Belinda har kræft: - Jeg elsker at leve

Der var kun ét tidspunkt, hvor Belinda helt mistede modet, og det var, da lægerne forbød hende at spille håndbold, fordi hun havde kræft i hjernen.

– Den dag var jeg helt nede at røre bunden og ville ikke leve længere.

27-årige Belinda Camilla Voigt Lange sidder her et halvt år senere i sin mors lejlighed i Nuuk og er strålende smuk og ikke engang træt efter gårsdagens fine indsats ved de grønlandske håndboldmesterskaber. Hun har placeret sig lige i smørhullet mellem sin kæreste og sin mor og tænker tilbage på de måneder, der vendte op og ned på hendes liv.

– Jeg var ikke bange for at dø. Jeg var så svag og energiløs, at det bedste ville være at dø. Jeg tænkte både på mig selv og min familie, og jeg vidste, at de ville blive kede af det, hvis jeg døde. Men det var, som om jeg ikke kunne bære den tunge bagage på ryggen mere.

– Jeg gik en tur i Fælledparken ved Rigshospitalet og så alle de mennesker, der færdedes der, og som alle lever deres eget liv. Jeg så, hvor smuk naturen er, og hvor fantastisk livet er. Og så kom håbet tilbage med det samme.

Læs også: Grønlandske Uulas kræft blev opdaget, da hun flyttede til Danmark

Taler roligt om kræft

Belinda taler roligt, eftertænksomt og alvorligt, men smilet i øjnene er aldrig langt væk. Hun er ikke bange for at bruge store ord, måske har hun aldrig været det, men nu taler hun i hvert fald uden blufærdighed om død, håb og kærlighed.

Sportspigen Belinda er vokset op i en god og tryg familie i Ilulissat, og i Sisimiut, Grønlands næststørste by, mødte hun Kuutak, som Gustav hedder på grønlandsk. For et par år siden rykkede de to sydpå til Nuuk for at forfølge deres fælles drømme, nemlig at fortsætte deres uddannelser og udvikle sig som håndboldspillere. Gustav spiller på landsholdet og er samtidig træner for Belinda og hendes lillesøster, Christina, der spiller for klubben NÛK.

Belindas forældre var blevet skilt, og hendes mor, Aviaja Lange, flyttede også til Nuuk. Midt i oktober i fjor, en tirsdag aften, mens Gustav var på arbejde, havde Aviaja inviteret sin datter på restemad – og gudskelov for det. For den aften gik Belinda pludselig i kramper, og det er ikke til at holde ud at tænke på, hvad der kunne være sket, hvis hun havde været alene hjemme.

– Jeg glemmer aldrig det syn. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, siger Aviaja.

– Belinda blev hård som sten over hele kroppen, stram i ansigtet og bed sine læber til blods.

Inden ambulancen kom frem, nåede Belinda at få endnu et krampeanfald og yderligere tre på hospitalet.

I dagene efter fandt lægerne forklaringen: en fem centimeter stor svulst i hjernen.
– De forklarede, at den var fint afrundet og så fredelig ud, og med troen på, at det var en godartet svulst, rejste vi ned til Rigshospitalet den 1. november, fortæller Aviaja.

Læs også: Kærlighed på vestjysk/østgrønlandsk

Hvem er du?

Belinda var blevet advaret om, at hun måske ville miste sin hukommelse ved operationen, så hun havde sørget for at skrive alle de koder, som man nu engang har til telefon og email ned. Hun og familien var også forberedt på, at hun måske 
ikke ville kunne genkende sine nærmeste.

Aviaja var der, da Belinda vågnede – hurtigere end ventet – efter operationen, og gudskelov kunne hun sagtens genkende sin mor.

– Gustav skulle komme lidt senere, og da han kom ind ad døren, sagde jeg ”Kinaavit?” til ham, griner Belinda.

Den stakkels mand så ligbleg ud, for det er grønlandsk for ”Hvem er du?”

– Jeg skyndte mig selvfølgelig at sige, at det bare var en joke, siger Belinda – og Gustav har tilgivet hende den barske spøg.

– Jeg er bare glad for, at hun har det godt, konstaterer han.

Læs også: Anne har sit at slås med

Men så ramlede alt

Ni dage efter operationen, da Gustav var taget hjem, ramlede alt. Det viste sig, at svulsten aldeles ikke var godartet og skulle bekæmpes med 30 strålebehandlinger og kemo.

– Det var hårdt at skulle ringe til Grønland og sige det over telefonen til Gustav, min far, min lillesøster, min mormor og min moster, siger Belinda.

I en tid, hvor man mest af alt har brug for den tætte familie, måtte Belinda – som alle alvorligt syge grønlændere – leve med det vilkår, at kram, kys og opmuntring var 3.500 kilometer borte. De pårørende kan tage et fly, ja, men det koster hver gang, og de færreste kan jo forsømme job og familie hjemme i Grønland i længere tid.

– Mine venner i håndboldklubben og på seminariet, hvor jeg læser til lærer, samlede over 40.000 kroner ind, så flere kunne komme og besøge mig, og det er jeg dybt taknemmelig for, siger Belinda. Også i hendes hjemby, Ilulissat, hvor der i øjeblikket er flere alvorligt syge unge, blev der samlet ind.

Det betød, at Belinda fik selskab, i de uger hun kæmpede allerhårdest mod sygdommen.

– Selvfølgelig tudbrølede vi, da vi fik beskeden, men ret hurtigt slog det om for Belinda. Hun troede på, at hun nok skulle blive rask, og den indstilling smittede af på os andre, siger Aviaja.

– Jeg elsker at leve, og man skal aldrig give op, aldrig nogensinde. Og jeg kom jo også til at spille håndbold igen!