Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
De er unge, de synger, griner og pjatter, og om aftenen sidder de ved bålet og snakker om liv og død.
Måske lyder det helt almindeligt, men for Cecilie, Naja og 18 andre teenagere er en uge på Cool Camp (link fjernet) alt andet end hverdag. Det er faktisk helt enestående og befriende.
For alle 20 har kræft eller er lige blevet erklæret sygdomsfri, og for mange af dem er det første gang nogensinde, at de taler med en jævnaldrende, der også krydser klinger med cancer, kemo og stråler.
Læs om Livskraft, der står bag arbejdet med unge med kræft
Sådan var det f.eks. for Cecilie. For godt et års tid siden begyndte hun at få svært ved at synke maden, ja, selv yoghurt og vand satte sig fast i halsen.
– Når det endelig kom ned, måtte jeg kaste det op igen for at få mere mad ned, siger 17-årige Cecilie Trier Dalgaard, Holstebro.
Men når man er en ung, smuk og slank pige, der elsker at løbe 11 kilometer hver dag, er der ikke rigtig nogen, der kan forestille sig, at der kan være noget fysisk galt. Så bliver den første vurdering, at problemet nok sidder mellem ørerne. Cecilies læge mente i hvert fald, at hun måtte have en spiseforstyrrelse.
Først efter mere end et halvt år med voldsomme synkeproblemer og til sidst en del undersøgelser kom forklaringen på Cecilies store ubehag: Hun havde spiserørskræft.
– Jeg har fået at vide, at jeg er den eneste unge dansker, der har fået sygdommen og den tredje unge i hele verden. Normalt skal man være alkoholiker eller ryger for at blive ramt af spiserørskræft, siger Cecilie.
Hun har været indlagt på voksenafdelinger, og denne uges Cool Camp er altså hendes første møde med andre unge kræftramte.
Læs om Belinda, der havde kræft i hjernen: - Jeg elsker at leve
Hun sidder rank, rolig og korthåret i medicinhuset på Cool Camp, der afholdes ved Ribe, og ved siden af hende sidder Naja, lige så rank, rolig og korthåret.
– Jeg tænkte ”yes”, da jeg så Naja den første dag, for vi er de to eneste piger med kort hår, siger Cecilie med et bredt smil. Hun er stadig i gang med kemobehandlingerne, mens Naja heldigvis er færdig med stråler og kemo.
– Det værste var at skulle tabe håret. Og så at være så meget afskåret fra skolen og vennerne. Jeg følte, at jeg var i en hel anden verden, siger Naja.
Hendes sygdomshistorie begyndte med, at hun fik ondt i armen, blev lysfølsom og svimmel.
– I begyndelsen troede man, at det var reaktioner efter en hjernerystelse, men det gik ret hurtigt med at finde ud af, at det var en tumor i skulderen. Og senere fandt lægerne ud af, at jeg også havde en tumor i lungen og tre i hovedet, siger 15-årige Naja Godtfredsen, der bor i Boeslunde ved Slagelse.
– Her på campen kan man snakke om ting, som man ikke kan med dem derhjemme. Hjemme siger de, at de forstår én, men det gør de jo ikke helt alligevel, siger Naja og tilføjer: – Og her bliver man ikke behandlet som ”hende den syge”.
– Nej, her er der heldigvis ingen, der har medlidenhed med os, smiler Cecilie.
På campen er der lige så mange frivillige som der er unge med kræft, og tre af de frivillige har endda selv været igennem et kræftforløb. Hele ugen er tæt pakket med aktiviteter, der er gode for en prøvet sjæl – musik, mindfulness, drama, bueskydning, klatring, kanosejlads osv.
– I aftes var vi nede i bålhytten, og der blev vi bedt om at overveje, hvad der var vores største frygt og vores største drøm. Én efter én smed vi så kaffepulver ind i bålet som symbol på vores frygt – og det fik flammen til at blusse op og sprutte. Det var rigtig rart, fortæller Cecilie. Bagefter blev drømmene sendt til himmels med en heliumballon.
Læs også: Janne fik kræft, da hun ventede sit andet barn
Cecilie: – Min største frygt er, at jeg ikke overlever. Og jeg ønskede, at jeg kommer til at overleve.
Naja: – Jeg ønskede, at alle dem, jeg holder af, bliver lykkelige, for jeg føler, at jeg har været med til at gøre dem triste.
Cecilie: – Ja, jeg har også haft meget skyldfølelse. For dengang de begyndte at tale om, at det måske var spiserørskræft, var jeg så træt af al den usikkerhed. Jeg kunne slet ikke overskue det, hvis ikke jeg snart fik at vide, hvad der var galt, så jeg ønskede, at det var kræft. Da det så var kræft, brugte jeg ret lang tid på at tænke, at jeg selv var skyld i sygdommen, fordi jeg havde ønsket det, og at det var min skyld, at mine forældre og søskende nu var kede af det.
Helt naturligt tænker både Naja og Cecilie også, at det er hamrende uretfærdigt, at kræften rammer netop dem.
– Men der skal vel altid ske noget skidt, før der kan ske noget godt. Så det gode kommer vel nu, konkluderer og håber Cecilie.
– Jeg er tit bange for, at folk skal tænke, at jeg er svag, men egentlig er det vel, fordi jeg har været stærk for længe, siger Naja.
Selv om der er en aldersforskel på to år mellem de to, snakker de rigtig godt sammen, og de har i hvert fald lært værdien af at kunne tale med andre, der er i samme båd som en selv.
– Det er så vigtigt for folk på vores alder at komme ud og prøve noget som Cool Camp, så vi mærker, at vi ikke er alene. Vi kan jo se, at de tre frivillige, der selv har haft kræft, nu render rundt her og har det rigtig godt. Så man skal blive ved med at kæmpe, selv om det ser allersortest ud, fastslår Cecilie.
Organisationen Livskraft, der i år for fjerde år i træk tilbyder en gratis Cool Camp for unge med kræft, er stiftet af vennerne og lægerne Rasmus Thøger Christensen og Heidi Kristine Støve.
Som 15-årig fik Rasmus selv lymfekræft, og han oplevede også det, som mange af de unge frygter, nemlig tilbagefald. Men han kom sig og blev inviteret med på den internationale rehabiliteringscamp Barretstown i Irland. Siden blev han frivillig derovre og fulgte mange danske børn til campen.
Men takket være store donationer fra Børnecancerfonden har vi nu vores egen camp i Danmark. I sommer har der også været holdt camp for søskende, og i efteråret holdes en camp for kræftramte familier.
Læs mere om næste Cool Camp her (link fjernet)
– Vi vil gerne give de unge styrke og ballast til at håndtere den situation, de er kommet i. Den kommer ikke til at ændre sig lige med det samme, og måske vil den vare for altid, siger Rasmus.
– F.eks. er det rigtig godt for mange, at de selv fortæller i skolen, hvad der er sket dem. Cecilie har fortalt, at hun selv stod foran sine 187 efterskolekammerater og fortalte det samme dag, som hun havde fået diagnosen. Det var megafedt gjort, siger Rasmus.
Han var selv i kontakt med deltagerne fra hans første lejr i mange år efter og var dybt taknemmelig for at møde andre ligesindede. I år er der planlagt et ni-måneders mentorforløb efter årets camp.
Hvert år får 200 danske børn under 18 år kræft, og der er konstant 500-600 børn i kræftbehandling. 30 procent af børnene får tilbagefald eller forværring af deres sygdom. Fire ud af fem bliver helbredt, men hver anden slås med varige senfølger fra den intensive behandling.