Minigrisene spreder glæde overalt

- Jeg elsker grise!

Det følelsesstærke udbrud kommer fra 68-årige Vita, der sammen med en del andre ældre er mødt op i Granly Aktivitetscenter i Assens for at opleve et par canadiske minigrise.

– Mine forældre og jeg boede til leje på en gård, hvor jeg som barn hjalp bondemanden med at passe grisene, fortæller Vita. – En nat fik jeg endda lov til at være helt alene i grisestalden, da en af grisene skulle føde. Jeg tog imod ungerne og nulrede dem, indtil de var tørre. Det var fantastisk!

Læs også om Jettes minigris, der kan en masse kunster

Vitas øjne stråler, og begejstringen er ikke til at tage fejl af, da hun får lov til at give den lille minigrise-unge Torben sutteflaske.

– Det er jo netop de gode minder, der vågner til live hos folk, når jeg tager rundt med mine grise, smiler den 53-årige historiefortæller Else Marie Kristensen, der selv har en stor svaghed for de små, gryntende livstykker.

Det, der gør mig glad

Kærligheden til grisene har Else Marie haft i mange år, men den voksede endnu mere, da hun for fire år siden købte sin første canadiske minigris.

– Min mand og jeg havde haft et par økologiske slagtesvin på gården, hvor vi bor, så jeg var vant til at omgås dyrene. Jeg arbejdede på det tidspunkt som børnehaveklasseleder og gik desværre ned med stress. Efter nogen tid skulle jeg finde ud af, hvad jeg kunne beskæftige mig med, som gjorde mig glad, og så lå grisene faktisk ligefor.

Læs også om Gittes krøllede kælegrise

Det er så heldigt, at Else Marie desuden det meste af sit liv har nydt at fortælle historier, så langsomt voksede en idé frem.

– Da mine tre drenge var små, fortalte jeg dem altid historier, og så udviklede det sig sådan, at jeg begyndte at bruge det i mit arbejde som pædagog.

Skønt at give dem sutteflaske

Så da Else Marie fik et overblik over de ting, der gjorde hendes liv gladere, stod en fremtidig karriere i det muliges lys.

– Kombinationen af historiefortællingen og de utrolig søde, små grise var ganske logisk for mig, og da jeg først havde fundet den vej, gik det faktisk som smurt.

At grisene spreder stor glæde, er alle på Granly enige om.

– Man tror jo ikke sine egne øjne, når man ser sådan et par stykker som Kirsten og Torben, fortæller 66-årige Dorte, der selv voksede op med grise. – Det er skønt at få lov til at prøve at holde dem og give lille Torben sutteflaske, og når man først har prøvet det, tænker man sig måske om en ekstra gang, når man skal vælge, hvad for noget grisekød man skal købe næste gang.