Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Hvad forventer du af 2019?
– Et år med en masse spillejobs til Fede Finn. Vi har allerede mange byfester og kræmmermarkeder, men også jubilæer og fødselsdage i kalenderen, så jeg skal ikke klage. Vi klikker godt sammen i orkestret og har det herligt. Lennart Johannessen har en god humor og er ikke, som folk er flest. Men hvem siger også, vi alle skal være så almindelige?
Hvad er det bedste ved dit job?
– Selve det at optræde. Om du står i en manege eller på en scene, skal du kunne lide det, og du skal selv tro på, at du kan bidrage med noget godt og holde publikums opmærksomhed fanget.
Og det værste?
– At man altid er på arbejde, når alle andre har fri. Jeg er tit nødt til at sige nej til fester og andre sociale arrangementer i weekenderne. Det er et sigøjnerliv, og da jeg stoppede i cirkus, troede jeg, jeg ville have det fint med et almindeligt kontorjob. Men at sidde med tre computerskærme og lade andre bestemme, hvornår jeg holdt frokost, passede mig slet ikke. Og lysten til landevejen vendte hurtigt tilbage.
Læs om dansktopsangerinden og revykunstneren Anne Karin Brobergs favoritsange her.
Hvad gør du, når du skal slappe helt af?
- Jeg er sammen med mine døtre og svigersønner, mine to børnebørn eller nogle veninder. Eller jeg spiller håndbold, som jeg har gjort, siden jeg var lille. Håndboldklubben har været den samme altid: BR66 her i Langeskov, hvor jeg er vokset op. Jeg går også til badminton, og indimellem får Sofia mig lokket med til jumping fitness.
Har du et yndlingsferiemål?
– Jeg er vild med at tage på skiferie, og det foregår altid i Østrig tæt på Kitzbühel. Jeg er i virkeligheden den helt rette til at synge Fede Finn-hittet ”Du bist mein Hansiboy”. Jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af at møde den gode Hansi i levende live, men jeg får jo chancen i Boxen til marts.
Læs om Erik Maribo fra ElsborgMaribo og hans livs kærlighed her.
Hvilken kulturoplevelse har gjort indtryk på dig for nylig?
– ”Phantom of the Opera” på Det Ny Teater. Og her er jeg ikke farvet af, at min niece Sibylle spiller rollen som Christine, for det er helt enkelt bare den flotteste forestilling, jeg har set længe.
Fra scenografien til tøjet, som er de oprindelige kostumer, der er blevet repareret hen ad vejen og suppleret med lidt nyt. Jeg ser meget teater i kraft af, at min søster Betty er skuespiller, men ”Fantomet” væltede mig bagover.
Hvad ville du være, hvis du ikke optrådte?
– Allerhelst ville jeg være millionær og leve et luksusliv på Hawaii. Men som barn drømte jeg om at blive sygeplejerske. Det mente min far dog ikke, jeg skulle, og jeg var typen, der gjorde, som far sagde. Så i stedet har jeg været vidt omkring: været både direktør og daglig leder i hotel- og restaurationsbranchen og haft egne butikker, men også været studievært på lokal-tv. Showgenet har altid luret et sted.
Hvad er dit råd til et ungt menneske, der vil være sanger?
– Hvis du virkelig har talentet, skal du gå efter det. Men det skader ikke at cykle lidt rundt og blive en smule klog på livet, hvilket man ikke altid er som 20-årig. Og husk, at der ikke er plads til alle på stjernehimlen.