Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Når det handler om pc’er, der ikke vil makke ret, og fjernsynskanaler, der pludselig er pist væk, ved vi godt, at det bedst kan betale sig at søge hjælp hos dem, der er født i dette århundrede – eller i hvert fald i halvfemserne. Dem, der aldrig kunne finde på at slå op i en manual, men er som født med en it-guide tatoveret på indersiden af hovedet.
Sådan var det også hos familien Hallengren i Espergærde.
– Karoliiiine, hvordan er det nu lige, at man vedhæfter billeder til en mail, lød det for eksempel fra Charlotte, Karolines mor. Og mormor ringede måske fem minutter efter og spurgte om, hvorfor der mon pludselig ikke var lyd på pc’en?
Læs også: Jesper fik sit selvværd igen og blev forfatter
Karoline hjalp hjertens gerne og med en engels tålmodighed. "Du skal bare trykke der", lød det gang på gang mildt og vennesælt.
Men sådan er det ikke mere. Ikke hver gang i hvert fald. Karoline er begyndt at returnere spørgsmålet med et nyt, nemlig: ”Har du slået op i bogen?”
Og det kan hun gøre med stor autoritet, for hun har selv skrevet og fået udgivet to tommetykke guidebøger om it, specielt rettet til mor, mormor og andre 50+’ere.
Mor og mormor må næsten altid bagefter krybe til korset og indrømme, at jo, det stod faktisk i bogen, svaret på øjeblikkets it-frustrationer med mobil, pc og internet.
- Men det er jo nemmere at spørge hende direkte, griner Charlotte og hendes mor, Lis Nielsen.
Læs også: Frisøren er blevet forfatter
At Karoline i en alder af kun 18 år blev forfatter, skyldes både alle de mange – lad os ikke kalde dem ”dumme”, men ”hyppigt gentagede” spørgsmål - og så en tilfældighed. En aften fire-fem måneder før hendes mors 50 års fødselsdag, sad hun i sofaen og overvejede, hvilken gave hun mon skulle finde på.
- Jeg kan godt lide at være i god tid, heldigvis. Og mens jeg sad der, kom der så lige et spørgsmål fra min mor – og så var ideen der, siger Karoline. Hun brugte de næste to måneder på at registrere, hvad Charlotte hyppigst var i tvivl om, og de efterfølgende to måneder til at skrive et manuskript på 30 sider.
Da den runde dag oprandt, lå der en meget fin trykt bog på gavebordet - i stil med de trykte fotobøger, som mange nyder at lave for eksempel efter en eksotisk ferie.
Charlotte blev naturligvis rørt over, at hendes unge datter havde brugt så mange friaftener på at skabe en guidebog, specielt til hende, og gæsterne til fødselsdagen var mindst lige så imponerede.
- Den må du da få udgivet, Karoline, lød de begejstrede skulderklap.
Læs også: - Jeg lokkede med et spil ludo
Hvad gør en kvik 17-årig i den situation? Ja, når man hedder Karoline Matilde Esvold Hallengren og i øvrigt er et menneske med stor appetit på livets kreative sider – så googler man da bare ”forlag” og finder et, der gerne vil modtage manuskript-forslag online.
- Jeg lavede en synopsis og vedhæftede de 30 sider, jeg havde lavet til mor. Forlaget Turbine i Aarhus var meget hurtige til at svare, at hvis jeg kunne lave 100 sider mere, havde vi en aftale, siger Karoline. Fjorten dage efter lå der en kontrakt i postkassen, og Karoline kunne ikke blot skrive gymnasieelev, men også kommende forfatter på sit cv.
Charlotte bruger også pc'er på sit job som sosu-assistent på et plejehjem, mens hendes mor, der netop er blevet 82, næsten har sat en ære i at holde sig på lang afstand af al den nymodens teknologi.
- Hver gang min mand spurgte, om jeg ikke ville se, hvordan han gjorde, når han for eksempel betalte regninger på pc’en, havde jeg lige noget vasketøj, der absolut skulle hænges op. Jeg tænkte, at det var nok, at han sad og brugte tid på det, smiler Lis.
- Men jeg må jo indrømme, at jeg var på Herrens mark, da min mand døde for fem år siden. For jeg kunne jo ingenting.
- Så meldte mormor sig til et edb-kursus i Helsingør, fortæller Karoline med tydelig stolthed i stemmen.
- Jeg fik lagt grunden på det edb-kursus, og så har jeg jo fem børnebørn, der allesammen gerne hjælper, siger Lis.
Karolines bog nummer to, der lige er udkommet, handler om de sociale medier og hedder ”Det er nemt at være på!”, og hendes næste mål er klart at få mormor på Facebook.
- Nej, nej, det skal jeg ikke, lyder det principfast fra Lis, der så måske alligevel lader sig lokke her til efteråret, hvor Karoline skal flytte til Ebeltoft for at gå på European Film College.
Se Karolines fine digitale ansøgning til filmskolen her
- Det næste, jeg skal lære, er at gå på Skype, fastslår Lis.
- Det er også fint, men du vil endnu bedre kunne følge med i, hvad jeg laver derovre, hvis du er på Facebook eller Instagram, siger Karoline.
Og det kan nemt hænde, at Karoline får held med sit forehavende, for det afslører sig nemlig, at Lis faktisk er temmelig glad for at få mails fra Karoline og de børnebørn.
- Inden jeg lægger mig til at sove, skal jeg altid se, om der er en hilsen og nogle billeder fra nogen af dem, siger Lis.
- Ja, og dit humør er i hvert fald megadårligt, når computeren er nede, fastslår Karoline og Charlotte samstemmende, og mormor indrømmer med et stort, skævt smil:
- Ja, måske er jeg også blevet lidt afhængig af it.