Strikkecafé for kræftramte: Her kan vi tale om alt det, der fylder

Lone Christensen, 61 år, sad over for lægen, der gav hende den værst tænkelige besked:

”Du har kræft i mundhulen, og det ser alvorligt ud. Vi skal snart operere, så det ikke spreder sig.”

Ved siden af Lone sad hendes mand gennem 10 år, Per. Han tog hendes hånd, og de så på hinanden med et fortvivlet blik. Lægens besked var svær at tage ind.

Det var i juni 2014, og det danske sommervejr var så småt på vej. Solen skinnede ind gennem vinduerne hos de fleste, men ikke hjemme hos Lone, Per og hunden Congo. Diagnosen mundhulekræft var kommet som et chok, for Lone havde bare været hos lægen på grund af hoste.

− Jeg havde slet ikke troet, det var noget alvorligt. Så forfærdelige ting sker jo altid kun for naboen, siger hun i dag og ryster på hovedet.

Den dag i 2014 var det Lone selv, der var naboen.

Læs også: Janne var i syvende måned, da hun blev ramt af uhelbredelig brystkræft

Kræften spredte sig

− Det hele var så uvirkeligt for mig. Selv om lægen sagde, jeg havde kræft, blev jeg ved med at tænke, at det havde jeg ikke. Det kunne jeg ikke have, fortæller Lone.

Men arret lige under hendes venstre kæbe fortæller noget andet. Hun har haft kræft, og det har været en hård omgang.

Fra hun fik diagnosen, gik der ikke lang tid, før hun skulle opereres. Det var en stor operation, og hun blev efterfølgende lagt i koma i tre dage for at komme ovenpå.

− Da jeg vågnede efter tre dage, var jeg fuldstændig forvirret. Nu tænkte jeg, det var slut, og kræften var fjernet. Jeg kunne igen ånde lettet op, indskyder hun.

Men nej. Lone blev desværre mødt med dårlige nyheder efter operationen. Lægerne havde fundet nogle ondartede celleforandringer i både hendes underliv og tarme. Så det næste lange stykke tid var hun meget ofte på hospitalet.

Og med de forskellige former for kræft, som hun havde, skulle hun både være i Thisted, Aalborg og Aarhus op til flere gange om ugen for at få de forskellige behandlinger.

Læs også: Marianne på 64 er uhelbredeligt syg: Mine børnebørn giver mig livsglæde

Hårdt for familielivet

− Jeg var aldrig hjemme. Al min tid blev brugt på transport frem og tilbage fra hospitalerne, og når jeg kom hjem, var jeg så træt efter strålebehandlinger og andet, at jeg ikke kunne holde mig vågen. Det gik virkelig ud over mit forhold til Per, fortæller Lone, mens hun kigger på Per, som nikker.

− Lone var slet ikke sig selv, når hun havde fået behandlingerne. Jeg var så bekymret for hende, at jeg flere gange om natten var oppe for at se til hende. Det gik virkelig ud over familielivet, siger han, og Lone tilføjer:

− Jeg ville jo ikke belemre dig med alle mine problemer, og du forstod dem heller ikke rigtig, fordi du jo ikke havde kræft.

Der skulle ske noget, hvis ikke sygdommen skulle bringe Lone og Per endnu længere fra hinanden.

Læs også: Signe fik brystkræft, men ville ikke opgive sit job

Som sendt fra himlen

Og som en frelsende engel kom Karen Bisgaard ind i Lones liv. Karen er frivillig navigator i Kræftens Bekæmpelse, og hun blev den samtalepartner, Lone havde savnet i sygdomsforløbet.

− Det gjorde en kæmpe forskel, da Karen kom ind i mit liv. Jeg glædede mig altid til, at hun skulle komme, for hun kunne virkelig lysne min dag, understreger Lone.

Det blev aftalt, at Karen i seks måneder kom hjem til Lone en gang om ugen, hvor de så kunne tale om alt mellem himmel og jord. Karen, der er pensioneret hjemmesygeplejerske, var også bisidder ved nogle af Lones samtaler hos lægen, så hun kunne holde styr på den information, Lone ikke lige fangede.

Karen og Lone fik hurtigt opbygget et nært venskab, men pludselig var de seks måneder gået.

− Da Karen skulle stoppe, græd jeg simpelthen så meget. Tanken om at skulle undvære Karen knuste mit hjerte fuldstændig, fortæller Lone.

Læs også: Jette fik kræft: Jeg valgte livet

Fik en god idé

At Lone og Karen ikke skulle se hinanden mere, var ikke til at bære for nogen af dem − og så fik de heldigvis en god idé.

De havde hørt, at andre lokalafdelinger af Kræftens Bekæmpelse havde startet strikkecaféer, hvor kræftramte kvinder kunne komme med deres strikketøj og mødes med ligesindede. Her kunne man tale om alt det, der kan være svært at tale med andre om. Sådan en café ville de starte i Thisted.

De gik i gang med planlægningen, strikkecaféen blev etableret i frivilligcentret, der ligger i centrum af Thisted, og allerede til det første møde dukkede interesserede kvinder op.

− Jeg havde fået at vide, jeg ikke skulle sætte næsen for højt op efter, at nogen dukkede op den første gang, for det var jo ret nyt. Men der kom otte kvinder, og jeg blev så glad for, at der var andre end mig, der havde brug for sådan et frirum som caféen, fortæller Lone.

− Vi startede med en runde, hvor vi hver især sagde vores navn og fortalte, hvilken form for kræft vi havde. Så var det ligesom sat på plads, og vi behøvede ikke at tale meget mere om det, for alle forstod, hvad det handlede om.

Det var dejligt endelig at være sådan et sted.

Læs også: Ida var lysvågen, da hun fik fjernet sin hjernetumor

Holder humøret højt

− Vi kan tale om alt det, der fylder, uden at vi skal have en masse medlidenhed. Det er dejligt at kunne tale om det med nogen, som virkelig forstår det. Alle andre mennesker vil jo også gerne tale med en, men det er bare bedre, når man taler med nogen, der også kender til problemerne og har prøvet det på egen krop, fastslår Lone.

I dag mærker hun eftervirkninger fra alle behandlingerne, og det er, som hun siger på godt jysk, rigtig træls. Hun går stadig til kontrol to-tre gange om måneden for de celleforandringer, der er i tarmen og underlivet, men heldigvis er der ikke mere kræft i hendes krop.

− Man bliver aldrig hel igen efter sådan en tur, men det grimmeste er væk. Jeg prøver at holde humøret højt, og derfor er det ekstra skønt at komme ind i caféen og tale med de andre om det, understreger hun.

Lone er i strikkecaféen hver anden torsdag, når den er åben, og skal også derind den torsdag, vi møder hende. Da hun ankommer, er Karen der allerede. De giver hinanden et stort kram, og så begynder snakken, mens strikketøjet findes frem, og de andre cafégæster begynder at indfinde sig konkrete støtte aftales mellem kræftpatienten og navigator ud fra kræftpatientens behov.