Grillede svampe og grønt med fetadressing
Ingredienser til grillede svampe og grønt:
(4 pers.)
500 g store svampe, f.eks. portobello og kejserhatte
1 stor squash
2 røde snackpeberfrugter
4-5 spsk. olivenolie
1 citron
1 håndfuld krydderurter, f.eks. basilikum, purløg, persille, estragon, timian, rosmarin, oregano og/el. salvie
Prøv også: Grillede svampe - og mange andre grøntsager, der kan grilles
Fetadressing:
100 g blød feta
2 dl yoghurt naturel
1 fed hvidløg
Peber
Evt. salt
Se også: Salat med varmrøget ørred, rejer og dressing
Fremgangsmåde:
Rens svampene med en pensel.
Skær squashen i 1½ cm tykke skiver. Lad peberfrugterne være hele.
Pensl svampe og grøntsager med lidt olie og steg dem på en varm grill. Vend dem, i takt med at de får grillmønster, og lad dem blive møre.
Halvér citronen og grill den på skærefladen, til den har mørkt grillmønster.
Læg svampe og grøntsager på et fad. Skær evt. peberfrugterne i tykke skiver.
Pres saften af citronen og rør den med 3 spsk. olie og hakkede krydderurter og smag til med salt og peber.
Dryp marinaden over svampe og grøntsager.
Fetadressing:
Blødgør fetaen i en skål.
Rør yoghurten i lidt ad gangen, til dressingen er blød og ensartet.
Smag til med presset hvidløg, peber og evt. salt.
Servér grøntsager og svampe med fetadressing og evt. brød, hvis retten serveres som en selvstændig ret.
Prøv også: Marokkansk grøntsagscouscous