Livshistorier
Min svigerfamilie reddede mit ægteskab
Hvis nogen kan samle generationerne om den folkelige musik, er det festlige Humørekspressen. Med deres friske og humoristiske videreførelse af dansktoptraditionen har de både tag i unge og ældre. Og ved Dansktop Prisen 2018 i Boxen var de da også nomineret i hele tre hovedkategorier, hvoraf de vandt prisen for Årets Album med deres debutværk "En lille én".
– Vi står foran jer som en flok voksne mænd, men i dansktopsammenhæng er vi rene hvalpe. Med den modtagelse, vi har fået her i aften, må jeg til gengæld sige, at vi er nogle glade og meget logrende hvalpe, sagde guitarist Peter Lützen i sin takketale. Og det var helt betegnende for den glæde, der var konstant til stede blandt kunstnere og publikum ved Familie Journals prisuddeling.
Lørdag den 14. april var det tredje gang, nærværende blad var vært for Dansktop Prisen. Og i år var det i en særlig jubilæumsudgave, der fejrede radioprogrammet Dansktoppen, som til september for 50 år siden gik i luften for første gang.
Det betød selvfølgelig masser af nostalgi, herlige tilbageblik og kendte og elskede hits, men pakket ind i et spektakulært show med den flotteste sceneopstilling til dato. Allerede med åbningsnummeret blev stilen lagt. Her blev legenden John Mogensen mindet og hyldet af Dorthe Kollo, Johnny Hansen, Humørekspressen og Kim Schwartz i skøn forening med de tidligere års talentvindere Dansvingerne og Michael Korup og værtstrioen Anette Kokholm, Keld Heick og Thomas Evers Poulsen.
Se et galleri af kjoler og stjerner fra den røde løber i Boxen 2018
Senere i showet leverede Kim Schwartz en hyldest til baggårdspumaen Otto Brandenburg, hvorefter hans datter Anna gjorde ham selskab på scenen for sammen med sin far at synge sangen "Ude mellem stjernerne", som Kim skrev, da hans egen mor døde. I showet blev sangen forvandlet til en hyldest til alle de dansktopstjerner, der ikke er blandt os længere, og deres navne, fødsels- og dødsår dukkede på stjernehimlen bag duoen hele nummeret igennem. De var der alle sammen – fra Gustav Winckler og Raquel Rastenni over Andreas P. Nielsen og Anders Frandsen til nyligt afdøde Teddy Edelmann. Mange i salen fældede tårer. Og at indslaget havde form af en far- og datter-duet til farmor, gav det hele en ekstra dimension og mindede os om, at ingen går gennem livet uden tab og savn.
Dermed tegnede Kim sig for anden gang i træk for prisuddelingens mest rørende indslag. Men musikkunstnere kan så sandelig også selv blive våde i øjenkrogene. Det gav prisuddelingen os adskillige eksempler på.
Dorthe Kollo vandt Familie Journals Ærespris for sin livslange indsats i den folkelige musiks tjeneste. Og det skete på et tidspunkt i showet, hvor hun blot troede, hun skulle på scenen for at synge et udpluk af sine mange succeser. I stedet stod hun pludselig med Mads Zieglers smukke statuette af egetræ prydet med den lille, gyldne sommerfugl i hænderne. I næste øjeblik kiggede hun ud over salen, hvor samtlige tilstedeværende havde haft hendes sangstemme i ørerne livet igennem og haft et varmt forhold til mange af hendes evergreens. Og netop da blev hun tydeligvis ramt af øjeblikkets storhed. Hendes bevægelse var til at få øje på.
Hvem vandt priser ved Dansktop Prisen 2018? Se galleriet her.
Også den ellers så kække og energiske Lotte Riisholt kæmpede med at holde tårerne tilbage, da hendes kolossale arbejdsomhed og loyalitet over for den oprindelige dansktoplyd fra radioprogrammets tidlige år kom tilbage til hende i form af prisen som Årets Kvindelige Dansktop Solist. Lotte startede sin karriere som ganske ung, men nåede kun at udgive et enkelt album og få et par hits, inden DR i 1977 valgte at lukke Dansktoppen ned i en lang årrække. Siden kom hun stærkt igen og glæder fortsat sin fanskare med stribevis af optrædener og udgivelser. Og det var en livsdrøm, der blev opfyldt for Lotte i Boxen i år.
Hvor mange sangere, der har rundet de 80, kan sige, at de er på toppen? James Rasmussen kan, og den gamle rock'n'roller og tidligere medlem af den legendariske kvartet Four Jacks fik hele to priser. Nemlig som Årets Mandlige Dansktop Kunstner og for Årets Dansktop Hit. Han takkede varmt de tidligere og afdøde kolleger, der havde gjort ham til den, han er i dag, og sin hustru og trofaste støtte Jannie.
Læs om Årets Mandlige Dansktop Solist her.
Det var dog ikke kun de garvede kunstneres aften, men bestemt også de nyes. Kejser Larsen Band vandt Familie Journals Læserpris, og denne kategori, der alene afgøres af bladets læsere, fik således for tredje år i træk en særdeles overraskende vinder.
Talentprisen blev vundet af Tine Schlichting, der med Dario Campeotto som mentor leverede den fængende ørehænger "Slap af" med tydelig hilsen til Søren Bundgaards mange Melodi Grand Prix-hits. Tine var ellers i godt selskab: Helle Lynge og Peter Edelmann bejlede med henholdsvis Richard Ragnvald og Kim Schwartz som mentorer også til prisen. Men vi kommer givetvis til at høre meget mere til samtlige tre solister fremover.
Det hele sluttede med en forrygende finale, hvor samtlige tilstedeværende kunstnere kom på scenen og bakkede 60 års-jubilaren Johnny Reimar op under afsyngningen af partykongens signatursang "Sikken fest". Titlen siger alt om forløbet af årets musikfest.