Lene sendte sit handicappede barn væk af kærlighed

For tre år siden tog Lene Alexander i Lille Skensved en meget svær beslutning. Hun var nået til erkendelsen af, at handes dengang 10-årige søn Rasmus ikke længere skulle bo hjemme hos hende, men flyttes til en institution.

Det var en beslutning, Lene traf af kærlighed.

– Det var helt ubeskriveligt hårdt. Jeg brugte to år på at træffe valget og to år på at sørge over det. Det var den rigtige beslutning, for i dag kan jeg se, at Rasmus trives. Han er blevet mere selvhjulpen, og det har givet os et andet forhold, at andre tager over. Det er jo ikke særlig fedt at blive badet af sin mor, når man er 13 år, siger Lene Alexander, der er 48 år.

Hun bor i Lille Skensved ved Køge sammen med sin nye mand, Thomas, og sønnen Liam på 15. Rasmus kommer hjem hver anden weekend og hver torsdag, når han går til ridning. I dag er der knus og stor glæde, når Rasmus ser sin mor.

– Jeg kan se, at han er vokset som menneske, fordi jeg har sat ham fri. Han får lov til at udvikle sig, uden at jeg omklamrer ham.

Læs også om Antoinett, som har muskelsvind og altid møder verden med et smil

Rasmus er multihandicappet. Han er spastisk i benene og sidder i kørestol. Samtidig han har en hjerneskade, der giver ham indlæringsbesvær, problemer med hukommelsen og talevanskeligheder. Men Rasmus er meget mere end den handicappede dreng. Han er en glad og charmerende 13-årig dreng, der elsker maskiner, Rasmus Seebach og at spille Mindcraft på computeren.

Bedst for den handicappede

– Det har på sin vis været en gave for mig at få et handicappet barn. Rasmus lever i nuet. Han har lært mig at være nærværende og fået åbnet mine øjne for, hvad der er vigtigt i tilværelsen.

Lene blev rasende, da hendes søster første gang spurgte, hvor længe hun kunne beholde Rasmus hjemme.

Læs også om Tina, som har valgt at adoptere en dreng, der ikke er som andre børn (link fjernet)

– Jeg skulle da selv passe mit barn, men til sidst var jeg mere hans fysioterapeut, talepædagog og hjælper, end jeg var hans mor, fortæller Lene.

Langsomt blev hun klar over, at det ville være bedst for alle, hvis Rasmus flyttede til institutionen, der er knyttet til den specialskole i Virum, som han allerede gik på.

Vi siger ikke, at Rasmus er flyttet hjemmefra, men at han har et ekstra værelse på skolen, ligesom han også har et værelse hos sin far, siger Lene.