Puks brevkasse: Stadig sårbar efter ægteskab med en narcissist

Efter min skilsmisse i sommeren 2018 fandt jeg ud af, at jeg havde været gift med en narcissist – det gav mening med hans måde at være på over for mig og min søn. Nu er jeg kommet ud på den anden side og er klar til at date igen.

Jeg har været på en del dates, hvor vi har drukket kaffe eller er gået en tur. Det blev kun til det ene møde, fordi der ikke var kemi. Jeg begyndte at søge lidt længere væk og fik kontakt til en mand, som er tre år ældre end mig og bor ca. en times kørsel fra mig. Vores første date var en spisning hos mig. Normalt inviterer jeg ikke en fremmed hjem på første date, men efter en god korrespondance havde jeg en god mavefornemmelse.

Det korte af det lange er, at vi havde en kanon god date. Vi talte godt sammen om alt mellem himmel og jord. Vi var kun meget kort inde på sex, da vi begge mener, at der skal være kemi og lyst til det. Ingen af os er til onenightstands. Vi er begge ude efter hele pakken og tager det derfor stille og roligt.

Han kørte hjem samme aften/nat og aftalte at mødes igen den følgende fredag hos ham, hvor han laver mad. Han forventer ikke, at jeg skal overnatte, og derfor føler jeg mig helt tryg ved ham, da han giver mig plads til at mærke efter, hvad jeg har lyst til.

Læs også: Puks brevkasse: Min veninde gør sig selv til grin

Nu til problemet. Jeg skrev til tre af mine veninder og fortalte, hvordan daten gik. En skrev tilbage, at hun er så glad på mine vegne og håber, det lykkes denne gang med at blive til mere. De to andre derimod skrev: ”Pas nu på, du ikke bli’r snydt igen. De er altid søde og rare i starten.” Og en af dem havde i hvert fald ikke inviteret ham hjem på første date.

Jeg må indrømme, at jeg blev vred på de to sidste, der kom med en løftet pegefinger, og jeg skrev til dem, at jeg er altså snart 52 år og kan godt passe på mig selv, og når jeg føler, det er det rigtige det her, så vær dog glad på mine vegne.

Den ene fik jeg en god snak med, men den anden blev sur på mig og skrev: ”Glem, hvad jeg skrev, farvel.” Hende skrev jeg en lang mail til dagen efter, hvor jeg undskyldte min vrede og forklarede hvorfor, og at jeg håber, vi er gode venner igen. Vi har trods alt været veninder i 29 år, så vi burde kunne tåle, at den anden bliver vred over noget, der bliver sagt. Det kunne jo lige så godt have været omvendt, hvor jeg fik trådt hende over tæerne.

Jeg ved godt, det er, fordi hun vil passe på mig. Men ikke lige det, jeg havde brug for at høre. Jeg er stadig sårbar efter mit ægteskab med en narcissist. Men jeg er også blevet god til at spotte dem og få dem ud af mit liv igen, inden det bliver for tæt. Og det sidste, jeg har brug for, er, at folk hele tiden skal fortælle mig, hvad jeg skal og ikke skal.

Er det mig, der er helt forkert på den?

Den ulykkelige veninde

Læs også: Brev til Puk: Veninderne lytter ikke til, hvad jeg har at sige

Kære Den ulykkelige veninde

Hvad er det, vi forventer af vores veninder? Skal de stryge os med hårene og trøste os, skal de udfordre os, skal de diskutere vores beslutninger med os, eller skal de give os ret i alt? De skal måske det hele. Men hvornår skal de hvad?

At være veninde er en svær balance. Jeg er allermest glad for mine veninder, når de lytter og stiller spørgsmål. Jeg får det stramt, når de begynder at komme med løsninger. Jeg vil gerne have, at mine veninder indbyder til, at jeg selv får sat ord på det, jeg tumler med. Det gør de ved at spørge på den rigtige måde.

Under alle omstændigheder er det vigtigt, at man fortæller sine veninder, hvad man har brug for. Jeg har indimellem samtaler med mine veninder, hvor jeg begynder med at sige: ”Du skal ikke give mig ret – du skal ikke komme med en løsning eller vurdere, om det, jeg foretager mig, er rimeligt eller ikke rimeligt. Du skal bare lytte.” Så kender de formålet med samtalen.

Læs også: Brev til Puk Elgård: Hun blev fyret og er nu vred på mig

Det er ikke, fordi jeg ikke vil udfordres, men hvis jeg vil, så siger jeg: ”Jeg trænger til et godt råd.”

Jeg er selv fikser-typen, og det har taget mig mange år at lære at være en veninde, der lytter og ikke ordner. Men jeg føler faktisk, at jeg er en langt bedre veninde, kæreste og mor, efter jeg har lært bare at lytte og ikke fikse.

Du må tale med dine veninder om, hvordan de støtter dig bedst. Jeg har ikke beskæftiget mig med din skilsmisse og din nye date, for det virker ikke som det, der fylder mest hos dig. Jeg håber den anden date gik godt. Tal med dine veninder. Gør det til et tema, som I kan tale om, og lad alle sætte et par ord på, hvilke behov I synes, veninder skal dække, og hvordan man får det kommunikeret.

Bedste hilsner fra Puk og godt nytår!

Læs også: Puks brevkasse: Min kæreste var nedladende overfor mine venner