Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Det var en helt almindelig fredag eftermiddag den 25. januar i år i den lille, nordsjællandske landsby Plejelt, og Ulla Thomsen havde som sædvanlig været i Hornbæk og handle.
Hun havde netop kørt sin lille Nissan ind i vognporten foran hoveddøren til sin lejede gårdlejlighed. Bildøren stod åben, motoren kørte i tomgang, og Ulla havde læsset sine indkøbsposer ud, inden hun i tusmørket skulle til at tage fat i sin hoveddørskodenøgle, der stadig lå i bilen.
Pludselig hørte hun en mand råbe højt om hjælp.
– Han kom løbende fra huset på den anden side af vejen og blev ved og ved med at råbe om hjælp, mens han styrtede ind gennem vognporten, forbi min bil og mig og ind på gårdspladsen, fortæller den 73-årige pensionist, der for kun et år siden flyttede ind i en af længerne på den firlængede gård.
Den desperate mand vendte hurtigt om og kom tilbage til vognporten, mens han stadig råbte om hjælp.
– Han sprang ind i min bil og bakkede ud for fuld hammer. Jeg blev fuldstændig chokeret, for på bagsædet sad jo min 15½ år gamle hund, Oscar, som jeg siden min mands død i 2017 altid har med mig.
Læs også: Katten vækkede Povl: Bodils hjerte var stoppet med at slå
Mareridtet var dog kun lige begyndt.
– Jeg havde godt bemærket, at der på den smalle landevej ud for min vognport holdt en bil med det lange lys på, da jeg kom kørende hjem. Jeg blinkede lige kort ad den, og den blændede ned, men da biltyven bakkede ud fra vognporten, sprang to mørkklædte mænd ud med pistoler i hænderne og begyndte at skyde løs på min bil.
- Kuglerne fløj nærmest om ørerne på mig, mens biltyven nåede ud på vejen. De to mænd fortsatte med at skyde efter min bil, mens den drønede ned ad vejen. Herefter sprang de to ind i deres bil igen og kørte med høj fart efter min. Og så blev der pludselig helt stille…
Ulla nåede ikke at se nærmere på de to mænd, der skød.
– Jeg opfattede kun to mørke skikkelser, og mens jeg stod der i vognporten med mine indkøbsposer, var det eneste, jeg kunne tænke: min hund, min bil, min hund, min bil!
Ulla havde ikke nået at få sin nøgle ud af bilen, og hendes mobiltelefon lå til opladning inde i huset.
Læs også om Anny, der er gået i hundene
– Jeg løb først ind til naboen på gården, som også er ejeren, men han var ikke hjemme, så jeg løb videre over til genboen, der hjalp mig med at ringe til politiet.
Kort tid efter vrimlede det med politifolk omkring gården i Plejelt.
– Jeg havde lånt en stige af genboen, fordi jeg ville kravle op og ind ad et åbent vindue, men politiet nåede at komme, inden jeg kom så langt, og en betjent ringede til gårdejeren for at få udleveret koden til min hoveddør, så jeg kunne komme ind med alle mine varer.
Ulla er imponeret over, hvor effektivt politiet arbejder.
– Hold da op! Der blev spærret af i begge ender af vejen, og en masse bevæbnede betjente myldrede rundt og ledte efter spor og patronhylstre.
Læs også: Fejlbehandling gjorde Simon alvorligt syg: Sia er en ven og storesøster
Også inde i huset var der aktivitet.
– Jeg blev anbragt her i stuen sammen med to ældre kvinder – den ene bor lidt nede ad vejen og havde besøg af en veninde. Det viste sig nemlig, at biltyven først havde forsøgt at komme ind i hendes hus for at slippe væk fra sine forfølgere. Han havde smadret et vindue, men opgav og løb herover i stedet.
- De to kvinder fortalte, at de netop havde siddet og snakket om, at her var lidt kedeligt i landsbyen, fordi der aldrig skete noget. Men det skal jeg da lige love for, der blev lavet på om den aften!
Efter både afhøringer og undersøgelser forsøgte Ulla at få lidt søvn.
– Det var fuldstændig umuligt. Jeg var jo naturligvis sindssygt bekymret for Oscar og var bange for, hvad der skete ham. Det var snevejr på det tidspunkt og hundekoldt, så hvis biltyven havde lukket ham ud af bilen, lå han jo nok et sted i skoven dækket af sne og var ved at dø af kulde.
Læs også: Snyd er indstillet til Demensprisen 2019: Mød en hund med fast arbejde
Oscar betyder temmelig meget for Ulla.
– Min mand, Birger, og jeg har begge gået meget på jagt, og vi har altid haft tyske, korthårede hønsehunde, som alle havde navnet Puk. Da den sidste Puk døde, ville Birger ikke have flere hunde, men han gik jo og hang med næbbet, så jeg fandt Oscar på nettet.
- Han er en blanding af labrador og visla og havde de smukkeste øjne på det foto, jeg så på nettet. Da vi kørte til Munke-Bjergby for at hente ham som hvalp, kom han omgående løbende hen til os og sprang op på mit skød. Så det var jo ham, der valgte os.
Oscar har fulgt Ulla og Birger i tykt og tyndt.
– Vi fik to døtre og har haft en del plejebørn, og Oscar har altid været en god kammerat over for børnene, og han var godt selskab for os, da vi fra 2011 til 2017 boede på en gård midt ude i en skov på Stevns.
Oscar flyttede naturligvis også med tilbage til Nordsjælland, som Ulla og Birger oprindeligt kommer fra, da Birger blev syg af kræft.
– Vi ville bo i nærheden af vores børn og børnebørn på grund af Birgers sygdom, og vi fik desværre kun et halvt år sammen i vores nye bolig. Siden sidste år har jeg og Oscar så boet her i Plejelt og levet et stille og roligt liv.
En ro, der så eftertrykkeligt blev afbrudt den aften i januar, da Oscar blev bortført.
– Det var frygteligt, og hele natten sad jeg bare og stirrede på et eller andet i fjernsynet, mens jeg ventede på, at nogen skulle ringe og fortælle mig, at Oscar var fundet.
Læs også: Kvinde til Puk: Min veninde stjæler mine cremer
Dagen efter delte Ullas datter et opslag om hændelsen på Facebook.
– Så gik det jo helt agurk. Det væltede ind med tilkendegivelser fra folk, der ville ud og lede, så det endte med, at Gud og hvermand søgte efter Oscar. Selv hjemmeværnet tilbød deres hjælp.
Ventetiden var hård, og først næste aften fik Ulla den længe ventede opringning.
– Det var politiet, der fortalte, at de havde fundet min bil på en parkeringsplads i Helsingør, og Oscar lå stadig på bagsædet! Det var en ubeskrivelig lettelse, og politiet ville lige køre ham forbi en dyrlæge, før de kom med ham. Åh, jeg var så glad!
Heldigvis havde Oscar ikke lidt overlast.
– Han var kun lidt dehydreret, men ellers fejlede han intet. Det er værre med bilen, den er godt hullet og stadig i politiets varetægt og kommer vist aldrig til at køre igen. Men pyt med det – det vigtigste var, at jeg fik min gamle Oscar hjem igen.