Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Hvis der er kø foran de fem stejle trappetrin op til toiletvognen før dagens forestilling i Cirkus Trapez, er det ikke længere Nynnes skyld. Den forlængede ventetid foran det mobile wc i dagene op til – og lige efter – premieren påtager den 12-årige cirkusprinsesse sig derimod gladeligt ansvaret for.
– Hvis jeg er nervøs, skal jeg altid tisse – og det er lige på stedet, griner teenageren med efternavnene Hulsig Samuelsen, som klasselæreren på Bangsbostrand Skole i Frederikshavn efter et par dages betænkningstid gav tre måneders ”orlov”, så hun kunne få sin store drøm opfyldt – at drage på cirkusturné forklædt som indianerdrengen Yakari.
Sammen med sin lille, sort-hvide islænderpony Lille Torden er Yakari en af hovedattraktionerne i det omrejsende cirkus’ indianske hesteshow.
Og nervøs var Nynne selvfølgelig lige før, det gik løs. – Det skal man da være, siger hun.
Nu er nerverne heldigvis under kontrol. Så det er en selvsikker ”prinsesse”, som tager imod i den campingvogn, der følger med cirkus-karavanen rundt, og som hun har helt for sig selv under årets 65 forestillinger.
Hendes mor og far, Tina Jordansen og Lars Samuelsen, er blevet hjemme i Nordjylland, hvor de er henholdsvis ansat ved kommunen og skolelærer. Ikke det fjerneste nervøse for, at deres store pige skal bukke under for hjemvé.
– Hvorfor skulle jeg også det? Hjem – jamen, det er jo her, hvor jeg er. Ganske vist flytter cirkus sig nogle kilometer hver og hver anden aften. Men jeg vågner op i de samme omgivelser. Kun når jeg åbner døren, ser det anderledes ud, end da jeg stod op i går morges, indskyder Nynne.
Læs også: Cecilie er vokset op med kameler: Dyrene er et fælles projekt
– Skulle Nynne endelig savne selskab, sover hun bare på sofaen i vores beboelsesvogn, siger Isabella Enoch, som sammen med sin mand, Bernhard Kaselowsky, er grundlæggere af og direktører for Cirkus Trapez, der fortsætter årets rundtur på de jyske landeveje til udgangen af august. Og ikke et sekund tøver Isabella Enoch med at udpege Nynne som et usædvanligt naturtalent. Alligevel råder hun hende til efter sin skoletid at tage en civil uddannelse.
– Der er jo ikke længere så mange cirkusser, hverken herhjemme eller i resten af Europa. Så måske vil det være godt at have noget at falde tilbage på, mener Isabella. Foreløbig taler hun dog for døve øren hos den forventningsfulde skolepige, som i begyndelsen af året fik sin debut i Trapez’ godt en uge lange vintercirkus.
Læs også: I Cirkus Benneweis elsker vi dyr
Hvordan får en ellers ganske normal, purung vendelbo allerede i 6-årsalderen den tanke, at hendes fremtid ligger derinde i manegens savsmuld bag den blafrende teltdug?
– Normal, svarer hun forbløffet. – Kalder du min familie normal? Nok er mine forældre kommunalt aflønnet. Men født med gøglerblod i årerne, det er de. Far kan både jonglere og køre på éthjulet cykel. Og som tidligere medlem af rock-orkestret Østre Gasværk spiller han guitar, trompet, saxofon, mundharmonika og – ja, jeg har ikke tal på de instrumenter, han mestrer, fortsætter Nynne.
Selv er hun ganske ferm til at ramme strengene på sin lille ukulele, mens hendes lillebror er en fremragende diabolo-jonglør.
– Og mor? Hun kan lidt af det hele, siger Nynne ude af stand til at skjule glæden over den positive modtagelse, hun får overalt, hvor cirkusset slår teltet op. – Tænk, at Isabella turde betro mig så stor en rolle, når jeg er så lille!
Og så lille er hun, at pilen standser et sted mellem 28 og 29 kilo, når hun hopper på vægten. Til stor begejstring for hendes chef.
– Nynne har den perfekte cirkuskrop. Hun er typen, der aldrig bliver tyk, fastslår Isabella Enoch.
Afsættet til karrieren blev taget på hjemmebane, hvor trampolinen i haven i bogstaveligste forstand sendte ikke blot Nynne på himmelflugt, men også formede drømmene om en tilværelse, der første gang blev afprøvet, da hun for seks år siden fik chancen for at vise, at hun også havde lært at svinge sig i en trapez.
Det var i det nu desværre hedengangne Cirkus Charlie, hvis daværende ejer, Einar Trie, insisterede på, at børn og unge lærer cirkusmiljøet at kende.
Læs også: Arne og Vibeke har det mindste cirkus
Med den erfaring i ryggen henvendte Nynne og hendes mor sig i 2018 til Isabella Enoch med det egentlig ganske enkle spørgsmål: Hvad skal der til for at blive cirkusartist?
– Hvad der jo ikke uden videre lader sig besvare på stående fod. Men der var et eller andet – noget udefinerligt – over lille Nynne. Så efter mange og lange samtaler, prøver på hendes kunnen og omgang med dyr – her er jo såvel heste og hunde som geder – samt endnu flere samtaler, enedes vi om, at Nynne kunne få chancen i den uge, hvor Trapez’ vintercirkus skulle på sin godt og vel ugelange turné i Jylland. En mulighed pigen ikke alene greb, men af alle kræfter holdt fast i, fortæller cirkusdirektøren.
Derfor sidder den lille artist nu over for os og gør sine foreløbige erfaringer som cirkusprinsesse – om end forklædt som indianerdreng – op. Og de kan kun tydes derhen, at det giver sig selv, hvad resten af livet skal gå med.
Nynne orker ihvertfald ikke at tale om den 7. klasse, der venter, når skolen atter åbner efter sommerferien. Ikke fordi hun ikke har passet sine lektier, mens hun har rejst med cirkus. To timer hver dag. Som aftalt med lærerne. Alene ved bordet i campingvognen. Eller ved siden af Isabella, som tager sig af det daglige kontorarbejde.
– Men som stærkt ordblind har jeg helt sikkert lært mere – i hvert fald sprog – når jeg snakkede med de udenlandske artister og cirkusarbejdere end ved at stave mig gennem tykke engelske og tyske lærebøger, understreger Nynne.
Ud over arbejdet i manegen byder hun velkommen, viser publikum på plads og sælger slik, candyfloss og popcorn, før hun styrter over i campingvognen, forvandler sig til Yakari for så fem minutter senere at entrere manegen med Lille Torden lige i hælene.
– Jeg siger konstant til hende, at hun skal være lige så dygtig som sine klassekammerater – og helst bedre – for igen at få fri til at rejse med cirkus, indskyder Isabella Enoch. Hun er selv af cirkusslægt og har givet generne videre til næste generation.
– Min ene søn læste statskundskab i fire år. Hvor han er i dag? I et cirkus i Belgien, siger hun og ler.
For som et gammelt artistord siger: Er man først smittet med cirkusbacillen, går den lynsnart i blodet. Og breder sig derefter til hele kroppen.
Så mon ikke, det er for sent at vaccinere Nynne?
Læs også: Bubber: Cirkus er unikt og en genre for sig
Om Cirkus Trapez
På cirkus-trapez.dk kan du læse meget mere om Cirkus Trapez, årets cirkusforestilling og de medvirkende artister. Og der kan du også se, hvor og hvornår Cirkus Trapez er i nærheden af dig – hvis du bor i Jylland.