Mettes imponerende vægttab: Jeg har fået livet tilbage

Vægttab: Mette Havgård møver sig frem mellem flysæder, håndbagage og passagerer, der endnu ikke har indtaget deres plads. Det er sommeren 2016, hun er på vej til Kreta med hele familien, og hendes blå T-shirt klistrer til huden. Da hun endelig finder sit sæde ved siden af datteren Kathrine, er der knap og nap plads til hende mellem armlænene – selv om hun kun måler 167 centimenter. Hun får presset sig ned i sædet, men følelsen af at være klemt inde er klaustrofobisk. Det bliver ikke bedre af, at hun ikke kan slå bordet foran sig ned. Maven er for stor og rager for langt ud.

– Jeg havde det forfærdeligt på hele flyveturen. Jeg var klemt inde og ville ikke røre maden. Når jeg ikke kunne slå bordet ned, kunne jeg heller ikke spise. Jeg tænkte, at når jeg var så tyk, fortjente jeg ikke mad.

Sådan ser Mette ikke længere på sig selv. Flyveturen mod de varme himmelstrøg blev startskuddet til et imponerende vægttab og en mental rejse, der kan få de fleste til at tabe kæben. 45 kilo lettere har Mette en kort, tætsiddende kjole på, som fremhæver hendes former, og læberne er tegnet op med rød læbestift. Håret er sat, smykkerne fundet frem, og badevægten står nu på 70 kilo.

Læs også: Store vægttab - Eva tabte 45 kilo

Vægttab uden hokuspokus

I huset i Hjørring er der ingen kostplaner, slankebøger eller hokuspokus-piller, som Mette ynder at kalde dem. Tværtimod er køkkenet fyldt med frugt og grønt i alle regnbuens farver, og så er der stoppet rigelige mængder sund fornuft ind mellem mælk og magert kød. Mette har hverken fulgt en speciel diæt eller fået hjælp udefra — hun har blot skåret ned på størrelsen på portionerne og byttet sovsen ud med grøntsager.

– For mig handler det ikke om, at noget er forbudt. Alt er tilladt – bare i små mængder. Jeg spiser stadig en skive lyst franskbrød med skinkeost til min aftenkaffe, jeg tager bare ikke to kæmpe portioner til aftensmad, siger Mette og lader hånden glide forbi skålen med chokoladeskildpadder på sofabordet, inden hun fanger en skive melon. Det ville aldrig være sket for to år siden. Hun var og er stadig en slikmund.

– Jeg giver mig selv lov til at synde. Hvis jeg falder i og kværner en plade Marabou, tillader jeg mig selv det, men så er det op på hesten igen og spise sundt igen næste morgen.

Læs også: Jackie har tabt 52 kilo

Bange og angst

Det er ikke bare de ekstra kilo på sidebenene, der har tynget Mette de seneste mange år. Den 55-årige hjørringenser har i en årrække lidt af en svær grad af panikangst, der altid har ligget klar til at springe frem fra sit skjul i baghovedet, så snart den mindste chance bød sig. Én af de gange, hvor angsten for alvor får tag i Mette, er en vinterdag i 2005. Med svedeture og trykken for brystet drøner hun sammen med manden Hans i pendulfart frem og tilbage mellem hjemmet og sygehuset. Flere gange må hun bede ham standse Golfen for, at hun kan komme ud og trække vejret. Hun er overbevist om, at hun har fået en blodprop.

– Jeg var bange for, at jeg skulle dø, fortæller hun og holder øjenkontakten et par sekunder mere, end man ellers ville. De smalle, optegnede øjne spøger ikke. Hun mener det.

Det er ikke en blodprop, der banker på den dag på sygehuset. Det er angst. Det finder Mette først ud af efter mange måneder og flere lægebesøg, end man kan tælle på to hænder. Hun tør ikke gå uden for husets fire vægge. Hun frygter ambulancer, udrykning og alt andet, der har den mindste relation til sygdom og død – bare en svag lyd af en sirene i det fjerne er nok til at udløse et angstanfald. Cola, slik og store portioner mad bliver hendes trøst. Op til tre liter cola om dagen kunne det blive til.

Stolt datter

Det er Mettes datter, Kathrine på 22 år, der har indstillet hende til prisen som Årets Taber. Selv om hun til daglig læser til tandplejer i Aarhus, forhindrer det hende ikke i næsten hver weekend at tage turen nordpå for at være sammen med familien og støtte mor Mette i sit vægttab.

Mette tøver ikke, når man spørger hende, om hun har tænkt sig at holde vægten. Svaret falder prompte:

– Ja, det er for livstid. Jeg skal aldrig tilbage til den, jeg var. At have det sådan vil jeg ikke ønske for selv min værste fjende.