For fem år siden var Kirsten Suhr den sidste, der gik hjem fra en fest. Som hendes mand, Jens Karl Flinker, siger, har hun været mere festlig end de fleste. Hun elsker stadig fest og farver, ligesom hun elsker sin mand, sine børn og alle sine otte børnebørn. Det er bare ikke alting, hun husker. Navne på mennesker, hun ellers altid har kendt, forsvinder, og mange mennesker på et sted gør hende usikker. Hendes hukommelse lukker ned, men den gør det ikke uden modstand, for Kirsten kæmper en kamp for at holde sammen på sig selv. Hun er 50 år nu, og hun lider af Alzheimer. Var det stress? Jens Karl arbejdede tit i udlandet som håndværker, og Kirsten var børnehavepædagog. Hun elskede sit arbejde, og hun kunne fint klare at være alene hjemme i huset i Børkop. Hun havde styr på tingene. Indtil den dag for fire år siden, hvor hun pludselig ikke længere kunne huske børnenes navne henne i børnehaven. – Jeg blev sygemeldt, fordi lægen mente, jeg havde stress. Siden mente hun, det måske var en depression, og derfor var jeg sygemeldt i næsten halvandet år. Det blev bare ikke bedre. Tværtimod. Jeg glemte flere og flere ting.
Læs også om Marie, der kæmper for sin mand: Seks år tilbage
Da Kirsten først kom i kontakt med Hukommelsesklinikken, gik det hurtigt. Kirsten havde i sit indre frygtet, at hun måske havde fået en hjernesvulst, så i første omgang blev hun lettet, da lægen fortalte hende, at hun havde Alzheimer. Den lettelse varede ikke længe. Det blev ikke bedre, da Kirsten kort efter gik til et foredrag, hvor en kendt forsker fortalte, at jo yngre man var, når man fik Alzheimer, jo hurtigere ville sygdommen blive rigtig slem. – Han sagde, at man skulle regne med, at en patient kunne leve fire år i eget hjem og så de sidste to år på et plejehjem, inden man døde. Det slog mig fuldstændig ud. Jeg elsker jo livet, og nu stod manden og sagde, at der ikke ville være noget liv til mig – og i den tid, jeg havde tilbage, ville jeg have det dårligt. Efter det foredrag tænkte Kirsten, at hun ikke havde lyst til at leve på den måde. Hun tænkte, det bedste ville være, at hun selv afsluttede sit liv, inden det blev uværdigt. – Senere fandt jeg ud af, at de fremtidsudsigter slet ikke var rigtige. Der findes en medicin, der kan forhale sygdommen, så patienten kan få flere gode år, og faktisk er det sådan, at jo yngre patienten er, jo bedre muligheder er der også for os. Og så besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville give op uden kamp.
En by for demente
Kirsten fandt præcis det, hun havde brug for: Hun læste om et projekt i Odense, hvor der skal bygges en bydel for demente, og hun læste om et fællesskab af yngre mennesker, der havde det som hende. Sådan noget fandtes faktisk på Demenscentret Kallerupvej i Odense, som er et rådgivningscenter for demente og deres pårørende, og for Kirsten var det en vej ud af fortvivlelsen og sorgen over at have mistet det liv, hun kendte. Kirsten er stadig ikke nem at holde styr på. Hun tager rundt og fortæller om, hvordan det er at leve med demens. Hun er også med i planlægningsarbejdet for, hvordan den nye bydel for demente skal være. Der er gået seks år, siden Kirsten fik diagnosen, og hun er ikke i nærheden af at bo på et plejehjem. Hun bor hjemme sammen med sin mand, som hun altid har gjort, men Kirsten er forberedt. – Jeg har fortalt min familie, hvilket plejehjem jeg gerne vil bo på, og jeg har fortalt vores børn, at når jeg en dag er så dårlig, at jeg bor på et plejehjem, har deres far ret til at leve sit liv. Han er en mand i sin bedste alder og skal ikke være afhængig af at passe mig, når jeg ikke kan klare mig selv længere, siger Kirsten. Det er ting, de to har snakket om, men det betyder ikke, at Jens Karl er enig med sin kone. Han ved, Kirsten har ret. Han kan bare ikke holde ud at tænke på, at en dag er Kirsten ikke længere den kvinde, han har elsket i 25 år. Kirsten selv tænker helst ikke for langt ud i fremtiden. Mit ønske er, at andre mennesker skal se mig, som den jeg er lige nu, og de skal støtte mig til at leve mit liv. Jeg frygter den dag, hvor min krop stadig er her, men mit sind har lukket ned, så jeg ikke længere ved, hvem jeg er. Sådan er det ikke endnu. Kirsten og hendes mand tager på camping, de ser børn og børnebørn så tit som muligt, og de køber ind sammen. Når Kirsten holder foredrag, er Jens Karl altid i nærheden af hende. Det er han, fordi han har de ord, hun glemmer, og fordi han elsker hende. Sådan skal det være resten af deres tid, har han bestemt.n
Læs også: Jeg ser ikke en dement
