Nyt liv i Sømandskoneforeningen

Mandag, 26. september 2016
af Kurt Balle Jensen Foto: Jørgen Ploug Opdateret: Caroline Grønne
I søfartsbyen Marstal på Ærø mente de unge, at ordet sømandskone lød noget gammeldags, og at en sømandskoneforening nok mest var for de ældre. Det ændrede sig totalt en forårsaften på Hotel Marstal.
Sømandskoneforeningen i søfartsbyen Marstal på Ærø.

Dan Motzfeldt er skipper i Svitzer, og dermed er Louise sømandskone. For de unge er dette udtryk måske lidt gammeldags, og den lokale sømandskoneforening i Marstal har da også i årevis virket som noget lidt fortidigt for de unge på Ærø. Men så skete der noget, og derfor har vi sat en flok unge og ældre sømandskoner stævne. Vi vil høre om generationsskiftet, der kom som en stor overraskelse for alle ”de gamle” i foreningen.

Læs også: Lyden af guitar afgjorde Laifs liv

Sømandskoner med småbørn

Veteranerne i foreningen, Annette og Joan, kan huske dengang, mændene var væk adskillige måneder ad gangen uden særlig megen kontakt med dem derhjemme.

– Når min mand sejlede på Asien og Australien, kunne jeg måske forvente at få et brev, når de havde rundet Sydafrika. Før var de ikke i land, siger Joan.

De unge lytter og smiler. For dem er det helt anderledes. Deres mænd er typisk væk en måned ad gangen, og der er nærmest daglig kontakt. Der kan snakkes over mobiltelefon eller over Skype, og det bliver der også.

– Og så lægger vi billeder af børnene ud på Facebook, så fædrene kan følge med i dagligdagen, siger Hanne.

Jeanette Arnold er 42 år og gift med en overstyrmand. De har været gift i 15 år, og hun kan nu godt huske, hvordan det var de første år, da hendes mand var væk tre-fire måneder, og børnene var små.

– De kunne jo nærmest ikke kende ham, når han kom hjem, fortæller hun.

Læs også: Mille Dinesen er opvokset i et hippie-miljø på Østerbro

Ikke en strikkeforening

Jeanette vidste dengang udmærket, at der fandtes en forening for sømandskoner, men hun mente ikke, det var noget for hende.

– Jeg havde en fornemmelse af, at det kun var ældre damer, som sad sammen og syede og strikkede. Det havde jeg ikke lyst til, siger Jeanette, der i dag er næstformand i foreningen..

De unge og yngre, der nu er aktive i foreningen, havde i det hele taget en opfattelse af foreningen som noget fortidigt. Det gjaldt også Louise.

Læs også: ElsborgMaribo har har nået toppen af Dansktoppen

Generationsskifte

I dag kan nye generationer i sømandsforeningen udmærket se den gode idé i formålet, og de nye medlemmer er fyldt med initiativer og virkelyst. Der er respekt for det, de ældre i foreningen har bygget op, og der sker ikke nogen revolutioner. Men der kommer nok nogle andre aktiviteter til, for nu er der mange mødre med børn i forskellige aldre. Og Jeanette, der sidder i festudvalget, begynder at fortælle de andre om forskellige planer.

Læs hele historien i Familie Journal, som er på gaden mandag den 26. september 2016

  • Hvordan har de unge bevaret sømandskoneforeningen
  • Hvordan opstod foreningen
  • Hvordan er sammenholdet i sømandskoneforeningen