Benny Schumann er klovn frem for alt

Det er i år 50 år siden, 72-årige Benny Schumann første gang optrådte med sit berømte tallerkennummer, som han løbende har ændret på undervejs, og som han for tiden veloplagt serverer for publikum i Cirkusbygningen, København, som del af det nye Wallmans-show ”Entourage”.

Benny kan dog meget andet: Han rejser rundt med sin egen soloforestilling for børn og er dermed sin egen cirkusdirektør, ligesom hans far, Albert, var direktør for Cirkus Schumann. Han har tag på heste som sin mor, Pauline, der var rytterske og hestetræner. Han kan gå på line, bugtale, spille på adskillige instrumenter, og han går spontant i spagat i sit køkken med en grydeske balancerende på panden til ære for Familie Journals fotograf. Men han tøver ikke et sekund, da han bliver spurgt, hvilken stillingsbetegnelse han foretrækker:

– Jeg er klovn. Min morfar var jo den verdensberømte, spanske cirkusklovn Charlie Rivel, og han blev mit store forbillede. Allerede som barn vidste jeg, at jeg ville gå i hans fodspor. Men det kræver alder og erfaring at være sjov, siger Benny, der netop har døbt sin børneforestilling ”Hej Clown”.

Se, hvordan Jan Hellesøe manipulerer med Familie Journals journalist.

– Jeg blev født i Gøteborg i Sverige, og det var et rent tilfælde, at det lige blev der. Cirkus Schumanns sæson fulgte nemlig hvert år et fast program, der hed Gøteborg, Stockholm, København, Odense, Aarhus og Aalborg. Det længste stop på turen var København, hvor vi optrådte i fem måneder for 2.000 mennesker hver aften. Det var jo i cirkuskunstens gyldne alder, hvor der altid var fulde huse. Og det foregik altid i cirkusbygninger. Vi har aldrig rejst rundt med et cirkustelt. Så det var på sin vis luksusudgaven af cirkuslivet, vi levede. Vi slap for alt besværet med hele tiden at skulle rykke teltpælene op og drage videre til næste sted, fortæller Benny.

Holdt aldrig ferie

Familien arbejdede naturligvis stadig hårdt for føden. Også når sæsonen var slut i november:

– Officielt havde vi fri, når vi var færdige i Aalborg. Men så skulle vi altid lige en tur til Paris for at få lavet kostumer. Så rendte vi rundt hos franske skræddere og i stofbutikker. Derudover skulle vi gøre os klar til London, hvor vi optrådte hver vinter i Bertram Mills Circus. Det vil sige: Jeg måtte først komme i manegen, da jeg fyldte 16, selv om de havde set, hvad jeg kunne, og rigtig gerne ville have mig med i forestillingen. Men sådan var reglerne derovre, og dem kunne der ikke lempes på.

Mød hospitalsklovnen Luna her.

– I februar, når vi var færdige i London, havde vi en måned til at gøre os klar til en ny sommersæson. Ferie som sådan havde vi aldrig, men det var ikke noget, jeg tænkte over. Cirkus er en livsstil. I 5. klasse gik jeg ud af skolen og fik privatlærer. Frem til klokken 14 gik min dag som regel med at træne. Så kom læreren og underviste mig i nogle timer. Derefter stod den på klaverundervisning, og så var det hen til cirkusbygningen for at forberede sig til aftenens forestilling. Men det var jo det, jeg ville i livet, og jeg syntes, det var sjovt, husker Benny, der som 5-årig var med i sin første cirkusforestilling.

En cirkusidiot

– Min tante Adèle, der strengt taget var min fars tante, er en af de personer, der har hjulpet og inspireret mig mest. I 1965 havde vi engageret den østrigske jonglør, Eric Brenn. Min tante syntes, at det ville klæde mig at lave et tallerkennummer som det, han rejste rundt med. Og så gik jeg straks i gang med at øve mig. Man kan roligt sige, at jeg har haft jahatten på hele mit liv, og lidt af en cirkusidiot må jeg nok indrømme, jeg er.

– Derfor blev jeg også mildt sagt overrasket, da min mor og far en dag sagde, at fremtiden for cirkus så knap så lys ud, som den havde gjort, og opfordrede mig til at blive advokat i stedet! Jeg fattede ikke, hvad der gik af dem. Her havde jeg gået og øvet mig år ud og år ind, griner han.

– Efter bare en enkelt sæson med tallerkennummeret i Cirus Schumann besluttede jeg i 1967 at prøve lykken for mig selv uden familien i ryggen. Og da min far antydede, at jeg kun var blevet en kendt artist i kraft af mit familienavn, gjorde jeg noget, der i dag virker ret fjollet, når jeg ser tilbage på det, men som nok er klassisk, ungdommelig opførsel: Jeg lagde simpelthen Schumann-navnet på hylden og tog kunstnernavnet Ric Benny. Under det navn optrådte jeg de næste 10 år i både Europa, Sydafrika, Canada og USA.

– Amerikanerne syntes dog, kunstnernavnet Ric Benny lød for amerikansk. Som de påpegede, havde de betalt for en europæisk artist, så de bad mig pænt om at kalde mig Schumann igen, smiler Benny Schumann.

I Familie Journal nummer 44, der kan købes i butikkerne fra den 30. oktober til den 5. november, kan du læse del 2 af Benny Schumanns livshistorie. Læs blandt andet om dengang, han lavede familieforestilling sammen med hustruen Marianne og deres to døtre.

Læs om spastiske Cecilia, hendes islandske hest og hendes rider shows.