Søstre fandt hinanden efter 40 år

Mandag, 23. juli 2018
af Helle Lyngbo. Foto: Lars Horn.
Dorthe (t.v.) og Jannie har altid kendt 
til hinandens eksistens, men det var først, da Jannie kom på Facebook for otte år siden, at Dorthe vovede at tage kontakt til sin storesøster. – Det skulle jeg have gjort for mange år siden, for vi ligner hinanden så meget, siger hun.
Søstre fandt hinanden efter 40 års længsel

Dorthe var en halvstor pige, da hendes mor en dag vendte Vendsyssel Tidende om, pegede på et billede af en ung pige med langt, bølget hår og sagde: ”Det her, det er din storesøster!”

I dag, hvor Dorthe Sørensen er fyldt 50, kan hun ikke rigtig huske, hvordan hun egentlig reagerede i situationen, men hun ved, at billedet og bemærkningen bundfældede sig til en intens lyst til at lære den ukendte halvsøster at kende. Dorthe havde i forvejen en højtelsket storebror og en ditto lillesøster derhjemme, men en storesøster! Det lød vældig tillokkende!

Ketty, Dorthes mor, kunne fortælle, at Jannie, storesøsteren, boede i Hirtshals, bare 50 km væk, og at hun var resultatet af forhold, som Dorthes far, Poul, havde haft, da han var helt ung. Da Jannie blev født, var han inde og springe som soldat, og da hun var omkring 1 år gammel, gled forbindelsen ud, og Poul mistede også kontakten til sin lille datter.

– Da Poul og jeg blev kærester, vidste jeg godt, at han havde en datter, og jeg foreslog mange gange, at han skulle genoptage forbindelsen med hende, siger Ketty.

Læs også: Mine handicappede søstre skulle aldrig have været født

I smørhullet mellem søstrene

– Joh, men Ellen havde fået en ny mand, og jeg vidste, at Jannie betragtede ham som sin far. Og hvad ville han mon sige, hvis jeg forsøgte at mase mig ind der igen? siger Poul og flytter sig lidt rundt på stolen.

Der er meget godt at sige om Poul Sørensen, 75 år og tidligere postbud, men nem at rokke fra det synspunkt var han altså ikke… Heller ikke selv om Ketty argumenterede, og Dorthe plagede!

I dag sidder han så alligevel i smørhullet mellem sine to ældste døtre og forsøger at spille lille og trynet og joker med, at han skal have en pude at sidde på for at syne lige så høje som dem. Han kan slet ikke skjule, at han befinder sig som blommen i ægget i deres selskab, og at han er mere end tilfreds med, at Dorthe for otte år siden trodsede ham og tog kontakt til Jannie.

– En dag opdagede mor, at Jannie var kommet på Facebook, og så sagde jeg: ”Nu skriver jeg altså til hende, lige meget hvad du siger, far…”

Poul nåede lige akkurat at nikke, inden Dorthes mail strøg afsted, og næsten inden han havde nået at fordøje det skete, havde Jannie svaret. På et par splitsekunder havde de to søstre fundet hinanden, som havde der aldrig været over 40 års forsinkelse i den forbindelse.

Læs også: Mai kom i lære som vaffelbager

Lignede hinanden

– Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort, siger Dorthe uden tøven.

Biologien burde egentlig betyde, at Dorthe lignede sine helsøskende, Lars og Mette, mest, men det er faktisk i sin fire år ældre halvstoresøster, at hun virkelig kan se sig selv.

– Det mest forunderlige ved at lære hinanden at kende har været at se, hvor meget Jannie og jeg ligner hinanden, siger Dorthe, og Jannie nikker selvfølgelig samstemmende.

Jannie, der i dag hedder Henneberg til efternavn, fik selv tre yngre halvsøskende, og alle omkring dem sagde, at hun lignede dem.

– Den eneste, der ikke kunne se det, var mig. De er mørke og tynde, og det er ikke det, jeg lider mest af, griner hun.

De to søstre opremser lystigt alle lighederne: De er begge hestetossede og glade for naturen. Jannie er social- og sundhedsassistent, Dorthe er ved at uddanne sig til det. Begge har foretaget et karriereskift midt i livet – Jannie arbejdede i mange år i fisken, Dorthe var grafiker.

– Vi er begge to et par rodehoveder, og ingen af os har forstand på økonomi, siger Dorthe.



Læs også: Søstre med hjertefejl er gode til at hjælpe hinanden

Hårde nysere

Og så tilhører ingen af dem ligefrem det tavse flertal.

– Nej, de er begge to et par hårde nysere, der nok tør sige deres mening, siger Ketty, 70 og tidligere dagplejemor, og det skudsmål er bestemt ment som en ros. Hun er meget glad for omsider at have fået sin bonusdatter i hus.

– Jannie kunne jo ikke gøre for, at hun var kommet til verden, så hvorfor skulle vi ikke have glæden af hende? Heldigvis vidste vi, at Jannie havde en god barndom, for hun kom en del i huset hos den præst, der viede Poul og mig, så jeg hørte af og til nyt, siger Ketty.

– Og nu ved vi også, at Jannie, hendes mand og hendes to piger er meget nemme at elske, tilføjer hun.

Jannie vidste også selv, fra hun var ret lille, at ham, hun kaldte far, ikke var hendes biologiske far, og at hun havde tre halvsøskende i Frederikshavn. Hun kunne sagtens have fundet dem, hvis hun havde gjort forsøget, men usikkerheden stoppede hende: Tænk nu, hvis de ikke vidste, at hun fandtes, eller hvis de bare ikke gad hende…

I dag anerkender både Dorthe og Jannie, at frygten for at blive afvist er fuldt forståelig, men de vil til enhver tid alligevel anbefale andre at løbe risikoen og tage kontakt. For chancen for, at man får en gave for livet, er jo bestemt også til stede, og den er trods alt nok vigtigere end risikoen.

Læs også: Ost, ost, ost - vi vil have ost!