Livshistorier
Min svigerfamilie reddede mit ægteskab
Erik var kommet for sent op den morgen. Han skyllede hurtigt en kop kaffe i sig, for han ville absolut ikke komme for sent på arbejde. Det var den samme morgen, hans kone Else Marie vågnede og følte sig forkert. Hun nåede kun lige ud på badeværelset, før hun besvimede. Erik var der og klarede det.
Ville hjælpe andre
Else Marie kom på hospitalet med en blodprop i hjertet. Hun overlevede takket være sin mand og endnu mere heldigt: Hun overlevede uden mén - og netop dét fik Else Marie til at tage sit liv op til revision. - Ja, den oplevelse fik mig til at forstå, at jeg ikke er udødelig. Hvis jeg skulle hjælpe andre, var det nu. Derfor meldte jeg mig ind i Hjerteforeningen, fortæller Else Marie Folkmann Graversen, der nu er blevet formand for Hjerteforeningen i Faxe og desuden laver en masse frivilligt, socialt arbejde i Haslev.
Måtte selv opsøge andre
Else Maries kommer fra Thisted-egnen, men endte på Sjælland, hvor hun blev gift med Benny. Benny og Else Marie fik 30 gode år sammen. Fra den dag, Benny fik kræft, og til den dag han døde, gik der kun kort tid. For Else Marie var det et kæmpechok. - Jeg var 55 og havde aldrig boet alene. Nu sad jeg så pludselig der i et stort, tomt hus ude på landet. Jeg vidste, at jeg måtte ud og opsøge andre. De fandt jo ikke af sig selv hjem til mig, og så meldte jeg mig til squaredance, fortæller hun. Dårligt havde Else Marie trådt sine første trin, før hun fik en dansepartner. Erik hed han. I oktober 2003 - blev de to så gift.
Vi skal turde
Kort efter fik Else Marie den første blodprop i hjertet, og små to år efter fik hun endnu en. -Livet kan være forbi lige om lidt, og det haster med at give noget tilbage til andre mennesker. Derfor er jeg rigtig glad for mit arbejde som frivillig i Café Paraplyen i Haslev, og for det meste holder Erik og jeg også jul i caféen sammen med de mennesker, der ikke har andre at holde jul med. - Vi skal turde at møde nye mennesker og kaste os ud i livet. Det var jo også på den måde, jeg var så heldig at møde kærligheden en gang til, siger Else Marie.
Af Greta Johannsen
Læs også:
Hun nyder at hjælpe