Nytårsaften sidste år dummede jeg mig desværre temmelig meget. Jeg er 42 og har levet i et fast, barnløst parforhold med min kæreste i godt fem år. Til hverdag har vi det godt sammen, selv om der nok er kommet noget vane ind i vores forhold – men det sker jo for de fleste.
Men nytårsaften i fjor var vi inviteret til en større fest, hvor den ikke fik for lidt med mad og vin og musik. Jeg havde en rigtig charmerende fyr til bords – kendte ham ikke i forvejen, men det kom jeg til, fordi vi dansede en del sammen, og på et tidspunkt gik vi udenfor, angiveligt for at ryge, men i virkeligheden for at kysse – og ikke mere end det!
Desværre fangede min kæreste os på fersk gerning og blev dybt såret. Det forstår jeg godt. Vi fik dog talt det igennem i den efterfølgende tid og har det godt sammen igen. Nu er vi inviteret til nytårsaften samme sted.
Jeg vil meget gerne med (uden at kysse nogen), men min kæreste nægter blankt at gå nogen steder i år. Han vil bare have, at det skal være en nytårsaften for os to.
Det er vi blevet ret uenige om, og nu vil vi gerne høre din mening, Puk.
Mie
Jeg bliver desværre nødt til at overbringe dig nyheden om, at du ikke kan få alt i denne verden. Du kan ikke både have en kæreste og så kysse med en fremmed mand til en fest.
Du kan heller ikke regne med, at din kæreste bare tilgiver dig, og så kører jeres forhold videre, som om intet var hændt. Du skylder på den konto, og jeg synes, du skal efterleve din kærestes ønske om at være hjemme denne nytårsaften.
Derudover tror jeg, du skal bruge det nye år på at finde ud af, om du overhovedet har lyst til at være i et forhold, eller om du har for meget krudt i rumpen. Godt nytår.
Bedste hilsner fra Puk
Vi er tilflytterne, som ingen gider
Jeg vil gå til dans – min mand vil ikke
Vi smider alt for meget mad ud
Kan jeg bede dem blive væk?
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Støtte til nye forældre
Veninden snakker for meget
Skal jeg sige nej til julefrokosten?