Mia var slet ikke parat: Jeg skulle lære at være mor

Uønsket. Omsorgssvigtet. Tæt på at dø.

Voldsomme fakta er der nok af, når det handler om Marcus Emil.

Men historien om den lille, sønderjyske dreng er også historien om et menneskebarn, som bare ville leve – også selv om hans mor ikke var parat til ham. Som i ”slet ikke parat”.

Læs også: Majken har tabt 40 kilo: Jeg vil gerne være Davids mor længst muligt

Svigtede Marcus

Mia Nadin Jensen, 27 år, siger alting uden filter: Der er stadig dage med Marcus, der føles uendelig lange, men i dag ved hun i hjertet, at sønnen på 2½ år er det vigtigste i hendes liv, og at hun aldrig mere vil svigte ham, som hun gjorde det i begyndelsen af hans liv. Dengang han lå inde i hendes mave. Og i de første måneder udenfor.

Mia har været meget heldig. Hun kunne have mistet sin dreng så mange gange. Tilfældet og især en håndfuld gæve, voksne mennesker ville det anderledes. De ville bare have, at Mia skulle lykkes som mor.

Det var Janni, hendes bonusmor, som aldrig er langt væk. Det var Birgitte, forstanderen på mor-barn-hjemmet, som talte med store bogstaver. Det var Gitte, pædagogen, som mødte ekstra tidligt for at være sammen med Mia og Marcus. Og et par stykker mere.

Læs også: Marina skubbe alle fra sig

Gravid som 13-årig

Mia er dybt taknemlig over for dem alle. Om nogen ved hun, hvor galt det kunne være gået:

– Hvis dit barn dør vuggedøden, kan du ikke gøre for det. Men hvis dit barn dør, fordi det ikke har haft kontakt med dig, så er det din skyld, siger hun og holder blikket.

Om Mias egen opvækst er det svært at bruge ordet ”held”. Hendes mor var psykisk syg, hendes far stofmisbruger. Adresserne, stedfædrene og de selvsmurte madpakker var mange, omsorgen mindre.

Da hun var 7 år, fik hun en ventil indopereret på grund af for meget væske i hjernen. Da hun var 11 år, flyttede hun sammen med mor, stedfar og lillebror til Nustrup uden for Vojens, hvor alle talte underligt og hele tiden sagde ”mojn” til den lille ”københavnertøs”. Da hun var 13 år, blev hun gravid og fik en abort.

Efter sin mors død: Marina skubbede alle fra sig

En dame med stor betydning

Det er dog også i de år, hun for første gang møder Janni, som skal blive hendes højtelskede bonusmor.

– Jeg var meget alene i ferierne, og en dag på legepladsen mødte jeg en dame med en lille hund. Hun har intet med mig at gøre biologisk, hun er ”min absolut ingenting”, men i mit liv er hun alting. Jeg kunne ikke leve uden den dame, siger Mia med et væg-til-væg-smil.

Janni sagde da også ”la’ vær’ med det”, da Mia som 24-årig ringede til hende og fortalte, at hun havde fået bevilling til en sen abort.

– Hun sagde, at hun havde glædet sig til at blive bedstemor, men jeg må have vidst, at jeg ikke var klar til at blive mor. Jeg ville gerne være gravid og have opmærksomheden omkring maven og mig. Men i realiteten var jeg ikke klar til at ændre mit liv, siger Mia.

Læs også: Mobbet med sin stemme: Nu synger Mette sig ind i alles hjerter

Gjorde alt det, man ikke må

Hun tog på hospitalet og fik abortpillen, men fostret levede stadig, da hun tog på hospitalet næste dag.

– På en måde tog jeg det som et tegn på, at jeg alligevel skulle have barnet. Men jeg forstod stadig ingenting. Jeg røg, drak, farvede mit hår – gjorde alt det, man ikke skal gøre som gravid, siger Mia.

Marcus Emil blev født ved et kejsersnit 21 dage før tid den 5. juni 2016, og fra dag ét vidste Mia, at hun måske slet ikke fik sin spæde søn med hjem fra hospitalet.

