Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Der er af og til nogen, der har lidt ondt af, at Else og Christian Westh Andersen må trække i en masse overtrækstøj og uldne sager for at holde vestenvind og decemberkulde fra kroppen, når de står og sælger juletræer på gårdspladsen. Det er der dog ikke nogen grund til, synes Else:
– Da jeg var pædagog, var der 20 børn, som skulle hjælpes i tøjet, i dag er det da kun mig selv, siger hun med et smil.
Vi er på Krogager, Christians fødegård, små 10 kilometer øst for Holstebro. Et skovbrug på 30 hektar med nordmannsgran, rødgran og pyntegrønt. Her produceres der hvert år 10.000 juletræer, og heraf er det kun en brøkdel, der sælges på gårdspladsen, langt de fleste træer kommer til at stå med lys og hjerter i tyske og norske hjem.
Læs også: Ruths kryddersild: Succesen ligger i de hemmelige krydderier
I løbet af et år er Else og Christian omkring hvert eneste træ 10-13 gange. Så der skal klippes, rettes, luges og gødes mange timer i ugen, naturligvis især i vækstsæsonen.
Af og til er der et træ, der kommer ud med to toppe, andre gange slår en fugl sig ned i den let bøjede top og må hurtigt lette igen, fordi toppen brækker. I begge tilfælde er det Elses værktøj og håndelag, der skal rette op på fejlene.
Og ja, det kan godt lade sig gøre at få en af de øverste sidegrene til at vokse op som top, men det skal helst undgås, så de bløde, let ludende toppe, der frister fuglene, bliver forsynet med en klemme og en lille, lodret stående pind, der gør fugle-parkeringspladsen ubekvem.
Læs også: Brev til Puk Elgård: Jeg kan godt klare en juleaften alene, men...
I de travleste decemberweekender indforskrives børnene Anne og Bjarke som juleassistance, og de har alle fire overhørt mange af de klassiske familiediskussioner om, hvordan et rigtigt juletræ bør se ud.
Man kunne måske tro, at de endeløse diskussioner havde vaccineret familien Westh Andersen imod selv at blive uenige om, hvad der skal indenfor i stuehuset, men det er ingenlunde tilfældet. Og eftersom de har 10.000 træer at vælge mellem, er der vel ikke noget at sige til, at det er et svært valg.
I fjor var Else og Christian dog rørende enige om, hvilket træ der skulle have æren og komme ind og blive pyntet:
– Da vi havde sølvbryllup for fem år siden, lavede vores børn en lille video med os, hvor de gjorde grin med os. Anne spillede rollen som mig, og hun stod i filmen og klippede løs på et lille juletræ for så til sidst at kappe toppen helt af.
– Det grinede vi meget af. Anne og Bjarke havde bare ladet træet stå ude i marken, og en dag, da vi kom forbi det, lovede Christian og jeg hinanden, at vi nok skulle vise ungerne, at træet godt kunne rettes op, selv om det var blev skamskåret, siger Else.
Så med flere års kærlig pleje og en ny top blev juletræet i fjor klar til at komme indenfor i varmen. Og det er da noget af et julebudskab at kunne give videre til sine børn: at selv de mest skæve eksistenser kan give harmoni og glæde, og at selv de mest håbløse situationer kan vendes til noget godt.