Irenes sidste nattevagt

14 dage før overfaldet var Irene Budtz på restaurant sammen med den psykisk syge unge mand. I dagene efter takkede han hende hver dag for en god oplevelse, og de aftalte, at de skulle se fodbold sammen en dag. Det kom de aldrig til. Den 7. marts 2006 overfaldt han Irene med 13 knivstik. Hun overlevede nærmest ved et mirakel. Siden er der ikke gået en dag, uden at Irene indvendigt takker Gud, eller hvem der måtte være ansvarlig for, at hun stadig er her, så hun kan være sammen med sin mand og sine børn og sit højt elskede barnebarn, Benjamin. Irene var sosu-assistent og arbejdede med psykisk syge på bo­stedet Lunden i Brøndby.

Elskede mit job

– Vi var et bosted. Altså et sted, hvor psykisk syge har deres hjem, så vi gik ikke med overfaldsalarm, og vi kunne ikke tvinge beboerne til at tage deres medicin. Sådan er reglerne. Beboerne skal føle sig trygge og hjemme her. I de senere år er der kommet flere og flere beboere ind på bostederne, der ikke er parate, og mange af dem har også et misbrug af en slags. Så bliver det rigtig svært at få hverdagen til at lykkes, siger Irene. – Den aften mødte jeg ind med min kollega. Jeg gik en runde og hilste på beboerne og sagde, at vi sad i fællesrummet midt i bygningen. Hvis de havde lyst, havde vi frisklavet kaffe på kanden, og så satte vi os ind i rummet. Kvælertag -Pludselig kom den unge mand ind i rummet, men fra den forkerte side, hvor han normalt aldrig ville være kommet fra. Jeg kiggede på ham, men i et spring var han over os. Han tog kvælertag på mig, mens han råbte, at vi havde taget hans børns sjæle. Jeg så ind i hans øjne, og det var ikke længere ham, jeg havde været på restaurant med eller snakket fodbold med. Hans øjne var kulsorte, og han var ondskaben selv. ”Hvad laver du?” skreg min kollega, og han slap mig og slog ud efter min kollega. Jeg løb, alt hvad jeg kunne, mod døren til terrassen. Min plan var at komme ud og tilkalde hjælp. Da han hørte, jeg tog i terrassedøren, slap han min kollega og løb efter mig, og så var han over mig. Han havde en kniv, og han stak mig. Jeg krøb sammen i fosterstilling og værgede for mig. 12 gange stak han i mit hoved og mine hænder, og jeg vidste, han ville blive ved, til jeg døde, hvis jeg ikke gjorde noget. ”Stop så for helvede,” skreg jeg, tog hænderne væk og så ham ind i øjnene. Han stivnede et øjeblik. Så stak han mig i øjet, og så mistede jeg bevidstheden. – Da jeg kom til mig selv igen, lå jeg i sneen foran terrasse­døren. Jeg vidste, han ville komme tilbage, så jeg slæbte mig i skjul bag en stolpe. Jeg havde min vagttelefon, men den var trådløs og duede ikke uden for huset. Heldigvis havde jeg også min egen mobil på mig, og jeg kæmpede for at ramme tasterne. Mine fingre blødte, og blodet fossede ned over mit ansigt, så jeg ikke kunne se noget, men jeg havde ingen smerter. Jeg rullede mig i sneen for at få blodet ud af mine øjne og fik endelig fat i alarmcentralen.

Undskyld, Irene

Og så lå Irene og ventede på, at hendes overfaldsmand skulle komme tilbage, før hjælpen kom. – Han havde også stukket min kollega, men heldigvis ikke så alvorligt. Politiet fik fat i ham, og da de førte ham forbi mig, råbte han ”Undskyld, Irene”. Irene blev aldrig det samme menneske igen. Før var hun en kvinde, der aldrig var bange, en kvinde med et stort temperament, der kunne sætte folk på plads med en rask bemærkning. Nu er hun ført og fremmest en kvinde, der kun har ét øje. Hendes eget øje kunne ikke reddes. Hun har føleforstyrrelser i hænder og ansigt, hun har hukommelsesproblemer, men værst af alt har hun fået angst. Hun kan ikke længere gå ud, når det er mørkt, og pludselige lyde og bevægelser skræmmer hende. Hendes diagnose hedder posttraumatisk stress, og hun kommer aldrig tilbage i sit gamle erhverv. Læs også om en anden stærk kvinde

Skadet for livet

Irenes overfaldsmand fik en behandlingsdom, og året efter var han på udgang. Irene har udgang hver dag. Hun bor i sit hus et sted på Sjælland. Hun kæmper stadig for at få et arbejdsliv. Hun er blevet godkendt til et fleksjob ti timer om ugen. Hun fik tilkendt en erstatning på 2,8 millioner kroner for blandt andet varige men på 50 procent og et erhvervsevnetab på 25 procent. Hun var 41 år, da hun blev stukket ned. Selv om det er mange penge, rækker de ikke til alle de år, Irene kunne have arbejdet, men Irene tænker ikke på det. – Det største i mit liv var mit barnebarn Benjamins fødsel. Jeg er taknemlig for, at jeg fik lov til at opleve det. Da vi var i retten, så jeg den unge mand lige i øjnene, fordi han skulle vide, at han ikke havde knækket mig. Det var ham, der slog blikket ned først. Jeg vandt. Læs også om Tanja der mistede sin søster