Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
”Sig mig engang, er de to også et par i virkeligheden?”
Der blev hvisket lidt blandt publikum, da ”Sound of Music” blev sat op på Busbjerg, friluftsteatret i Ulstrup mellem Randers og Viborg. For kaptajn von Trapp og guvernante Maria kyssede godt nok temmelig inderligt deroppe på de skrå brædder.
”Næh nej, de er bare gode skuespillere,” lød svaret, for kaptajnen, alias leder af Mammen Friskole, Dynes Skovkjær, var gift på 22. år og desuden 19 år ældre end guvernanten, alias lærerstuderende og kirkesanger Helle Mostrup.
Læs også: Karen Marie havde så megen kærlighed at give af
10 gange gik forestillingen over scenen, 10 gange kyssede de, og 10 gange blev de viet – og året efter sagde de også ja til hinanden i Sct. Clemens Kirke i Randers.
For det, der slet, slet ikke skulle have været, var blevet til en uafvendelighed.
– Min forestilling var dengang – og det er den sådan set stadig – at når man gifter sig, er det for livet. Men nu ved jeg, at det billede kan vælte, siger Dynes Skovkjær, 55 år, og kigger over på Helle, der nu i syv år har delt efternavn og adresse med ham. De sidder tæt sammen på slagbænken i stuen i murermestervillaen i Bjerringbro og nyder en kop formiddagskaffe og en nybagt bolle.
Helle var ikke i noget forhold, faktisk joker hun med, at hendes venner nærmest havde opgivet at få hende ”afsat”, og selv var hun så småt ved at erkende, at der nok kom til at stå ”pebermø” på cv’et. Det var i hvert fald ikke en del af Helles selvforståelse, at hun, der er godt opdraget og sætter stor pris på de klassiske dyder, skulle være sådan én, der kommer til at bryde ind i et ægteskab.
Men det lå nok i kortene, at det måtte gå sådan, når der var en von Trapp involveret. For da Helle gik i 3. klasse, var hun fuldstændig opslugt af ”Sound of Music” – og det i en grad, at hun så filmen hver eneste dag efter skoletid og i øvrigt kunne filmen og musikken forfra og bagfra. Hun måtte jo næsten gå hen og forelske sig i en kaptajn von Trapp i skikkelse af Dynes med ”den ranke skovkjærske holdning,” som Helle siger.
Læs også: Succes i kærlighed og musik
At aldersforskellen er stor, bekymrer ikke de to: – Vi er vist begge to gamle indeni, et par levende anakronismer, griner Helle – og henviser til, at Dynes er opdraget med klaverundervisning, søndagstøj og rank ryg, mens hun selv ville ønske sig tilbage til dengang, vi sagde De til hinanden og takkede skriftligt for gaver.
– Mine interesser for kultur og litteratur passer måske bedre til en pensionst, og nye bekendtskaber har ofte troet, at jeg kom fra et højborgerligt hjem, siger Helle – og Dynes supplerer kærligt drillende: – Ja, du er en anelse snobbet. Må man bruge det ord?
Helle svarer indirekte a la Hyacinth Bucket: – Jeg ser i hvert fald helst ikke, at mine gæster sidder i undertrøje ved spisebordet!
Med humor og selvironi kommer hr. og fru Skovkjær langt, og hvis førstnævnte ikke helt forstår sidstnævntes synspunkter, er løsningen klar:
– Så smadrer jeg en tallerken, og så taler vi om det bagefter. Sagt med en kliché lader vi aldrig solen gå ned og over vores vrede, siger Helle.
Sammen har Dynes og Helle dannet Toner af Guld, og de tager meget gerne ud og synger og spiller for folk:
– Helle har klæbehjerne og kan mere end 1.500 tekster og melodier – det giver et fantastisk nærvær, når vi er ude at optræde, siger Dynes, der akkompagnerer Helle og også af og til synger med. Du kan læse mere om parret på tonerafguld.dk
Lær at lave en fin blomsterdekoration - klik dig gennem galleriet herunder: