En læser fortæller: Balder var verdens bedste barnepige

I næsten fem år var schæferen, Balder, Jespers og mit barn. Jeg syntes nu ikke, at vi behandlede den store, brune hund som et barn, men det var, hvad vores venner sagde.

De mente, vi tog alt for meget hensyn til ham. De forstod ikke, at når man havde været væk hele dagen, så var det nødvendigt at gå en lang tur med hunden.

Jesper og jeg skiftedes til det, og hvis kollegerne foreslog, at jeg gik med på café, når vi fik fri, sagde jeg altid nej, hvis det var min tur til at gå med Balder. Vi kunne heller ikke bare forlade huset i mange timer uden først at have sørget for, at Balder blev passet.

Heldigvis boede mine forældre lige i nærheden, og de havde ikke noget imod at se efter hunden, når vi havde brug for det. Da jeg blev gravid, spurgte venner og familie, om vi havde i sinde at beholde Balder.

− Ja, selvfølgelig, svarede både Jesper og jeg. Ingen af os forstod, at nogen kunne spørge sådan. Balder var for os meget mere end blot en tilfældig hund. Han var en trofast og god ven.

Fra flere sider lød det, at det kunne blive farligt for babyen, hvis hunden følte sig tilsidesat.

Alle advarede os

− Balder har haft jer for sig selv i flere år. Han kan ikke undgå at blive jaloux, sagde min mor. Jeg så på hunden. Det kunne da godt være, at den så stor og farlig ud, men den havde et hjerte af guld. Jeg kunne ikke forestille mig, at den ville gøre nogen fortræd.

Jeg var alligevel blevet betænkelig. Måske havde de alle sammen ret. Jesper og jeg var imidlertid enige om, at Balder kunne bo hos os så længe som muligt. Når min termin nærmede sig, ville vi tale om det igen. Det blev bare ikke til noget. Den aften jeg fik veer, havde vi stadig ikke besluttet, hvad vi skulle gøre med Balder.

Vi ville under ingen omstændigheder risikere, at der skulle ske noget med vores barn, så Jesper afleverede hunden hos mine forældre. Undskyldte, at vi ikke havde fået taget en beslutning, og at vi lige nu var på vej til hospitalet.

Da jeg dagen efter kom hjem med vores lille pige, var Balder stadig hos mine forældre. Jesper hentede hunden. Jeg var ved at amme Fie, da de kom. Jeg kunne høre, hvordan Balders hale slog mod kommoden ude i gangen. Han var som sædvanlig lykkelig over at komme hjem, efter han var blevet passet.

− Jeg prøver altså at tage ham med ind, råbte Jesper. – Jeg holder ham i halsbåndet.

Så snart Jesper åbnede døren til stuen, smuttede Balder fra ham, som en stor skygge styrtede han hen til mig. Så blev han brat stående. Han så på barnet i mine arme, og han satte sig på halen og lagde hovedet først til den ene side, så til den anden. Jeg så ind i hundens øjne.

De var som altid blide og venlige. Vi kunne ikke bare droppe ham, fordi vi nu var blevet forældre. Der måtte være plads til os alle fire. Balder var meget nysgerrig, når jeg tog Fie op, men ikke på noget tidspunkt, virkede han aggressiv. Jeg stolede på hunden og besluttede at lukke ørerne for alle de velmente bemærkninger, vi stadig måtte høre på.

En dag da Fie lå ude i sin barnevogn og sov, hørte jeg pludselig Balder gø. Det lød temmelig vredt. Jeg skyndte mig hen til vinduet og fik mit livs chok. Balder stod på bagbenene med hovedet helt inde under kalechen.

Et øjeblik stivnede jeg i rædsel. Så så jeg katten, der forlod barnevognen og i lange spring fløj hen over græsplænen med Balder lige i hælene. Jeg skyndte mig ud til Fie. Hun lå og smilede stort. På hendes hovedpude så jeg spor efter snavsede kattepoter.

Jeg var lige ved at græde af taknemlighed. Det var helt tydeligt, at en kat havde forsøgt at finde en god soveplads. Hvis den havde lagt sig over Fies ansigt, ville hun ikke have været i stand til at få den væk. Men det havde Balder gjort. Måske er det at tage munden lidt for fuld, men jeg tror, at Balder den dag reddede Fies liv.

En ting er helt sikker, Jesper og jeg frygtede ikke længere, at hunden skulle blive så jaloux, at den bed Fie. Tværtimod havde den beskyttet hende. Fra den dag sørgede jeg altid for, at Balder var ude i haven, når Fie skulle sove i barnevognen. I Balder havde vi ikke bare en dejlig og trofast hund, vi havde også verdens bedste barnepige.