Strikkeopskrift: Top med hulmønster og knapper

Tirsdag, 17. juli 2018
af Anne-Marie Øby. Foto: Hjertegarn.
Du kan hurtigt strikke denne flotte top, mens sommeren stadig er her. Toppen er strikket med et klassisk hulmønster og lille knapstolpe. Få en strikkeopskrift her.
Strikkeopskrift: Top med hulmønster og knapper

Strikkeopskrift: Top med hulmønster og knapper

Str: XS (S) M (L) XL.

Overvidde (arb): 92 (97) 102 (107) 112 cm.

Hel længde: 45 (47) 49 (51) 53 cm.

Materialer: ”Alicante” (100% bomuld/50 g = 180 meter): 5 (5) 5 (6) 7 ngl i fv 2122. Strikkep nr. 3. Hæklenål nr. 2½. 5 små knapper. (Garn fra Hjertegarn).

Strikkefasthed: 30 m x 36 p = 10 x 10 cm i let strakt mønster efter dia.

Prøv også: Strikkeopskrift: Top med rib og blade

Sådan gør du:

Ryg: Slå 137 (145) 153 (161) 169 m op på p 3. Strik 27 (28) 29 (30) 31 cm lige op i mønster efter dia (1. p = vr-siden). Luk i hver side til ærmegab på hver 2. p for 6, 4, 3, 2, 2, 1, 1 (7, 4, 3, 2, 2, 1, 1, 1) 8, 4, 3, 2, 2, 1, 1, 1, 1 (9, 4, 3, 2, 2, 1, 1, 1, 1, 1) 10, 4, 3, 2, 2, 1, 1, 1, 1, 1, 1 m. Luk derefter for 1 m i hver side på hver 4. p 1 (2) 3 (4) 5 gange = 97 (99) 101 (103) 105 m. Forts lige op over disse m, til arb måler 39 (40) 41 (42) 43 cm. Luk de midterste 23 (25) 27 (29) 31 m til hals og strik hver side færdig for sig. Luk mod halsen på hver 2. p for 7, 3, 2, 1, 1, 1, 1 m. Strik lige op over de rest 21 m, til hele arb måler 45 (47) 49 (51) 53 cm. Luk af. Strik den anden side færdig på samme måde.

Se også: Top i to længder

Forstk: Strik som ryggen, til arb måler 29 (30) 31 (32) 33 cm. Forts med aflukn til ærmegab som på ryggen, men luk samtidig de midterste 3 m til slids og strik hver side færdig for sig. Strik 10 cm lige op ved slidsen. Luk nu de yderste 10 (11) 12 (13) 14 mod slidsen og luk derefter på hver 2. p for yderligere 7, 3, 3, 2, 1 m i samme side. Forts lige op over de rest 21 m, til arb måler som ryggen. Luk af. Strik den anden side færdig på samme måde.

Montering: Sy skulder- og sidesømme.

Kant forneden: Hækl 1 omg fm fra r-siden langs kanten forneden (ca. 1 fm for hver opslået m – m-tallet skal være delbart med 3).

Næste omg: ✩4 lm, spring 2 m over, 1 km i næste m✩, gtg ✩-✩ omg rundt, slut med 1 km i 1. lm på omg.

Ærmekanter: Hækl som kanten forneden og hækl 1 fm for hver p langs de lodrette sider, men spring hver 3. p over.

Halskant og slidskant: Beg i bunden af højre slidskant og hækl ca. 20 fm op langs slidsen. Forts med at hækle fm rundt i halsen og hækl ca. 20 fm ned langs venstre slidskant. Hækl 1 km i bunden af slidsen, og hækl så 1 omg med lm-buer som på kanten forneden – hækl 5 buer langs hver side. Luk omg med 1 km i bunden af slidsen.

Sy 5 knapper i langs venstre side af slidsen, så hver bue på højre slidskant danner knaphul.

Design: Hjertegarn.

Prøv også: Bluse med løbemasker

Diagrammer: