Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Hvad var dit første hit?
– Det var ”Arrivederci Franz”. Sangen var ikke alene mit første hit, men den var også min første singleplade. Og det blev mit gennembrud, fordi den bragede direkte ind på Dansktoppens førsteplads i 1968.
Hvad er dit største hit?
– Hvis man måler det ud fra, hvad jeg vil blive husket for, er det nok “Den knaldrøde gummibåd” og “Vi maler byen rød”.
Køb din billet til Dansktop Prisen 2017 her.
Fortæl om den bedste publikumsoplevelse, du har haft!
– Jeg synes, jeg har så mange fantastiske oplevelser her i mit livs efterår, hvor jeg er blevet “kult”. Hele sommeren turnerer jeg med Feel Good Band på diverse festivaler, og overalt står der tre-fire generationer og synger med på mine sange for fuld skrue. Det er så rørende og festligt, og jeg er dybt taknemmelig for også at opleve det i min lange karriere.
Hvordan kom du i gang med at synge?
– Da jeg var 11 år, meldte jeg mig til at synge i en børneklub, der hed Ping Klubben, og det var så sjovt, at jeg samme sommer meldte mig til Parkunderholdning i Botanisk Have i Århus. Der kunne også amatører få lov at optræde. Derfra blev jeg medlem af en trio, der hed Sunshine Trioen, og som bestod af to drenge på 15 år og mig på 12. Vi sang sammen i cirka fem år.
Mød et af fremtidens dansktopnavne, Safari-Band, i en festlig video her.
Hvem er dit største forbillede?
– Jeg har egentlig ikke noget bestemt forbillede, men jeg beundrer mange store sangere gennem tiden. Sangere, som “swinger”, er nok fællestråden i det. Og det er lige fra Ella Fitzgerald og Frank Sinatra til Michael Bublé og Lady Gaga.
Hvad er din største drøm?
– At både publikum og jeg vil blive ved med at finde sangglæden sammen nogle år endnu. Det er så sjovt. Og det skal man huske: At livet især skal være sjovt.
Hilda Heick har fået sin debut som forfatter. Mød hende her.