Tina lever med kroniske smerter: Vi er blevet tættere som familie

Tina Dehnfjeld bøjer knæene og dukker sig ned i den kølige pool, så hendes spinkle skuldre akkurat kommer under overfladen. Det svalende vand får den varme Kap Verde-sol til at mildnes en smule, og Tinas datter, 15-årige Emilie, sætter sig hurtigt op på Tinas skuldre.

En, to, tre, og Tina rejser sig, mens resten af familien ser storsmilende til med tændte kameraer, klar til at dokumentere mor og datters akrobatiske udskejelser under sydens sol.

Men opstillingen udløser hverken de forventede smil eller latter, tværtimod lyder der et gennemborende knæk fra Tinas nakke, da hun sænker Emilie ned, og en øjeblikkelig smerte breder sig i hendes nakke.

Det er oktober 2014, og den ferie, der skulle have været en glad fejring af Tinas svigermors 60-års fødselsdag for hele familien, bliver i stedet startskuddet til en 360 graders drejning af livet, som Tina og hendes familie kender det.

− Jeg turde ikke at tage til lægen dernede, men tog en masse piller, og jeg kan overhovedet ikke huske ferien. Jeg prøvede at være med, men jeg lå bare meget. Vi vidste ikke, hvad det var, og jeg ville jo heller ikke være pivet, fortæller Tina, nu 42 år, mens hun laver små bevægelser med hovedet fra side til side.

At hun stadig ikke, nu fire år senere, ryster rigtigt med hovedet, vidner om, at det højlydte knæk ikke bare var en smule hold i nakken, som familien først regnede med. Nej, det var tre diskusprolapser i nakken og nerver, der både var klemte og ødelagte.

Læs også: To andre mennesker har givet os de største gaver

Har konstant ondt

− Da vi rejste hjem, gik det op for mig, at det her ikke bare var noget, der ville forsvinde af sig selv. Det var ulideligt. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende og sad og nev mig i hånden, så jeg fik huller i huden − det tog noget af smerten.

Hun kan ikke forklare, hvordan smerten er − andet end at den er der konstant, hele tiden og så igen.

Hovedpinen er bare én ting, det er smerten i nakken, der er den værste, for den trækker også ned i ryggen og lænden.

− Jeg er træt hele tiden, men har svært ved at finde ro og sove, og så har jeg virkelig fået svært ved at huske og koncentrere mig, siger hun.

Når en i familien bliver syg, bliver hele familien ramt. Det kan Tina skrive under på. Før brugte hun og hendes mand, Thomas, datteren Emilie og sønnen Tobias ofte tid på at spille både fodbold og basketball i haven, men det går ikke længere.

Nu står den på filmhygge i sofaen og snak over spisebordet, for når mor konstant har ondt, er det vigtigt at tage den med ro, og Tina er da også afhængig af de andres hjælp for at have overskud til hverdagen. Og det er helt o.k., for både Emilie og Tobias tager gerne fat derhjemme.

Det har dog været en lang og svær proces for Tina at nå dertil, hvor hun kunne bede sine børn om at tage over, der hvor hendes egne kræfter kom til kort.

− En ting har været at få hjælp fra min mand. Det gik sådan set af sig selv, for Thomas og jeg har altid været gode til at støtte og gribe hinanden, men det har været svært at skulle bede om hjælp fra mine børn. Men jeg tror nu, at det har gjort, at vi er blevet tættere. Vi er meget tætte, og vi hjælper hinanden. Børnene er meget opmærksomme på mig og kan læse mig, siger Tina.

Læs også: Anette var gravid i fjerde måned og fik brystkræft: Mit barn skulle overleve

Brev fra datteren

Emilie og Tina ligner hinanden. De har begge langt, mørkt hår, deres øjne er nærmest identiske brune og nøddeformede, og de kigger begge ned, når de bliver generte. De er mor og datter, men de er lige så meget veninder, og den relation er kun blevet stærkere, siden Tina blev syg.

− Da jeg skulle opereres, var børnene mere indelukkede, for vi var dengang ikke så åbne om det hele. Jeg havde det svært, og hvor meget skulle jeg dele? Men Emilie skrev et brev til mig − hun skrev, at hun håbede, jeg kom tilbage, fortæller Tina, mens tårer begynder at pible frem i øjenkrogen.

