Søren Kragh-Jacobsen er 70 år - men langt fra færdig med at fortælle

– Jeg har jo givet utallige interviews i årenes løb, men det har altid været i forbindelse med filmpremierer eller pladeudgivelser og den slags. Jeg har altid forsøgt at hæge om mit privatliv, men nu tænker jeg, at jeg har nået en alder, hvor jeg godt tør lukke lidt op for posen.

Det første, Søren kragh-Jacobsen deler ud af, handler om hans opvækst.

– Jeg har været meget privilegeret og fået masser af kærlighed. Jeg blev født den 2. marts 1947 på en fødeklinik lige oven over Bispebjerg Bio, mens lydene af en film i fuld gang i biffen nedenunder strømmede op gennem gulvet.

Lavede smalfilm

Om livets allerførste indtryk har ligget til grund for Sørens fantastiske karriere i filmbranchen, kan man kun gætte om. Under alle omstændigheder fandt Søren i en tidlig alder ud af, at det var hér, han skulle have sit virke.

– Godt nok blev jeg i første omgang uddannet som elektromekaniker, fordi jeg gik ud af skolen som 14-årig og tænkte, at det dér med filmskolen var alt for intellektuelt for sådan én som mig. Men sammen med min storebror Hans, der interesserede sig meget for film, blev jeg ofte inviteret i biografen af vores onkel Svend, der var filmanmelder. Mine brødre og jeg havde også et s

malfilmkamera, som vi brugte til at lave nogle syrede film.

Læs også om Allan Mortensens respekt for al slags musik

Efter endt uddannelse og et par års arbejde på B&W blev Søren lokket til Prag.

– Hans havde søgt ind på filmskolen dernede og ringede til mig efter et år og sagde, at jeg var lige så god som dem, han mødte dér. Så jeg drog til Prag, hvor jeg havde et par fantastiske år med et unikt indblik i den underlige, ”sorte” verden, hvor man kun fyrede med presset tørv, og hvor folk aldrig så dig i øjnene. Jeg blev fuldstændig sikker på, at jeg skulle være filminstruktør. Jeg ville formidle og fortælle historier.

Blev dansemusiker

I mellemtiden havde Søren også puslet temmelig meget med musikkens verden.

– Alle mine brødre og både min mor og far spillede på et eller andet, så vi havde meget musik i hjemmet. Allerede som 16-årig var jeg sanger i et band, der hed Boozers, og vi optrådte såmænd på Frederiksberg Rådhusplads.

De musikalske evner kom Søren til gode, da situationen i Tjekkoslovakiet ændrede sig, og han blev nødt til at rejse tilbage til Danmark.

– Det var jo ikke sådan lige til at begynde et job som filminstruktør, så i stedet blev jeg ansat som dansemusiker i Niels Boels Kvartet, hvor jeg spillede guitar.

Føl i DR

Søren havde travlt både med job og sideløbende med at komponere sange, men han blev alligevel fristet, da DR i begyndelsen af 70’erne søgte producer-føl.

– Jeg meldte mig, og ja, så blev jeg hængende. Efter et år fik jeg fast job som programmedarbejder på Ungdomsredaktionen. Det var skideskægt. Vi fik lov til alt, og det var godt betalt.

Læs også om Jan Schou, der er rejsende i revyer

På det tidspunkt var Sørens nok mest kendte nummer på gaden.

– ”Mona, Mona, Mona”, som alle kalder sangen, og som i virkeligheden hedder ”Kender du det?”, blev jo en gigantisk succes, og det kom noget bag på mig, for jeg synes, at mange af de andre numre på den skive var mindst lige så gode.

Gik slag i slag

Efter fem år på Ungdomsredaktionen kom Søren på producerkursus i Aarhus.

– Og så gik det slag i slag med at udvikle min instruktørkarriere. Mit gennembrud var filmen ”Vil du se min smukke navle?”, som jeg lavede i 1978, og det var fantastisk at få lov til at give den gas både med manuskript og på optagelserne. Jeg har altid insisteret på at være med hele vejen, og en instruktør skal jo stort set vide alt.

At nævne samtlige Sørens succeser inden for film, tv og musik vil føre for vidt, men heldigvis afslører han lidt af, hvad vi har i vente.

– Sammen med Rumle Hammerich har jeg de sidste seks måneder skrevet på en amerikansk tv-serie efter en roman af Margit Sandemo, og den skal optages her i Norden. Jeg har historier liggende til to spillefilm, og så har jeg numre til en ny plade med gruppen Oktober, som jeg før har spillet sammen med.

Så selv om man er blevet 70 år, behøver man bestemt ikke at være færdig…