Anton fandt kæmpe ravklump

Lørdag, 18. februar 2017
Af Mary Steengaard, foto: Jacob Ljørring
Hverken Anton eller hans familie har nogensinde set så stor en ravklump før, men skønt den er temmelig værdifuld, har Anton ingen planer om at sælge den.

Anton går sammen med sine to brødre, Bertram på ni år og Carl på fem, og sparker lidt i sandet, mens de afprøver den metaldetektor, Bertram netop har fået i julegave. Drengene er som så mange gange før på strandtur ved Kronborg Slot sammen med deres mor og far, Camilla og Per Fischer.

Det eneste metal, de har lokaliseret indtil videre, er et fiskeblink, da Anton pludselig får øje på noget i sandet et par meter længere fremme. Da han skynder sig hen og samler den gigantiske ravklump op, tror han ikke sine egne øjne.

– Jeg vidste bare med det samme, at det var rav, og jeg råbte højt på min mor, som gik lidt længere oppe på stranden, fortæller 11-årige Anton, der aldrig før har set så stort et stykke rav.

Ofte på ravjagt

Familien har ellers ofte været på ravjagt.

– Normalt går vi ved strandene på Samsø, hvor min far har sommerhus, fortæller Camilla, der i første omgang ikke rigtigt tror på, at Antons fund virkelig er rav.

Læs også om

Anton propper den store klump i lommen, hvor den ligger, indtil familien efter strandturen når frem til julefrokost hos Camillas far, der bor i Helsingør.

– Klumpen gik naturligvis bordet rundt, mens diskussionen flød, om det nu var rav eller ej. Vi byggede en teori op om, at det måske var størknet skibslak, men til sidst blev vi alle enige om, at det måtte være rav.

Stor værdi

Vel hjemme i Valby efter endt julefrokost sender Per et foto af klumpen til sin ven.

– Han ved meget om rav og kunne fortælle – da han lige var kommet sig over størrelsen – at det er en klump mælkerav, Anton har fundet. Det kan man se på den hvidlige skal. Senere læste vi på nettet om en metode, der kan afgøre ægtheden. Man kommer et bestemt antal gram salt i en skål med vand, og så skal klumpen flyde, hvis den er ægte.

Spændende eksperiment

Familien udførte i fællesskab eksperimentet og ventede spændt på resultatet.

– Den flød! Og glade var vi! Nu skulle vi selvfølgelig også finde ud af, hvor meget den var værd. Vi tjekkede ravpriserne på nettet på en hjemmeside, der hedder ravklubben.dk, og dér kunne vi se, at med den vægt, klumpen har – cirka 140 gram – har den nok en værdi i omegnen af tretusinde kroner.

Gemmer ravklumpen

Anton er nu ikke specielt interesseret i prisen på sin nyfundne skat.

– Min far har fortalt mig, at ravpriserne stiger meget voldsomt for tiden, så det ville jo være dumt at sælge den med det samme. Jeg vil hellere gemme den, til jeg bliver lidt ældre, for så kan jeg måske bytte den for et jagtgevær og selv lære at skyde, når jeg er på jagt med min far.