Barnløshed: Matteo er et lille mirakel

Barnløshed:Francesca og Henrik går og går. Frem og tilbage på stierne i parken i Odense, mens hun hiver mobiltelefonen op af lommen med få minutters mellemrum. Stadig ikke noget svar. Det er en sommerdag i 2015, og de venter på at få at vide, om den fertilitetsbehandling, de har været i de seneste måneder, har båret frugt – om hun er gravid. Tankerne flyver rundt i hovedet på den 28-årige Francesca, mens de traver afsted. Midt i tankemylderet vibrerer telefonen: Hun ér gravid.

– Vi tænkte ”yes”, det var bare det, der skulle til, fortæller Francesca, der i dag er 31 år.

Parret var ellers havnet i kategorien ”uforklarlig barnløshed”. Efter at have prøvet selv i et års tid uden at opnå de to streger på graviditetstesten kunne lægerne ikke finde grunden til, at det unge par ikke kunne få børn sammen – hverken hos hende eller ham. Det betød, at de skulle i fertilitetsbehandling: først inseminering, og da det ikke gav resultat, hed behandlingen IVF (reagensglasbefrugtning). Derfor kunne de heller ikke vente med at skrige den store nyhed ud til hele verden efter scanningen i uge 12. Timingen var perfekt: Om lørdagen i samme uge skulle de giftes.

– Det har nok været en af de hårdeste uger i mit liv. Vi skulle giftes. Til scanning om onsdagen og giftes lørdag. Så vi glædede os jo til at fortælle alle gæsterne, at jeg var gravid, siger Francesca på klingende fynsk og kigger på Henrik med triste øjne, der afslører, at ugen langtfra gik, som de havde regnet med.

Barnløshed: Mine to børn i himlen passer på hinanden

Barnløshed og bryllup

Om onsdagen ramler det hele: 
I en kort pause fra de sidste bryllupsforberedelser har Francesca lagt sig på sygehusbriksen. Med Henrik i hånden er de klar til at høre deres første barns hjertelyd. Men lægen kan ikke finde den. Fosteret er dødt.

– Jeg var helt grædefærdig i de dage. Jeg syntes, det var hårdt, og vi følte, at det hele ramlede oven i hovederne på os på én gang. Før scanningen havde vi slet ikke forestillet os, at der ikke kunne være liv. Vi havde slet ikke det scenarie i hovedet, siger Henrik og kigger på sin kone.

Den onsdag bliver startskuddet til en emotionel rutsjetur, der strækker sig over flere år. Yderligere to gange når Francesca at lægge sig på briksen – kun for at få at vide, at der ikke er liv i maven alligevel. Magtesløse må de sluge det ene nederlag efter det andet. Derfor tør hun heller ikke længere tro helt på det, de gange beskeden lyder, at hun er gravid. Hun går fra at græde af glæde, når lægen ringer med de gode nyheder, til helt automatisk at forvente det værste.

Angst og hjernesvulst

Når Francesca og Henrik fortæller om deres tid i fertilitetsbehandling, kan de ikke skille den ene graviditet fra den anden. Det hele flyder sammen til én mudret masse af prøvesvar og efterfølgende aborter og udskrabninger.

Men det var ikke bare de fysiske indgreb fra ægudtagninger til udskrab, der sled på Francesca, som behandlingen skred frem. De tre afbrudte graviditeter havde også en anden, mere mørk bagside: angst.

– Jeg får angst og bliver bange for døden. Der kommer alle mulige ting frem i det her forløb, fordi det er et stort psykisk pres. Selvfølgelig skubber det konstant til ens grænser. Man prøver at overleve og få det bedste ud af hver eneste dag og time, men tankerne omkring næste forsøg, og om det vil lykkes, har man konstant i baghovedet.

Heldigvis får Francesca hjælp. Hun har en arbejdsgiver, der sender hende til psykolog, så hun kan få styr på tankerne. Men selv om hun kan kontrollere tankerne i hovedet, løber hendes krop og alt det, der sker i den, afsted med 110 kilometer i timen: Lægerne mistænker, at hun har en svulst i hjernen.

Læs også: Lone Nygaard er mor til 9 dejlige børn

”Børn på vej?”

– Jeg var egentlig mest irriteret over, at vi skulle holde pause i behandlingen i tre måneder. Jeg ville bare i gang igen, siger hun og fortæller, hvordan de troede, at svulsten var forklaringen på, at hun ikke kunne blive gravid.

– Jeg var mere bekymret. De to til tre måneder var ikke sjove, siger Henrik, og hans mine afslører, at mistanken heldigvis ikke holdt stik. Der var ikke nogen svulst. De kunne fortsætte i behandling.

De havde kun kendt hinanden i et år, da Francesca smed p-pillerne. Der var slet ingen tvivl om, at de skulle være forældre sammen. Og selv om de godt vidste, at der kunne gå lidt tid, før graviditetstesten ville blive positiv, havde ingen af dem regnet med, at de ville få brug for hjælp. De var jo både sunde, raske – og relativt unge. Derfor var frustrationen også ved at boble ud af ørerne på dem begge, når de sad til den ene sammenkomst efter den anden og skulle svare på spørgsmål om børn.

Et lille mirakel

I foråret 2017 venter parret på besked om, hvorvidt femte gang mon er lykkens gang for dem. Blodprøven siger ja, men ved første scanning er svaret nej. Uoverensstemmelsen og det, at scanningen blev udført meget tidligt, betyder, at Francesca skal scannes igen i uge syv, hvor hjerteblinket kan ses.

Og der er hjerteblink, de skal være forældre. Men der på sygehusbriksen har hun svært ved at lægge bekymringerne fra sig. Hun venter hele tiden på, at noget skal gå galt.

– Først omkring uge 20 tør jeg tro på det, for da begynder jeg at kunne mærke liv. Men man er jo aldrig sikker, før man sidder med en lille baby, og når du så har den lille baby, så er der jo bare nogle andre bekymringer.

De seriøse øjne er nu afløst af lettelse, som hun kigger på den to måneder gamle dreng, Matteo. Han er sund, rask og spiser, som han skal – han er et mirakel. Det tøver det unge par ikke med at understrege.

Selv om de nybagte forældre har svært ved at holde smilene tilbage, og kærligheden lyser ud af dem begge, når de kigger på Matteo, er de ikke klar til at gå i behandling igen. Det tør de ikke.