Kære Puk
Jeg vil gå til dans – min mand vil ikke
Jeg kan sagtens forstå Jytte (og hendes behov for en kæk kommentar), som i Familie Journal nr. 24 skrev til dig om voksne menneskers kommentarer til hendes slanke figur.
Indtil overgangsalderen har jeg aldrig været overvægtig, måske snarere to-fire kilo for tynd. Jeg kunne spise alt uden at tage på og var derfor altid slank.
Som travl mor til to små børn vejede jeg stadig det samme, som da jeg var yngre. Og hvor fik andre voksne dog travlt med min vægt. Det ER trættende, at andre voksne tror, de kan tillade sig ofte at kommentere en slanks/tynds vægt! Jeg kunne indtil da aldrig finde på at kommentere andres vægt. Men en dag fik jeg nok og gjorde det.
Her kan du læse Jyttes brev: Irriteret over at skulle forsvare min vægt
En voksen havde altid en kommentar til min vægt og mine portionsstørrelser og sagde engang til mig: "Du er så radmager, at du da ikke kan have nogen problemer i dit liv." Min kommentar: "Nå, ja, jeg har også længe tænkt på, at hvis jeg fik nogle af dine overflødige kilo, kunne der nok blive et ganske pænt par ud af os to."
Hun blev meget fornærmet, og jeg "var da ganske uforskammet at høre på", men som jeg sagde, havde jeg blot kommenteret hendes vægt, ligesom hun havde kommenteret min vægt. Og siden fik jeg ikke flere kommentarer fra den kant.
En anden fortalte i et større selskab, at hvis man tog flere billeder af mig, ville det blot ligne stregkoder på varer. Da latteren havde lagt sig, blev der plads til min kommentar: “Nå, og hvis man vender stegkoderne, så de ligger vandret, ville jeg da tro, at de var billeder af dig.” Det hjalp mig selv, at jeg ikke bare smilede forlegent eller igen-igen prøvede at forsvare min vægt.
I dag kan jeg godt undvære otte kilo, men det får mig da ikke til at kommentere de slanke/tynde/overvægtige mennesker omkring mig.
Stop det dog og se på menneskets indre i stedet for det ydre!
Mig
Læs også: Puks brevkasse: Jeg vil ikke se min eksmands nye kone
Man står jo af og til og mangler den der knivskarpe returreplik, der kan lukke munden på dem, der generer én. Sommetider er det en god idé at fyre et verbalt barberblad gennem luften, og andre gange er det egentlig bare dumt.
Jeg kan huske Michelle Obamas nu berømte citat: "When they go low, we go high." Altså frit oversat: "Når andre mennesker er under lavmålet, så viser du selv format." Det synes jeg, er virkelig godt sagt.
Men hvad enten man vælger den ene eller den anden løsning, så skal vi alle bare lade være med at kommentere hinanden så meget. Det er blevet en folkesport. Alle skal have en mening om ALT.
Læs også: Brev til Puk: Jeg gider ikke at have den kat i min have
Vi har før haft snakken her i brevkassen om retten til at mobbe undervægtige. Det er, som om det opfattes mere legalt at gøre grin med tynde mennesker end med tykke. Det må handle om misundelse.
Umiddelbart vil jeg også tro, der er flere, som mener, det er okay at gøre grin med rige mennesker end med fattige. Men lad os igen minde os selv og hinanden om, at vi ikke BEHØVER kommentere andre menneskers vægt eller andet. Vi KAN godt bare lade folk være, som de er, uden at vi absolut skal knytte en kommentar til det. Og hvis der kommer en sårende bemærkning, så gør som Michelle – afvis den med værdighed.
Kærlig hilsen Puk
Jeg vil gå til dans – min mand vil ikke
Vi smider alt for meget mad ud
Kan jeg bede dem blive væk?
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Støtte til nye forældre
Veninden snakker for meget
Skal jeg sige nej til julefrokosten?
Kender du Demensbønnen?