Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
– Du må ikke gå, mor, mumlede Frederik, da han en aften i januar 2010 blev puttet, helt flad efter at have set sine helte fra Amager Jets spille kamp, hans første rigtige førsteholdskamp i ishockey.
– Jeg skal bare lige putte Clara, så kommer jeg igen, svarede hans mor. Det gjorde hun også, men da sov Frederik, som det så ofte var sket før.
Alligevel har Karina Rohrberg Jessen aldrig fortrudt et svar så meget som det, hun gav sin søn den aften.
Læs også: Lam og stum efter blodprop i hjernen
Hun var aldrig nogensinde gået ned til kaffen i sofaen, og hun var med glæde blevet siddende ved hans barneseng, hvis hun havde kunnet forudse og undgå den skæbne, der samme nat ramte hendes kun 8-årige søn.
Men hvem går rundt og frygter, at ens trætte, men ellers fuldkommen friske og raske søn skal rammes af en blodprop i hjernen? Det er så usandsynligt, at end ikke overbekymrede forældre ville tænke den tanke. Og så ville det i øvrigt ikke have ændret spor på Frederiks tilstand, hvis Karina var blevet hos ham den aften, men det fandt hun først ud af, da skyldfølelserne havde rusket i hende i månedsvis.
I løbet af natten kom Frederik ind i forældrenes soveværelse, mens han slog sig panikagtigt på halsen. De troede, at han havde ondt i halsen. Han kastede op meget voldsomt, men faldt så til ro igen i mors og fars trygge selskab. Karina og Michael tørrede op, skiftede sengetøj og aftalte, hvem der skulle holde barnets første sygedag. Som forældre til to børn havde de prøvet den slags før.
Læs også: Efter blodprop:- Jeg ville hjælpe andre
– Næste morgen spurgte jeg Frederik, om han ikke ville med nedenunder og se fjernsyn, mens jeg sad og arbejdede, men han svarede bare med et ”hvorfor?” og kiggede på mig, som om han slet ikke havde nogen anelse om, hvem jeg var, husker Karina her fem et halvt år efter, hvor hun sidder i sofaen med armen om sin nu teenagestore dreng.
– Frederik havde ikke feber, men netop fordi han ikke kunne genkende mig, ville lægen gerne se ham. Men da jeg skulle hjælpe ham i tøjet, opdagede jeg, at hans krop var helt slap.
Karina ringede 112, og fra det øjeblik var intet mere, som det plejede at være i familien Jessens hus i Sundby på Amager – og intet bliver nogensinde det samme. Fra den formiddag går der fem uger, før Karina igen ser sit eget hjem, og for Frederik går der endnu længere tid.
Det går meget hurtigt op for de involverede ambulancefolk og læger, at det her er meget alvorligt, mens Karina omvendt bliver bange for at have overreageret og for måske at have spildt vigtige fagfolks tid med noget, der måske alligevel – forhåbentlig da – viser sig at være en almindelig influenza.
Læs også: arina skriver om sin bog på Facebook
– Da de kommer ud, kan jeg se på Michaels ansigt, at det ikke er gode nyheder. De fortæller, at det er en meget stor blodprop, at hele venstre side af hjernen er brændt af … Ja, de fortsætter i en uendelighed med at remse op, hvilke omfattende skader blodproppen har anrettet, siger Karina.
Allerede den første dag får hun også det indtryk, at hvis bare de var kommet noget før, kunne lægerne have givet medicin, der ville have opløst blodproppen.
– Det gav mig mega dårlig samvittighed, for vi havde jo haft alle muligheder for at ringe i løbet af aftenen og natten. I månedsvis bar jeg rundt på følelser af skyld, sorg og skam – og fornemmelsen af at have svigtet Frederik. Til sidst bad jeg om en samtale med en læge, som kunne fortælle, at den blodpropopløsende medicin aldrig er blevet givet til børn, og at ingen læge havde turdet gøre det, fordi børns blodkar er så tynde, at det måske bare ville have givet en hjerneblødning i stedet, siger Karina.
– Det var en sindssyg stor lettelse at høre. Jeg vil aldrig føle mig ansvarsfri over ikke at have set, hvor sygt mit barn var, men når jeg tænker over det, kan jeg godt se, at vi ikke kunne have handlet anderledes.
Læs også: Akupunktur hjalp efter blodprop
De fem, snart seks, år efter den nat er gået med at få Frederik på højkant igen – for blodproppen gjorde ham lam i højre side, og selv om han har genvundet mange færdigheder, er hans bevægelser spastiske, og han bliver hurtigere træt end andre børn.
I et lille års tid har de trænet efter et koncept, der hedder Family Hope Center, og det indebærer masser af hjemmetræning, blandt andet med øvelser, hvor Frederik kryber og kravler. Og det har givet rigtig fine fremskridt – ikke mindst intellektuelt, og så skal fysikken nok komme efter.
Selv husker Frederik ingenting fra den januardag: – Og det er jo heldigt, som han fornuftigt siger.