennem Ældre Sagen, som på grund af coronaen har oprettet Ældretelefonen, hvor ældre, der føler sig alene, kan få en samtaleven.

Nora og Tina har talt en masse sammen siden den dag i april, og efter at have ''slidt'' rigtig meget på telefonen besluttede de sig for at mødes i virkeligheden. Nora er som sagt 77 år og pensionist. Tina er 48, "blæksprutte" i sin mands entreprenørvirksomhed og bonusmor for hans to børn.

Familie Journal fik lov til at være med, da de mødte hinanden for første gang, og det var hurtigt tydeligt, at de to kvinder har snakketøjet i orden. Faktisk snakker de så meget, at jordbærkagen smelter lidt i solen, og Daisy opgiver at kigge bedende på kagen og går i stedet ind og lægger sig i skyggen.

Læs også Puks svar om nye venner

Der er også meget, der skal snakkes om, når Tina nu er kørt hele vejen fra Karup for at hilse på sin nye veninde. For det er sådan, det er blevet: De er veninder nu.

De to kvinder har det til fælles, at de er åbne og glade for at møde nye mennesker, og de elsker at lave mad – faktisk var det muligvis Nora, der fik indført stegt flæsk og persillesovs på hotel Hilton i London for mange år siden.

– Jeg var 16 år, da jeg fik mit første barn. Alt for ung var jeg, og jeg ville ud og se verden. Hvorfor var det altid kun mændene, der oplevede det hele, tænkte jeg. Da jeg tilfældigvis hørte, at de skulle bruge personale på et plejehjem i London, søgte jeg stillingen og rejste derover. Min søn efterlod jeg hos hans far og min familie, og så kom jeg på besøg hjemme i Danmark så ofte, det var muligt. Jeg skiftede job til hotel Hilton i lufthavnen, hvor jeg blev personalekok, og det var her, jeg lærte dem at spise stegt flæsk med persillesovs. Det blev vældig populært, husker Nora.

Skal have det sjovt

Der har aldrig været nogen eller noget, der kunne holde Nora fast, heller ikke jobbet på det fine hotel. Hun rejste frem og tilbage mellem Danmark og England, besøgte sit barn og greb eventyret, når det viste sig. En dag mødte hun en mand, der skulle blive hendes kæreste. Han kom fra Ghana, så selvfølgelig rejste hun med ham og blev der i adskillige år. Undervejs i livet fik Nora fire børn, der alle er vokset op i Danmark.

– Jeg plejer at sige, at "nogen skal jo have det sjovt" – og det har jeg haft! Jeg har ikke været den mor, der stod parat med hjemmebagte boller efter skoletid. Det vil jeg medgive. Det er fantastisk, at jeg har et godt forhold til mine børn i dag. Det beviser, at de er nogle rigtig gode børn, siger Nora.

Hun flyttede tilbage til Danmark for 20 år siden. Fik arbejde, købte sit sommerhus, og nu bor hun her fast sammen med Daisy. Næste skridt er dog, at sommerhuset skal sælges, og hendes søn hjælper hende med at skaffe en lille lejlighed i Juelsminde, hvor hun og Daisy kan bo. Hun vil have fred og ro og et sted, hun kan overkomme selv. Efter fire ægteskaber er hun færdig med det der ægteskabspjat, som hun siger.

Lige ud af posen

Tina er gift for anden gang, og det er også nok, for hun har fundet manden i sit liv og har det godt. Godt, men travlt. Dog ikke mere, end at hun meldte sig som telefonven, da Ældre Sagen søgte frivillige.

– Jeg er uddannet social- og sundhedshjælper, men holdt op efter 18 år, selv om jeg elskede mit job. Jeg kunne ikke længere holde ud, at der aldrig var tid til at snakke og holde i hånd. Det skar mig i hjertet, når jeg blev nødt til at gå for at nå endnu en borger på listen. Senere uddannede jeg mig til ernæringsassistent, men nu, hvor jeg er blevet gift med en selvstændig entreprenør, er jeg mest kendt under navnet "Blæksprutten".

Læs også om dyrevenner

– Da jeg meldte mig som telefonven, skulle jeg fortælle, hvad jeg interesserede mig for. Jeg nævnte, at jeg kunne lide madlavning og havearbejde, og at jeg ellers bare gerne ville have en hyggelig snak. Så var det op til konsulenterne at finde en, der passede til mig. En dag ringede de og anbefalede mig at blive telefonven med Nora. ''Hun er en meget frisk dame'', sagde de, og det havde de helt ret i, siger Tina.

Første gang snakkede de sammen i 48 minutter, og siden er det kun blevet til endnu mere. De snakker om vind og vejr, mad, opskrifter og så alt det andet, som kvinder snakker om.

– Vi snakker lige ud af posen, siger Nora, og det tror man gerne, for hun virker slet ikke som ikke typen, der pakker tingene ind. Et par bandeord sniger sig også med i kampens hede, men det betyder ikke noget. Det, der betyder noget, er, at Nora igen har fået mod på livet.