Livshistorier
Min svigerfamilie reddede mit ægteskab
På bordet ligger bogen ”Det uhyggelige hus”. En historie om fire børn, der kommer ind i et forladt hus og oplever en masse uhyggelige ting. Den er skrevet af R.N. Borgaard. Rasmus Nordstrand Borgaard. Han er 12 år, går i 6. klasse på den lokale folkeskole i Taulov og har en fantasi ud over det sædvanlige.
– Vi skulle skrive en stil i klassen. Det skulle være en gyser, så jeg begyndte bare at fortælle historien til Katja, som skrev den ned, siger Rasmus.
Katja er hans støttelærer, som hjælper ham i skolen. Rasmus har indlæringsvanskeligheder og er meget ordblind, så derfor har han brug for ekstra støtte i skolen.
Læs også: Superfans i Mariehaven: Vi er altid vakse ved havelågen
Mens Katja skrev ned, blev Rasmus bare ved med at digte videre på historien om de fire børn og det uhyggelige hus. De møder både uhyggelige havenisser, dukken Slappi og et monster, der er formet af bogstaver. Lidt ligesom Rasmus sommetider selv kan se bogstaverne.
– Rasmus er smækfyldt med gode historier, der bare venter på at komme ud, indskyder hans mor, Karina Borgaard.
Og en af de gode historier er nu blevet lavet om til en bog, der kan købes på nettet eller bestilles i den lokale boghandel.
Læs også: Flyttede 28 gange som barn: Jeg har længtes efter en mor hele livet
Det er ikke altid sjovt at gå i skole, og når man som Rasmus bøvler med indlæringsvanskeligheder og er meget ordblind, bliver det bestemt ikke sjovere.
– Jeg har været ked af at gå i skole. Min klassekammerater er søde, men det er træls, når det bliver svært med opgaverne i skolen, siger han.
Rasmus er så ordblind, at ord med mere end tre bogstaver næsten er umulige for ham at læse. Det bliver ikke nemmere, når det ikke kun er i dansk, han skal læse.
– De skal jo læse i alle fag, og Rasmus er allerede sat bagud i de andre fag, når han ikke kan læse den opgave, han skal lave i natur og teknik. Vi har godt kunnet mærke på ham, at det har været hårdt at opleve nederlag på nederlag, fortæller Karina, mens Rasmus sidder ved siden af og nikker.
Heldigvis er det ikke noget, der har sat en stopper for Rasmus og hans gode fantasi. For når han sidder og ikke kan følge med i skolen, kan han sommetider komme til at sidde og dagdrømme og finde på historier inde i sit hoved.
Derfor gik det også så nemt med at skrive gyser-stilen, der blæste både familie og lærere bagover.
Selv om Rasmus er god til at lave historier, havde han ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at lige præcis den stil skulle blive til en hel bog.
– Min mor læste den og mente, det var en rigtig god historie. Så hun spurgte mig, om ikke vi skulle lave den til en bog, som vi kunne give min familie i julegave, fortæller Rasmus.
De startede med at se på, hvordan de kunne gøre det, hvor og hvordan. Hurtigt blev det sat i stand, og der manglede bare én ting, før bogen var, som den skulle være. Tegninger.
– Jeg spurgte min fætter Elias, om han ville tegne til bogen. Han er virkelig dygtig, og så er det også sjovt, at det er min fætter. Det ville han heldigvis gerne, siger Rasmus.
Læs også: Tine strikkede sig fri for stress: Jeg er kommet i garnhimlen
Så udarbejdelsen af bogen blev i familien, og da bøgerne lå under juletræet den 24. december, var det en gave, der bragte stor glæde til både bedsteforældre, onkler og tanter. Familien var dybt imponerede over gaven og meget stolte af Rasmus.
– Det er bare megasejt, sagde alle i familien, fortæller Karina med et stort smil.
Det er tydeligt, at hun også selv er meget stolt af sin søn.
De havde dog ikke regnet med, at bogen ville blive sådan en succes, som den er blevet.
– Vi troede kun, det var familien, der var interesseret i at få sådan en bog, men vi kan se, at over 50 mennesker har købt den. Det er folk, som vi ikke aner, hvem er, der har lyst til at læse Rasmus’ bog. Det er ret vildt, siger Karina.
Læs også: Brev til Puk: Jeg tør ikke køre i bil med min mand
Det boost af selvtillid, som Rasmus har fået af, at andre vil læse hans bog, var med til, at han igen fandt glæden ved at gå i skole.
– Mine klassekammerater synes, det er helt vildt sejt, at jeg har skrevet en bog, konstaterer han.
Det var da også en del af hans mors plan, at det skulle give ham noget selvtillid, da bogen blev trykt.
– Sommetider bliver man nødt til selv at tanke sit barn op med selvtillid, hvis de ikke har det fra begyndelsen, siger Karina.
Og det virkede. For nu er Rasmus meget gladere i skolen, end han har været før. Kammeraternes klap på skulderen og bevidstheden om, at han også er god til noget, har været tiltrængt. Så med fornyet selvtillid er Rasmus gået i gang med at skrive bog nummer to, som han regner med, er klar til efteråret.
Læs også: Brev til Puk: Hvad laver han så længe på toilettet?
Hvis Rasmus ikke skal være forfatter som voksen, vil han gerne være enten tømrer eller Lego-designer. I hvert fald noget, hvor man kan få lov til at bygge noget. Om det så bliver Lego, huse eller historier på papir, han skal bygge, kan kun fremtiden vise.
Da Rasmus bliver spurgt, om han har et råd til andre børn, som er ordblinde eller har det svært på anden måde, lyder det resolut:
– Jeg synes ikke, nogen skal være bange for at prøve noget. Jeg har lært, man bare skal gribe chancen, hvis der er noget, man gerne vil, selv om man er lidt bange for at gøre det. Det kan ende med at være megafedt.