Kan du huske dengang… Dejen til vaniljekransene forsvandt

– Jeg forstår det ikke, mormor. Du er nødt til at forklare det igen, siger Simone og vender sig mod Edel, som netop har fortalt om ”Julens Glæde”. En mand, der ugentligt kom hjem til hendes familie i Holbæk og tog imod de penge, de ønskede at spare op til jul.

– Jeg kan huske, vi købte mærker hver uge hele året for 10- og 25-ører. Pengene fik vi igen sidst i november, så vi havde råd til julemad og gaver. Det var en opsparing, forklarer Edel. – I dag ville man jo ikke turde overlade penge til en tilfældig på den måde, men sådan begyndte julen altså dengang i krigens tid.

Edel Østergaard fra Roskilde er 84 år. Hun har været gift med sin mand, Schønning, i mere end 50 år, og sammen har de tre børn; Linette, Finn og Merete Øster-gaard. Sidstfødte er i dag 55 år, gift med Finn og mor til to: Simone og Jesper Vestergaard. Simone er 25 år og har alle dage været denne families store juleentusiast.

I Svogerslev, hvor Simone voksede op, var der små nisser, som puttede ris i tandpastaen, lagde pålægschokolade på alle rugbrødsmadderne, farvede mælken og byttede svømmehåndklædet ud med et lille viskestykke.

Prøv kræfter med vores udfordrende julekalender-quiz

Reddet af julemand

Drillenisser var der ingen af i Meretes barndom, men julemanden kom gerne på besøg natten til julemorgen med en pakke. Den tradition fandt Edel på.

– Jeg ved faktisk ikke, hvornår det opstod, for jeg er ikke selv vokset op med hverken julemand eller nisser. Men det tjente i hvert fald det formål at holde børnene underholdt den 24. december, indtil aftenen faldt på.

– Og det sjove ved julemanden, mor, er næsten, at han fortsatte med at komme forbi, lang tid efter at vi var flyttet hjemmefra og selv havde stiftet familier.

– Ja. Din far og jeg kørte rundt med små gaver til jer alle lillejuleaften. Det var nu hyggeligt. Der stod jo gerne en lille skarp til julemanden og hans kone ved hoveddøren, siger Edel og kommer i tanke om noget:

– Husker du dengang, vi kom forbi og så, at I havde glemt at slukke en juledekoration, inden I lagde jer til at sove med børnene?

– Åh ja. Der kan man vist godt tale om, at julemanden reddede både os og julen, siger Merete.

Luksuriøs julegave

– Jeg husker faktisk også, at vi fik mange julegaver. Mine forældre bestilte en stor pakke hos Daells Varehus, hvor alt var lidt billigere. Det var selvfølgelig meget praktiske gaver, men der var også altid én luksuriøs gave til hver af os børn.

Både Merete og Simone bliver straks nysgerrige på, hvad denne luksus kunne være.

– Jamen det var legetøj. Engang fik jeg et lille blikkomfur. Det holdt ikke så længe, fordi mine brødre syntes, de skulle lave havregrød på det. Sådan var dét bare, siger Edel og smiler for sig selv. – Jeg husker også en helt særlig gave, jeg fik som lidt større pige af mine forældre. Det var en jubilæums-to-krone i sølv. De havde fået den ene side blanket af, og mit navn var indgraveret. På den anden side var der vist et billede af dronning Alexandrine og kong Christian den tiende. Jeg har den stadig.

– Det var en fin gave, siger Merete. – Jeg elskede det dukkehus, morfar engang lavede til mig.

Julelys og kager

En anden tradition, der også stadig holder, er julebagningen. Helt fra mormor var barn er der blevet bagt klejner, finskbrød, brunkager og vaniljekranse – altid som et fælles projekt i familien.

– Der blev virkelig bagt mange kager. De holdt helt indtil påske, fortæller Edel. – Da Merete var lille, nåede vaniljekransene ikke engang at blive bagt.

– Ha ha ha, udbryder Merete. – Jeg husker godt, at min storebror og jeg gik og hapsede af den dej og glattede den ud, hver gang vi havde taget et stykke. Vi troede virkelig ikke, du kunne se det. Jeg husker ikke, du blev sur...

– Naej, siger Edel. – Jeg kunne jo også godt selv lide dejen.

Som en gaveæske, der bliver flået op, forløses et grin hos alle tre kvinder, og den ældste af dem rødmer en smule. Fortællingen er ny for Simone, så hun har ikke selv gjort hverken sin mor eller mormor kunsten efter.

– Men min mor har altid sagt, at der ikke skal være én kage tilbage, når vi når til den 24. december. Og det ønske efterlever vi gerne i familien.