Vi er bedste venner

Det skulle være så hyggeligt for børn og voksne at spille brætspil sammen ved stuebordet, men det giver Merete på 67 år og hendes ven, Maise på 10 år, ikke meget for. De vil helst være fri for den slags aktiviteter.

De er med i foreningen Frivillige Voksenvenner Lolland-Falster, hvor Merete er blevet nøje udvalgt af Maise, fordi Maise havde en plan med at få en voksenven.

Maise, der går i 4. klasse, vil gerne lære italiensk, og da hun mødte Merete, så hun straks en mulighed for, at det ville kunne lade sig gøre.

Merete Bandak er tidligere gymnasielærer i dansk, latin og religion. Hun kan også skrive en salme på den tid, andre skal bruge til at lave en gang spaghettisovs. Kort sagt er Merete et meget interessant menneske, som Maise gerne ville lære nærmere at kende.

Maise er også selv et specielt barn. Hun elsker den italienske heavyrockgruppe, der hedder Måneskin. Det danske bandnavn skyldes den danske bassist, men gruppen synger på italiensk. Det sprog står ikke på skemaet i 4. klasse, og det var heller ikke et sprog, Maises mor kendte noget til.

Maise og hendes mor bor sammen med deres hund i en lille by på Lolland, og selv om de har det fint, kunne det være rart med en ekstra voksen en gang imellem. Derfor har de også allerede for tre år siden meldt sig ind i Frivillige Voksenvenner Lolland- Falster, hvor de deltager i mange forskellige arrangementer, men der havde endnu ikke været en voksen, der passede til Maise. Da Maises mor så, at foreningen skulle holde sommerfest i Kettinge friluftsbad, besluttede de sig for at deltage.

Merete tog også med til sommerfesten. Hun havde længe tænkt på, at hun gerne igen ville have nogle børn omkring sig, som hun kunne fortælle om alle de ting, hun kendte til.

Hun synes, at børn er kloge og spændende mennesker, og hvis hun så samtidig kunne være noget for et barn, var det en perfekt kombination. Den aften mødtes Merete og Maise og så hinanden an.

Først spillede de bold sammen, og så opdagede Maise, at Merete kunne læse latin og også noget italiensk. Men det bedste var næsten, da Maise fandt ud af, at Merete også kunne lide dyr, og så slog hun til. Samme aften spurgte hun, om Merete ville være hendes voksenven.

Merete blev glad for spørgsmålet, men skulle lige tænke over det indtil dagen efter. Hun sagde ja tak, og derfra gik der lidt tid, inden de to kunne mødes, for der er regler for, hvad der skal til, inden man kan blive godkendt som voksenven.

En voksen søges

Siden oktober har de to nu haft deres faste aftaler. Merete henter Maise, og så er de sammen hjemme hos Merete en gang eller to om ugen. Og hvad laver de så?

– Første gang, vi mødtes, havde jeg planlagt, at vi skulle spille brætspil, for det troede jeg, alle børn var vilde med. Det viste sig bare efter 10 minutter, at det var der ingen af os, der gad. Så gav vi os til at høre musik sammen, både bandet Måneskin, salmer og kirkekoncertmusik. Vi går også på museer, i biografen, på ture i skoven og læser latin og lidt italiensk, siger Merete.

Og nej, det er ikke kedeligt for en pige på 10 år. Det siger Maise selv.

– Da Merete sagde, at hun kunne læse latin, tænkte jeg, at så vidste hun nok også noget om italiensk, og det var rigtig nok. Vi har læst sangteksterne fra Måneskin sammen, og selv om jeg godt kan lide musikken, er det måske også meget godt, at jeg ikke forstår alle teksterne, siger hun lidt snusfornuftigt.

Sådan er Maise: Et fornuftigt og videbegærligt barn, som godt kan synes, at hendes voksenven er lige rigeligt aktiv. Som den dag de gik tur i skoven, lige efter at stormen Nora havde været forbi.

– Lige pludselig væltede der et træ lige ved siden af mig. Så sagde jeg, at nu måtte vi hellere gå hjem, siger Maise.

Det gjorde de så.

Den ene er 10 år. Den anden 67. De står hver sit sted i livet. Merete er enke. Hendes mand var præst, og de nåede at købe huset her midt i naturen, inden han døde. Her bor hun nu, ved kanten af Guldborgsund, ikke alene, men sammen med fårene, hunden og kattene.

Der er fire voksne børn, men de har deres egne familier og bor i København. Merete skriver bøger og salmer og interesserer sig for alt mellem himmel og jord. Hun rejser tit og gerne og er måske nok alene, men ikke ensom.

Maise går i skole, men når hun kommer hjem, er hun sommetider alene hjemme, hvis hendes mor skal noget. Maise har sine veninder, men der måtte godt være en ekstra voksen, for selv om hun har verdens sødeste hund, er det ikke helt nok.

To hundevenner

– Vi snakker også meget om vores hunde. Min hund, Luna, er en hyrdehund, og jeg har lært at være tålmodig og tale mildt og venligt til hende. I forhold til dyr er Maise et naturtalent. Hun er fantastisk sammen med dyr, roser Merete, og Maise bliver glad. Det er rart at være god til noget. Hendes egen hund er ikke en hyrdehund, men er rigtig god at lege med.

– Jeg kan godt lide at være sammen med børn, og jeg har savnet det. Maise lærer mig mange ting, både om dyr og tålmodighed, men også om, hvordan verden ser ud med børns øjne. Når hun er min gæst, tilbyder jeg forskellige oplevelser og ting, vi kan prøve. Hun bestemmer, hvad hun har lyst til, at vi skal lave, men jeg vil gerne give hende rigtig mange oplevelser, siger Merete.

Derfor har Maise været på kunstudstillinger, til koncerter og i kirke. Hun er ved at lære at spille klaver, hun lærer latin, og hun er også blevet rigtig god til at bage valnøddekage.

Til gengæld er Merete blevet god til at se film og spise fredagsslik. Hun kender nu flere rockgrupper, og hun elsker hendes og Majses ugentlige møder. Det gør de begge.

De har en fælles drøm om at rejse til Italien sammen, så Maise kan afprøve sit italienske og se de der pinjetræer, som Merete har fortalt om. Sammen kan de alt – bare ikke spille brætspil.