Smerter holdt Cecilia i en kørestol

Smerter er en stor del af 19-årige Cecilias liv. Hun er født som skindød fem uger for tidligt og pådrog sig i den forbindelse en hjerneskade, der blandt andet medførte spasticitet.

- Heldigvis red min mor og brugte hesten som terapi for mig, fortæller Cecilia, der allerede halvandet år gammel blev smidt op på en stor bryggerhest. Jeg sad bag min mor, når hun red.

Trods de spastiske udfordringer begyndte Cecilia tre måneder efter diagnosen at ride på en rideskole på børne-handicaphold.

Endte i kørestol

- Vi fik at vide, at jeg ikke skulle regne med nogen sinde at komme til at ride selv. Men der gik ikke lang tid, før jeg selv kunne, og jeg elskede det! Inden længe fik jeg en halvpart og siden låneheste, som jeg red så ofte, jeg kunne.

Læs også om Tove, der er spastiker og kunstmaler

Skolegangen var imidlertid også en udfordring for Cecilia, der stadig døjede med smerter.

- Da jeg blev 17, kom jeg på efterskole uden mulighed for at ride, og det gik helt galt. Jeg endte i en kørestol og kunne ingenting.

Rider shows

Cecilia måtte opgive efterskolen, og først da en veninde fik overtalt hende til at prøve en forsigtig ridetur, begyndte det at gå fremad igen.

Læs også om Nicolai, der er spastiker og laver stand-up

- Det var så skønt at få hestelugten i næsen igen, og da jeg så fandt min elskede islænderhest Abel, begyndte det virkelig at gå stærkt. Jeg kom i gang med ridningen og kunne vinke farvel til kørestolen, og i dag kan jeg stort set alt takket være ham. Vi er endda begyndte at ride shows, hvor jeg kommer kørende i min crosser og har tøjlerne i hånden med Abel ved siden, inden jeg springer ud af crosseren, op på Abel og rider fuld galop. Så blvier publikum helt vilde! Dét kunne jeg ihvertfald på ingen måde, før jeg fik min elskede Abel.

Giv aldrig op!

I 2016 blev Abel kåret som ”Årets Dyrehelt 2016”, og Cecilia vil meget gerne dels give Abel den opmærksomhed, han fortjener, dels udbrede vigtigheden af aldrig at give op.

– Jeg vil gerne vise omverdenen, at selvom alt kan se sort ud, skal man aldrig give op, og hvis Abel og jeg kan inspirere bare én enkelt anden person til at arbejde på at få et bedre liv, så er vores job udført. Og Abel fortjener al den opmærksomhed, han kan få – så alle kan se, hvilken fantastisk og sej ven han er!