En læser fortæller: Min mor var farlig i trafikken

Min mor var ved at få et problem, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle tackle. Hun syntes nemlig ikke selv, det var noget at snakke om. Det kunne jeg høre på hende, de gange jeg forsigtigt havde forsøgt at nærme mig emnet.

Sagen var, at hendes evner som chauffør var for nedadgående. Hun kørte faktisk som en brækket arm efterhånden. Hun kørte alt for stærkt i forhold til sin egen reaktionstid, hun glemte at skifte gear og forudså ikke, hvad der var ved at ske i trafikken bare lidt længere fremme. Jeg var rigtig alvorligt bekymret for hende. Og selvfølgelig bekymret for, hvilke ulykker hun kunne komme til at lave, der ville gå ud over andre.

Mor boede ude på landet. Der var 10 kilometer til den nærmeste købmand, og offentlig transport var der ikke meget af. Hun kunne komme ind til byen med en bus om morgenen, men derefter gik der ikke nogen busser før hen på eftermiddagen, så hun ville altså ikke kunne komme hjem igen før mange timer senere.

Derfor var det ikke så let at sige til hende, at hun måske havde nået den alder, hvor hun skulle holde op med at køre bil. For hvordan skulle hun så kunne klare sig der, hvor hun boede? Det ville hurtigt komme til at handle om andet og mere end hendes bil. Det ville også komme til at handle om hendes hjem.

Mor har altid sat en ære i at kunne klare sig selv, og jeg vidste, hvor vigtigt det var for hende at kunne blive ved med det. Jeg kunne umuligt sige til hende, at nu skulle hun holde op med at køre bil. Heller ikke, selv om jeg tilbød at køre for hende fremover. Hun ville føle sig ydmyget af den afhængighed, det gav hende. Men hvad skulle vi så stille op?

Hun var jo farlig i trafikken. Jeg havde talt med min bror om det, og han turde heller ikke røre ved emnet. Vi gik som katten om den varme grød begge to, for bortset fra det med bilkørslen var vores mor lige så klar i hovedet, som hun altid havde været. Hun ville blive tosset på os, hvis vi kom og sagde, at der var noget, hun ikke længere kunne klare. Og værre endnu, så ville det gøre hende endnu mere stædig og fast besluttet på, at hun nok skulle klare sig selv.

Vi var ikke rigtig kommet nogen vegne med sagen, da min yngste søn, 13-årige Frederik, en dag skulle ud at køre med sin mormor. Hun havde selv tilbudt at hente ham fra fodbold og køre ham hjem en dag, hvor al normal planlægning koksede på grund af nogle møder, som både jeg og min mand skulle til.

Da jeg jo aldrig havde sagt til min mor, at hun var en dårlig bilist, kunne jeg ikke så godt afslå hendes tilbud med den begrundelse, at Frederik ikke måtte køre med hende. Det gik jo nok også, tænkte jeg. Indtil nu havde hun ikke lavet nogen ulykker på vejene, og hun skulle bare køre ham syv kilometer. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at ringe til Frederik sidst på eftermiddagen for at tjekke, om han var kommet godt hjem. Det var han. Jeg åndede lettet op og tænkte, at nu blev jeg altså snart nødt til at tage tyren ved hornene. Bare ikke lige nu.

Tre uger efter kom mor og fortalte, at hun havde besluttet sig for at sælge sit hus og flytte ind til byen.

– Hvad? fløj det ud af munden på mig, mens jeg så overrasket på hende.

– Tjah, sagde hun. – Frederik var så venlig at fortælle mig, at I går og snakker om, hvor dårlig jeg er blevet til at køre bil.

Hun sendte mig et hvast blik, og jeg slog flovt øjnene ned.

– I havde ikke behøvet at gå bag min ryg. I kunne bare have sagt det direkte, fortsatte hun.

Det var frygtelig pinligt, og jeg skammede mig da også, som havde jeg været en 10-årig pige, der var blevet taget i at stjæle fra småkagedåsen.

– Undskyld, sagde jeg spagt.

– Det er okay. Så snakker vi ikke mere om det. Men i hvert fald har jeg besluttet mig for at sælge og flytte. Jeg vil prøve, om jeg kan få et af de små, fine rækkehuse, der ligger i Søndergadekvarteret. Der er ingen trapper, og så kan jeg blive gammel i god ro og orden.

Der måtte jeg sende min mor et stort smil, som hun heldigvis gengældte. Hun havde endnu en gang bevist, at hun nok selv skulle træffe beslutningerne i sit liv.

Og Frederik? Jamen vi kunne jo ikke blive gale på ham, selv om han havde sladret, for han havde jo bare gjort det, som ingen af os voksne selv turde.