Ida Marie 
underviser 
udviklingshæmmede i akrylmaling

– Må jeg bruge den grønne farve?

49-årige Ida Marie Søndergaard lægger den hvide tusch fra sig og roder lidt rundt i sit korte, lyse hår, inden hun hiver fat i en pensel.

– Aaargh. Lisbeth trækker på det og bryder ud i et grin, der fylder hele ansigtet, og som får hendes brune øjne til at blive helt smalle. Hun er en af de 11 udviklingshæmmede elever, der den første lørdag i hver måned møder op på Papirfabrikken i Vejle for at blive undervist i akrylmaling. Her står Ida Marie sammen med kollegaen Hanne klar til at hjælpe, når pensler og farve skal finde vej til lærredet – uanset om man er en hærdet maler eller helt grøn. Det handler nemlig lige så meget om sammenholdet rundt om bordet som om malingen – hvis ikke mere.

Læs også: Discofest for udviklingshæmmede

Udviklingshæmmede: Her kan alle være med

Dagens deltagere, der er samlet om det aflange bord, er lige så forskellige som farverne i malerkassen. Derfor arbejder de sjældent på fælles projekter, men fokuserer derimod på hver deres lærred. På den måde er der plads til at tage dagen i eget tempo og efter humør. Én er mest til simple tegninger, en anden elsker tegneseriefigurer, og en tredje maler landskaber ned til mindste detalje. I takt med at klassikere fra ”Giro 413” brager ud af højtalerne på den medbragte ghettoblaster, bliver der både nynnet og sunget med på de forskellige hits. Og så kommer der ellers mere og mere gang i penslerne. Der skal farve på!

– Det er Brødrene Olsen. De vandt Melodi Grand Prix for 18 år siden nu! råber Lisette Jensen med et insisterende ansigtsudtryk, der viser, at hun har styr på sin Grand Prix-historie. Der bliver nikket anerkendende rundt om bordet.

– Nu har jeg været med i 23 år, og jeg bliver ved, indtil den dag jeg ikke er her længere, fortæller hun og lader penslen falde ned.

Blomsterpigerne

Ida Marie ryster på hovedet og bryder ud i et grin, der får de fleste andre til at kigge op fra deres lærreder. Hende kan de godt lide.

Med sorte bjælker i loftet og lysebrune stole med filtsæder bliver tankerne sendt på langfart til barndommens feriekolonier. Her emmer af tryghed og varme. Og Familie Journals udsendte får da heller ikke lov til at sidde mange minutter, før der bliver fortalt anekdoter og røverhistorier. Alle skal være med.

Når man ser Ida Marie hjælpe til omkring bordet, er det svært at forestille sig, at hun nogensinde har lavet andet. Hun kender både pensler og farver så godt som sin egen bukselomme. Men faktisk er hendes hverdag så langt fra det, der fylder lokalet denne lørdag, som man næsten kan forestille sig: Hun hjælper til på gården derhjemme, hvor hun bor med sin mand og to børn. Der bliver dog alligevel tid til kreative projekter mellem høstsæson og alt andet – for hun kan slet ikke lade være.

Læs også: Udviklingshæmmede Pia er blevet filmstjerne

Det giver så meget

– Jeg er nok det, man vil kalde for multikreativ. Jeg både strikker, tegner, maler og meget mere. Og så er jeg med i en malergruppe.

Ida Marie viser en hjemmestrikket hue med indbygget lyskæde frem. Den er bare ét af hendes mange projekter og bevis på, at påstanden holder stik. Men selv om den blinkende hue perfekt viser, hvor kreativ hun egentlig er, giver den hende ikke lige så meget, som menneskerne omkring bordet gør. Det ved hun godt.

– Når jeg går hjem herfra, er jeg træt, men har også en tilfredshedsfølelse, fordi jeg har gjort noget godt. Som Hanne også sagde, så får man så meget igen. Det der med, at man kan give noget til sine kursister, og at de er så umiddelbare, taknemlige og glade for det. De er jo bare så meget sig selv, siger hun med lysende øjne.