Tina er kommet tilbage, bare på en ny måde, og hun og resten af familien vil ikke længere blot kæmpe sig gennem dagene − de vil i stedet have det godt og nyde både hinanden og livet sammen.

− Vi er blevet bedre til at lave lidt sjov med det hele, så alt ikke bliver så højtideligt, indskyder hun og kigger på sine to store børn, som er i fuld gang med at sætte tekopper og tallerkner på bordet i det store køkken-alrum. Selv om det ikke er en af deres ugentlige maddage, skal de alle alligevel have en eftermiddags­snack, og det sørger de to for.

Med te i kopperne og grovboller med marmelade og nutella er der velfortjent energi på menuen.

− Jeg synes, min mor er sej, siger Emilie og sender sin mor et smil. Det er Tobias enig i.

Læs også: Daniélle er blevet mor trods spiseforstyrrelser (link fjernet)

Slut med at gå og løbe

Tina, som er odenseaner, har altid været en af de supermødre, som både kunne jonglere tøjvask, indkøb, fuldtidsjob og børnepasning − endda med maratonløb som en ekstra mursten på den i forvejen imponerende høje stabel.Derfor var det et chok af dimensioner, da hun pludselig ikke kunne alt det, hun plejede og tog for givet.

Hun gik fra at kunne klare alt selv til at være afhængig af andres hjælp for bare tilnærmelsesvist at få hverdagen til at hænge sammen, og selv om hun klamrede sig til tanken om, at lange ture i supermarkedet og spændte løbesko stadig skulle være hverdag, gik den ikke. Det var slut.

− Jeg havde regnet med, at det ville blive bedre efter operationen. Men det gjorde det ikke, siger Tina og trækker vejret dybt. For hun blev del af den gruppe af patienter, som operationen af diskusprolapserne ikke virker for. Det til trods ville hun ikke have mærkatet ”syg” sat på sig. Lige så fynsk syngende og hurtigt, hun fortæller om sit sygdomsforløb, lige så stædig er hun.

− I starten begyndte jeg at gå meget. 15 kilometer om dagen gik jeg, mens jeg var sygemeldt. Simpelthen for ikke at blive skør af at ligge og have ondt af mig selv. Men så fik jeg to diskusprolaps i lænden, en tarlov cyste og problemer ved halebenet, og så kunne jeg ikke gå mere.

Hun ler let og ved godt, det lyder tosset, men hun ville jo bare så gerne have sit gamle liv og helbred tilbage.

− Så måtte jeg ligge ned igen. Men jeg gjorde det jo for at komme væk og få tankerne på afstand. Jeg kunne ikke holde ud at ligge og føle mig doven.

− Jeg har været meget sur, især hver gang jeg fandt ud af, at der var endnu en ting, jeg ikke kunne, og det er også tit gået ud over familien, erkender hun.

Det handler om at leve

I dag har Tina dog accepteret, at hun ikke kan alt, for hverken krop, hoved eller familie kunne holde til hendes lappeløsninger.

Derfor er indkøbsturene alene afløst af udflugter med Emilie, og fuldtidsjobbet som markedsføringsmedarbejder er byttet ud med et fleksjob samme sted.

Al hendes tid og alle hendes kræfter skal nøje fordeles og opvejes. En fødselsdag eller sammenkomst med venner og familie er lig med tre dage på sofaen, hvor hun ikke kan noget, ligesom de tre timer på job hver dag udløser tre timer på sofaen, inden børnene kommer hjem om eftermiddagen, og efterfølgende små jævnlige hvil.

− Jeg forsøger ikke længere at presse mig selv. Det gjorde jeg i starten. Jeg tænkte tit, at jeg skulle kunne ting, og jeg prøvede også at begynde at løbe. Det blev jeg ved med at prøve på, for det kunne da ikke passe, at jeg ikke kunne løbe.

Tina smiler. Nej, hun vil ikke længere presse sig selv unødigt. Hun vil have det godt, for som hun siger: Det handler om at leve − ikke bare om at overleve.