Kaffe med Maria Stenz

Hvordan foretrækker du din kaffe?

Jeg er glad for min maskine med kapsler. Og kaffen må godt være blød og lækker, men uden for meget mælk. Caffe latte, der nærmest kun smager af mælk, er ikke mig.

Hvad er du optaget af lige nu?

– Mit nye album fylder naturligvis meget. Jeg har ikke udgivet en plade i eget navn siden 1977, hvor jeg sang Theodorakis-sange, og jeg har i flere år følt, at nu var det ved igen at være tid. Sangene er nogle, jeg har sunget og optrådt med gennem tiden, og som er blevet oversat. Teksterne har stor betydning for mig.

- Det har dog været lidt af et detektivarbejde at finde frem til, hvem der havde rettighederne til de forskellige numre. Og desværre fik vi ikke lov til at bruge vores danske oversættelse af Antonio Carlos Jobims ”Waters Of March”, så den indspillede jeg på engelsk i stedet. Og så er det i øvrigt nyt og spændende for mig at være min egen pr-kvinde. Det er første gang, jeg prøver det. I mine 23 år som leder af Teatret ved Sorte Hest havde jeg folk til at tage sig af den del.

Beskriv dig selv med fem ord!

– En mild, strid, gammel kone!

Hvad kan gøre dig rigtig glad?

– Balance i universet og i tilværelsen. Jeg holder ikke mere af én bestemt årstid end de andre. De fuldender hinanden, og dermed kommer der balance i tingene.

Hvad kan gøre dig rigtig ked af det?

– Ubalance, knurren og ballade. Brokkeri og frustrationer spreder sig. Når man fylder alting op med ral, snavs og støj og kun fokuserer på det negative, bliver vi alle syge. Vær dog positiv og kreativ i stedet!

Læs også om Allan Mortensen, veteran på musikscenen

Har du et forbillede?

– Nej. Jeg vil ikke fremhæve en frem for andre, men jeg fik det samme spørgsmål for mange år siden, og som yngre var der en række store kvinder, jeg beundrede. Det var personligheder som Virginia Woolf, Indira Ghandi og Mother Teresa.

Hvad har været det største øjeblik i dit liv?

– Da jeg begyndte at fatte min omverden og blev i stand til at gå rundt og tænke ved mig selv: ”Det her er mit liv. Det er her, jeg lever og bor.” Jeg var 6-7 år. Min tidligste barndom har jeg ingen erindring om. Den mistede jeg ved en ulykke, hvor jeg blev kørt over af en bil, så der må jeg forlade mig på billeder og ting, jeg har fået fortalt.

Læs også om grand prix-vinder Lise Haavik

Og det mest pinlige?

– Jeg kan ikke på stående fod komme i tanker om en pinlig oplevelse, men jeg gør mig også stor umage for ikke at bringe mig selv i den slags situationer. Jeg har en vis angst for at dumme mig og sige det forkerte på de forkerte tidspunkter. Jeg glemmer for eksempel aldrig ansigter, men hvis det går op for mig, at jeg ikke kan huske personens navn, er jeg til gengæld dygtig til at væve rundt for at undgå at sige det. Jeg har ikke lyst til at gøre folk kede af det.