Synshandicappede kan også ride

65-årige Cathrine Pedersen er superglad for mødet med den islandske hest Gloi.
Sammen med flere andre synshandicappede er hun på ridelejr en uge på Vinkærgård midt i Mols Bjerge.

- Det er så skønt, at man, selvom man ser dårligt eller slet ikke kan se, alligevel kan få nogle skønne rideture. Jeg fik en øjensygdom for 20 år siden, men har altid kastet mig ud i udfordringer. Jeg tager for eksempel helt alene på cykelferie med teltet på bagagebæreren - ja, og så forsøger jeg at komme til at ride, når det kan lade sig gøre.

Tryg på hesteryg

Også 39-årige Malene Bloch-Jørgensen nyder rideturene i det skønne landskab.

- Jeg har kun 10 procent af mit syn tilbage på grund af en alvorlig øjensygdom. Men jeg har redet siden barndommen, så jeg føler mig ret tryg på en hesteryg.

Malenes interesse førte hende til Ærø sidste sommer for at deltage i et indendørs ridekursus for synshandicappede.

- Inden jeg så mig om, var ridelejren en realitet takket være et legat, vi fik hos Handicappedes Motionsfond oprettet af skibsmægler Sven Mogensen, der selv er helt blind.

Sorg og glæde

På Vinkærgård er også 57-årige Gitte Lauritsen glad for, at ridelejren blev en realitet.

- Jeg mistede synet for syv år siden, fordi jeg faldt ned fra et høloft og slog baghovedet. Både synet og talecenteret røg, og jeg lå en måned i koma på Rigshospitalet og var ved at dø, og da jeg så vågnede op, kunne jeg hverken se eller tale - pyha!

Gitte måtte kvitte sit job som skolelærer, men kunne heldigvis fortsat passe sine to heste på den gård, hvor hun boede sammen med sin mand og to børn. Evnen til at tale vendte også tilbage igen.

- Jeg kunne strigle dem og trække dem rundt til græsset og den slags, men jeg turde ikke ride.

I 2011 blev Gitte skilt og klarede i første omgang helt alene at passe både børn, gård og heste, men til sidst havde hun ikke råd til at fortsætte.

Populære artikler på familiejournal.dk

- Jeg måtte desværre flytte og skaffe mig af med hestene, og da jeg kom her til Vinkærgård, og vi red ud i naturen, føltes det som både sorg og glæde. Glæde, fordi jeg sidder på en hest, kan dufte skoven og høre lydene, men jeg bliver også ked af det, fordi jeg ikke kan se den smukke skov, bladene, lyset, der falder ned gennem bladene.

Svært at finde rideskole

Det værste for Gitte er næsten, at hun har meget svært ved at finde en rideskole, der vil have hende som elev, og det er et problem, hun deler med de andre på ridelejren.

- Jeg har gået til ride-fysioterapi, fra jeg var to år, fortæller 24-årige Lise Lund, som også er helt blind. - Men jeg stoppede for nogle år siden, fordi der ikke var megen ridning i det. Det var mere den fysiske træning, det handlede om. Og jeg har også forgæves ledt efter et sted, hvor jeg kunne ride jævnligt.

Men her på Vinkærgård er alle velkomne!