Lone fik Tazja fra sofaen til køkkenet: Mormormad blev krydret med selvtillid

Tazja Hansen, 22 år, sidder ved et bord på skolen, hvor hun er ved at tage sin 10. klasse. Den dag er der matchmaking, hvor lokale foreninger prøver at lokke de unge med alt, hvad de tilbyder, fra badminton til syklubber.

Intet falder i Tazjas interesse, og hun har fra starten ikke haft lyst til det her. Dagen skal bare overstås.

En kvinde på 73 år fra Odsherred Optimister, Lone Raunsøe, sætter sig over for Tazja, der egentlig ikke gider mere. Men i stedet for at Lone fortæller om, hvad hun kan tilbyde, spørger hun Tazja: ”Hvad har du lyst til at lave?”

– Jeg blev helt forvirret, for nu havde jeg siddet og kedet mig med at høre folks tilbud, og pludselig skulle jeg selv på banen. Så røg det bare ud af mig, selv om jeg slet ikke havde tænkt over det, fortæller Tazja.

Det, hun fik sagt, var mormormad. Måske ikke lige det, de fleste 22-årige drømmer om at lære at lave, men for Tazja var dét drømmen – at lære at lave god mad, sådan noget mormormad, der bliver lavet helt fra bunden.

Læs også: Hvad synes du om bedstemødre og mormormad?

I præstegården

– Ja, jeg var ærlig talt blevet lidt træt af pasta og pomfritter, så jeg ville gerne lære at lave noget ordentlig mad til min datter, fortæller Tazja.

Nu spoler vi tiden frem. Vi er ved Præstegården i Asmindrup. Tazja taler i telefon, mens hun ryger en cigaret, og rundt om hjørnet kommer Lone. Tazja skodder cigaretten og begynder at hjælpe Lone med at bære varerne ind. De to mødes en gang om måneden for at lave mad sammen.

– Vi skal bage en ymerkage i dag, før resten af holdet kommer, fortæller Lone.

– Hvad er det? Det har jeg aldrig hørt om, spørger Tazja med løftede øjenbryn.

– Det skal jeg vise dig, når vi kommer ind, forsikrer Lone, mens de går ind i det lille køkken i præstegården.

Opskrift: Torskerogn med remoulade og kartofler

Vil lære fra sig

Da Lone i sin tid satte sig foran Tazja, vidste hun ikke, hvor meget det ville bringe med sig. Men hun var klar til at hjælpe der, hvor der var brug for hende. Og det var hos Tazja, som aldrig har haft det nemt, der var brug for hjælpen.

– Jeg har været frivillig i over 30 år. Det var jeg i en verdensomspændende kvindeorganisation, der hjalp kvinder i Afrika. Men alting har sin tid, og i 2017 stoppede jeg. Jeg skulle prøve noget nyt, fortæller Lone.

Hun var dog slet ikke færdig med at være frivillig. Hun havde arbejdet mange år som konsulent ved kommunen, og nu, hvor hun var pensionist, havde hun ekstra tid til at hjælpe, hvor der var brug for det. Derfor startede hun og nogle andre Odsherred Optimister for at være frivillige sammen med kommunen i det, der hedder ”Del din passion”.

– Nu havde jeg lyst til at være en ressource for udsatte unge i området. Så fem af de kvinder, som også var med i den gamle organisation, og jeg startede en ny klub. Vi var så klar til at hjælpe udsatte unge, men vi kunne bare ikke finde dem.

Læs også: 28-årige Trine og 90-årige mormor har lavet en opskriftsbog sammen (link fjernet)

Blev lyttet til

Gennem ”Del din passion” hørte Lone så om den matchmaking, der skulle foregå på skolen, og den deltog hun i, fordi hun tænkte, at her kunne hun måske finde de udsatte unge, hun havde ledt efter.

– Vi var jo anderledes end de andre foreninger, fordi vi ikke vidste, hvad vi skulle tilbyde. Men vi tænkte, at vi kunne tilbyde os selv, hvor der nu var brug for det, indskyder hun.

Så Lone kom til skolen med en tom klub, hvor de unge selv kunne fortælle, hvad de gerne ville.

– Det var så dejligt, siger Tazja. – Og selv om Lones spørgsmål var ret simpelt, følte jeg, at hun faktisk lyttede til mig og gerne ville høre, hvad jeg ville. Det er ikke tit, jeg oplever det.

Brev til Puk: Kan jeg gå til fødselsdag uden at gøre gengæld? (link fjernet)

Lå bare på sofaen

Nej, Tazja har ikke ret tit i sine 22 leveår følt, at hun er blevet lyttet til.

– Jeg kommer fra et hjem, hvor pengene var små og overskuddet endnu mindre, fortæller hun, mens hun sidder og piller ved sin cigaretpakke.

Lone ser på hende med et medfølende blik. Ikke medlidende, blot medfølende.

– Det har også gjort, at jeg ikke har haft det store overskud til mig selv. Alt mit fokus gik til min datter, fortsætter Tazja.

– Mine hverdage gik med at følge min datter i børnehave, gå hjem og ligge på sofaen og så vente på, at jeg skulle hente hende igen, og sommetider tog jeg i skole. Der var ikke noget spændende over det, fortæller hun.

Læs også: Den gode mormormad

Fået gnisten tilbage

Men mødet med Lone, som lyttede til Tazja, blev den forandring, Tazja havde brug for.

– Lone hjælper mig med at lære at lave mad, men det er faktisk slet ikke dét, det hele handler om. Hun har givet mig så meget mere. Hun har givet mig selvtilliden til at gøre noget, til at ville noget, siger Tazja og ser på Lone med et kæmpe smil.

Og der er sket meget for den pige, som lå i sofaen hele dagen, til nu. For Tazja er blevet ungekoordinator i kommunen. Hun går ud og får fat i utilpassede unge, som hun engang selv var, og fortæller dem om forskellige tilbud, der kan hjælpe dem. Det kan for eksempel være ”Del din passion”, hvor hun også er med til at planlægge arrangementer med alt fra syklub til kunstklub og selvfølgelig mormormad.

– Man kan virkelig mærke på Tazja, at der er sket noget. Hun har fået en helt anden gnist, understreger Lone.

Læs også: Karen elsker tyrolermusik - Mit liv skal være en fest

Til fælles glæde

Det er dog ikke kun Tazja, som får noget ud af, at de to mødes i køkkenet. Læringen går begge veje.

– Tazja hjælper mig meget med at nedbryde nogle fordomme, som jeg nok må indrømme, at jeg har haft, fortæller Lone.

– Jeg lærer, at man ikke skal tro en masse om folk, når man ikke kender dem. Jeg var jo sikker på, at udsatte unge havde svært ved alt muligt, men Tazja har overbevist mig om, at jeg tog fuldstændig fejl.

– Jeg kan jo se, at du er god til både økonomi og rengøring. Og jeg kan tydeligt se, hvor god en mor du er, siger Lone til Tazja.

– Jeg havde bare brug for, at nogen talte med mig, uden at det hele skulle handle om paragraffer og sådan, og hvis jeg ikke lige har lyst til at tale, så kan vi altid bare lave mad, konstaterer Tazja.

Og det har vist sig, at flere har brug for at tale med en, mens de står og laver mad. For mormormad-holdet er blevet større, så nu er det ikke kun Tazja og Lone, som mødes.

Det banker på døren. Det er Helga og Tina, som er kommet med på holdet.

– Hvad er det, her lugter af? spørger Helga.

– Det er ymerkage, svarer Tazja og tilføjer:

– Jeg vidste heller ikke, hvad det var, før i dag.