– Jeg turde ikke knytte mig til ham. Måske blev han hentet.

Læs også: Se, hvor mange søskende vi har

Fødselsdepression

Mia fik lov til at tage Marcus med hjem. Men med i tasken var også en depression.

– Jeg vænnede mig til at amme ham liggende, for så kunne jeg se ”Beverly Hills” nonstop. Jeg badede ham ikke, for tænk, hvis jeg tabte ham. Og en gang lod jeg ham være alene hjemme i to timer, fordi jeg skulle ud og lufte hunden.

Mia gør intet forsøg på at pynte på historien. Det var sådan, det var.

Efter to en halv måned fik Mia ikke flere chancer.

Tag testen: Er du forårsklar?

– Jeg fik at vide, at han var vigende i kontakten, og at han ville dø, hvis der ikke skete noget, fortæller hun. Ehlershjemmet − en observations- og behandlingsinstitution for forældre og børn i Haderslev − blev Mias og Marcus’ redning. Her lærte Mia, hvad det indebærer at være mor til et barn. Ikke den første dag og heller ikke den næste. Faktisk gik der næsten tre måneder, før gennembruddet kom.

Forstod pludselig forældreskab

– Det er verdens bedste sted, og jeg tager gerne tre måneder mere, siger Mia om hjemmet.

Men dengang i august for to et halvt år siden tog Mia kun med til Haderslev, fordi alternativet var tvangsfjernelse.

– Når pædagogerne på Ehlershjemmet kiggede på ham, smilte han og pludrede, men når jeg kiggede på ham, vendte han hovedet og veg. Han viste tydeligt, at han ikke ville mig. Havde han været større, havde han sagt ”fuck dig!” siger Mia.

Pædagogerne arbejdede terapeutisk med hende, men først hen mod slutningen begyndte der at gå et lille lys op for Mia. Det var ikke én episode, der fik hende til at forstå, hvad forældreskab handler om, men flere. Der var den dag, hvor forstanderen trængte hende op i en krog og med store ord fortalte hende, at hun ikke var til at arbejde med.

Der var også den dag, hvor hun sammen med de andre mødre sad og bandede over ”møgkommunen”, og hvor en pædagog kort og godt svarede: ”Jeg forstår jeres vrede, tøser, men I kan vælge at kæmpe sammen med eller imod systemet, og hvor tror I, at I vinder?”

– Jeg indså til sidst, at jeg kunne bruge al min energi på at hade andre og sige, at det var deres skyld. Eller også kunne jeg erkende, at det var min skyld, at min søn var i dårlig stand. Der var to veje...

I de efterårsmåneder, hvor det gik op for Mia, hvilken vej hun skulle vælge, var en flok af det, vi kunne kalde hendes livsvenner, i gang med at sætte et lejet hus i stand til hende i Nustrup. Det var blandt andre Janni og hendes mand, og det var Mias stedfar og hans nye familie.

Camilla var gravid i fire timer: Min søn er en lille vinder

Et hus til Mia og Marcus

Så den dag, pædagogerne og sagsbehandlerne var enige om, at Mia var klar til at forlade Ehlershjemmet sammen med sin søn, stod der et fint indrettet hus parat til hende.

Og kommunen sørgede for, at en dagplejemor i byen stod med åbne arme – ikke blot i dagtimerne, men også hver anden weekend plus det løse som aflastningsfamilie. Dagplejemoren har selv tre døtre, som allerede omtaler Marcus som deres lillebror.

– Marcus skal have alt det i sit barneliv, som jeg ikke fik i mit, og det er også derfor, jeg har sagt ja til, at han skal være i aflastning. For jeg ved godt, at jeg ikke er i stand til at passe ham døgnet rundt. Men jeg vil gerne kunne vise omverdenen, at selv om man selv er blevet svigtet som barn, skal man kæmpe. For man kan komme langt, siger Mia.

Læs også: Slægtsforskning er din private danmarkshistorie