Lene hjælper dyr i krise: Jeg forundres over hvor meget ondskab der er mod dyr

Lene havde det rigtig godt med beslutningen om at gå på efterløn. Efter at have arbejdet på institutioner med psykisk syge i over 40 år havde hendes hoved godt af at komme på pension, som hun udtrykker det.

Og så kunne hun hellige sig det, hun havde nøjedes med at drømme om i mange år, nemlig at hjælpe dyr i nød.

– Fra jeg var barn, havde jeg en forkærlighed for at tage dyr, der måske var kommet til skade i trafikken eller på anden måde ikke havde det godt, til mig. Det var alt fra pindsvin til fugle. Jeg boede med mine forældre i Skive, og det var ikke småpenge, de brugte på at få mange af disse dyr aflivet hos dyrlægen. Kærlighed og pasning fra min side var desværre ikke altid nok, fortæller Lene Dige Nielsen, 66, der bor uden for Møldrup i Nordvestjylland.

Kort før hun gik på efterløn, så hun, at Dyrenes Beskyttelse søgte en kredsformand i hendes område. Hun sendte en ansøgning og blev udvalgt.

LÆS OGSÅ: Dyrenes Beskyttelses internater: Kæledyr svigtes som aldrig før

Den dag græd Lene

En dag i maj 2014 står skarpt i Lenes hukommelse. Telefonen ringede. Det var fra Dyrenes Vagtcentral – under Dyrenes Beskyttelse – de havde en sag til hende.

– Meldingen lød på, at en hund skulle være spærret inde i en lejlighed i en landsby ved Skive, hvor man ikke havde set ejeren i flere dage. Jeg kørte hurtigt afsted med min daværende assistent Lone. Ved hoveddøren kunne vi høre meget svage bjæf og klynken. Der måtte altså være et dyr i lejligheden.

Da Lene kiggede ind ad vinduerne, fik hun et chok. Her lå dynger af affald, men hun kunne ikke få øje på en hund.

– Vi tilkaldte politiet fra Skive, som kom meget hurtigt. 
En låsesmed fik åbnet døren, og indenfor mødte der os et deprimerende syn: en voldsomt afmagret hund – en kleiner münsterländer – der lå i sit eget skidt, nok mellem 20 og 30 centimeter. Den havde hverken vand eller foder.

– Det var næsten, som om jeg gav den menneskelige egenskaber. Den så på mig med sine store øjne, som ville den sige: ”Tak, fordi du reddede mig.” Og den veg ikke fra mig, selv om naboerne kom med både vand og mad. Da græd jeg. For første og eneste gang i den tid, jeg har arbejdet for Dyrenes Beskyttelse, fortæller Lene, der ikke på noget tidspunkt har fortrudt, at hun påtog sig det ulønnede arbejde.

LÆS OGSÅ: Lise og Anne hjælper internats-dyr: Socialiserer hunde og katte der venter på et nyt hjem

Hårdt at køre ud

Hunden kom på Dyrenes Beskyttelses internat i Balling og har i dag fundet et nyt og godt hjem. Den tidligere ejer blev senere dømt for dyremishandling.

– Det er nogle gange hårdt at køre ud. Jeg bliver ofte forundret over den ondskab, der er mod dyr. Og at nogle mennesker kan leve under så uhumske forhold.

– Jeg har haft en del grove sager, men også mange, der ikke ender med politianmeldelse og fjernelse af dyrene. Her har jeg fået en dialog med ejerne, så de får bedre mulighed for at passe på deres dyr i fremtiden.

Delte mad med kattene

Lene fortæller om en ældre dame, der havde fået en del tilløbende vildkatte.

– Kattene var der ikke noget i vejen med. Derimod blev den ældre dame mere og mere mager. Det viste sig, at hun delte den mad, hun hver dag fik fra kommunen, med kattene. Her fandt vi hurtigt en anden løsning. 
I en anden sag var en ung mand, der havde sin lejlighed fyldt med slanger og krybdyr, blevet så vred over, at husejeren havde sagt hans lejemål op, at han havde spredt al den savsmuld, som dyrene gik i, ud på gulvet.Vi skulle jo igennem det for at se, om der var dyr, der gemte sig. Jeg har altid haft en skræk for slanger, så jeg rystede, da jeg gik gennem savsmuldet i mine sandaler. Pludselig var der noget, der rørte sig. Men det var heldigvis kun en lille mus. Desuden fandt jeg to vietnamesiske kæmpesnegle.

Selv om Dyrenes Beskyttelse får flere og flere sager, mener Lene ikke, at der generelt er tale om, at man i dag behandler dyr dårligere end tidligere.

– Siden Dyrenes Vagtcentral – 1812 – blev etableret for seks år siden, tror jeg, at folk er blevet mere bevidste om, at man kan ringe, hvis man ser et dyr, der ikke har det godt.

Kan overtage dyr

– Det er langtfra kun hunde, katte og lignende kæledyr, vi får henvendelser om. Langt den største del af henvendelserne handler om landbrugsdyr. Men vi ser heldigvis ikke så ofte, at folk bevidst mishandler eller vanrøgter dyr, siger Lene. – Og i de sager bliver de politianmeldt.

– I de fleste tilfælde er opgaven vokset ejerne over hovedet, og de har brug for hjælp. Her træder vi til og hjælper med igen at få ordentlige forhold for dyrene. I sidste ende kan vi også overtage dyrene og give dem et nyt hjem via vores internater, hvis vi vurderer, at det er til dyrenes bedste.

LÆS OGSÅ: Min hund Charlie har fjernet min ensomhed

Enkelte spydige bemærkninger

Der er dog også enkelte skår i glæden, nemlig de spydige bemærkninger, folk kommer med.

– Vi møder desværre megen kritik fra folk, der siger: ”Skal du nu have endnu et dyr aflivet?” Det gør virkelig ondt, for vi gør alt, hvad vi kan for at redde dyrene. Det er kun, hvis en dyrlæge vurderer det, at et dyr bliver aflivet, siger Lene, der selv har to bassethunde – Thyra og Gorm – og nogle udekatte.