Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
I en lille toværelseslejlighed i Valby med hyrdetæpper, kurvemøbler og blomstrede sofaer samt moderne kunst på væggene voksede Sarah Iben Almbjerg, 42 år, op alene med sin mor.
Læs også: Danielle blev mor trods år med spiseforstyrrelse (link fjernet)
Sarah lå på køkkengulvet, mens moren lavede mad til lyden af Anne Dorte Michelsens bløde stemme eller P1. Og så spiste de porretærter.
– Jeg husker tiden med min mor som meget ”os to”. Der var god tid, allerede fra hun hentede mig ved bussen om eftermiddagen.
– Vi kiggede vinduer, købte berlinere og spottede tog, inden vi nåede hjem til lejligheden. Når hun var hjemme, var hun virkelig fuldtid på mig, siger Sarah.
Men Sarahs mor var ikke altid hjemme. Som stewardesse hos SAS var hun også meget ”på stop”, som det hedder, når hun rejste længere tid ad gangen.
Og hvad gør man så, når man gerne vil give sin datter en tryg og stabil barndom proppet med gode værdier?
Læs også: Tina lever med kroniske smerter, men kæmper for sine børns skyld
Jette, som Sarahs mor hedder, satte en annonce i lokalavisen, hvor hun søgte en ekstra familie til sin datter.
Hun fik masser af henvendelser og tog rundt og besøgte mange steder, inden hun stoppede ved den røde murstensvilla med ligusterhæk, stor have, værksted i kælderen og det kærligste ægtepar: Inge og John.
– Inge og John havde i forvejen fire store børn og var en kernefamilie modsat mine forældre, som nok var lidt mere boheme, fortæller Sarah.
Når Sarah i dag fortæller om kvinderne, som passede på hende i barndommen, nævnes de ved deres navne: Jette og Inge. I hendes verden er de dog begge hendes mødre. Det er også sådan, hun altid har præsenteret dem.
– Jeg har prøvet at sige plejeforældre om Inge og John, men det får automatisk folk til at tro, at jeg har haft en dårlig barndom og er blevet anbragt uden for hjemmet. Sådan er det overhovedet ikke.
– Faktisk synes jeg, at min mor gav mig den største gave med Inge og John.
Læs også: Det er en stor glæde at have mange børn
Hos Inge og John var alt anderledes end i den lille lejlighed. Gulvene var beklædt med mørkegrønne væg til væg-tæpper, sofaerne var af læder, og væggene var pyntet med plakatkunst.
– Hos Inge og John legede vi altid i haven. Jeg plantede solsikker med John eller hamrede ting sammen i hans værksted.
– Jeg fik mit eget værelse og en kanin. Det måtte jeg ikke få hos min mor.
– De behandlede mig som deres egen datter og præsenterede mig også sådan over for andre. De lærte mig at cykle og tog mig med på bilferier.
Læs også Puks brevkasse: Skal bonusbørnene også have store gaver? (link fjernet)
Hos Inge og John var der regler om friseret hår, vaskede hænder, faste sengetider og bordskik.
– Sådan nogle regler havde min mor ikke. Hos hende måtte mit hår gerne ugle, og jeg gik i sjovt, lilla tøj. Men hos Inge og John skulle vi se ordentlige ud.
– Vi skulle sidde ordentligt ved bordet og spise pænt med bestik. Menuen var altid kartofler, kød, sovs og grøntsager, som skulle spises. Åh, de dumme ærter, siger Sarah og smiler ved mindet.
Læs også: Kathleen og hendes søn fik de største livsforlængende gaver - af fremmede
Hun har aldrig følt det forvirrende at vokse op i to så forskellige hjem, selv om hun af andre både er blevet set som et svigtet barn og et rodløst menneske.
– Jeg fik så meget godt med fra begge hjem og følte mig ikke andet end elsket.