Liz og mandfolkene mødes og snakker

– Den er brygget over skovens planter, fortæller Jørgen Dalgaard, mens han står rank og holder en bøgebryg i hånden, mens han fortæller om den til de fire andre mænd og deres elskede Liz.

Jørgen er, som han selv fortæller det, en sælger af Guds nåde, og han har i dag arrangeret ølsmagning for dem. Øllene står linet op sammen med glas, spytskåle og salte snacks, og der er lagt op til et par gode timer i hinandens selskab. Jørgen står stadig og snakker om øllen, mens de andre begynder at kigge mere på øllen, end de kigger på Jørgen.

– Jørgen, nu er de altså tørstige, siger Liz Langfeldt.

De andre kigger lettet på Liz, og hun får lige et klap på skulderen af snedkeren. Der bliver hældt op i glassene, og det i glassene bliver hældt i munden.

Der er helt stille, mens mændene smager på øllet, og den eneste lyd, man kan høre, er et pibende høreapparat. Det bliver dog hurtigt overdøvet af et højlydt ”ah” fra Ove. Han har ikke spyttet ud i skålen. Han har tømt glasset, for han skal ikke køre hjem.

Ville have gavn af hinanden

Her sidder de så, fem mænd og Liz. Alt kan jo virke, som om det blot er hygge og ren idyl, men der er en helt bestemt grund til, at det lige præcis er skolelæreren, ingeniøren, sælgeren, tømreren fra Grønland og snedkeren, der sidder sammen. De har nemlig alle haft deres at bakse med, men nu har Liz, der er aktivitetsmedarbejder på det lokale plejecenter i Horsens, samlet dem. For hun vidste, de ville have gavn af hinanden.

– Mænd taler jo ellers helst ikke om deres følelser. Men jeg ved, at mange går og kan føle sig lidt ensomme, når de bliver ældre. Men de bliver siddende i deres sofaer, så jeg er simpelt hen begyndt at hive dem op. Og jeg kan se, hvor meget det hjælper, siger Liz.

Hjemme i sofaen

Men det har ikke været nemt for Liz at støve de her mænd op. For hvem ved, hvem der har det skidt, hvis ingen vil sige det højt?

– Jeg vidste, der sad mange rundtomkring i de små hjem, der kunne have brug for et fællesskab. Men jeg vidste ikke, hvem de var, og hvor jeg skulle finde dem, siger Liz.

Hun ville gerne arrangere noget for nogle af de ældre, som ikke nødvendigvis boede på plejecenteret.

Stod foran Brugsen

– Jeg begyndte at stille mig op foran brugsen og spørge, om nogen kendte nogen. Simpelt hen fordi jeg ikke vidste, hvor jeg ellers skulle få fat i de mænd. Jeg sagde til alle, jeg kendte, at de skulle holde øje med, om bekendte, naboer eller andre i deres omgangskreds virkede deprimerede og ensomme, og jeg lagde flyers ud. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne.

Liz fik også hjælp fra hjemmeplejen. De kunne nemmere se, hvis nogen kunne have godt af Liz’ hjælp. Hjemmehjælpen kunne spørge dem, de besøgte, om Liz måtte komme forbi til en snak.

– Mange af dem vil egentlig gerne snakke. De har bare ikke lyst til at tage det første skrid

Læs også: Kaos i køkkenet: Er der nogen, der har set mit barn?

Hustru på plejehjem

Mændene bakser med hver deres ting.

For Erik, der er skolelæreren, har haft det svært og kæmpet med en depression i mange år.

– Det har været svært, og jeg kan godt komme til at gå lidt ind i mig selv, og så har jeg ikke lyst til at komme ud. Men når jeg ringer til Liz og siger, jeg ikke lige har lyst til at komme den torsdag, får hun mig for det meste overtalt, fortæller Erik.

– Og du er da glad nok for det, når du så endelig er her? spørger Liz Erik.

– Jo jo, det er jeg da. Det er jo dejligt at være her, svarer Erik.

– Liz er den bedste. Hun burde få den højeste løn i hele byen. Hun gør så meget for os, siger Ove, mens han hæver sit ølglas for at skåle.

De andre kommer med på den. ”Skål for Liz,” bliver der sagt.

Og 92-årige Ove er nok en af dem, der holder allermest af Liz, og som har nydt godt af hendes initiativ. Ove er gammel snedker, og han er ensom. Det tager ham lidt tid at forklare, hvorfor han er ensom, for det er stadig svært at tale om. Hans kone igennem 70 år er blevet syg, og for at hun kunne få den bedste hjælp måtte hun flytte på plejehjem.

– Det er altså hårdt, når man har været sammen i så mange år. Jeg savner hende så meget, fortæller Ove, mens et par tårer triller ned ad kinderne.

Intet sted i verden er bedre end her

Den løsslupne stemning, der før var, bliver sat på pause.

Og selv Jørgen, der ellers altid er god for en hurtig bemærkning, bliver stille. Alle lytter på Ove, der fortæller, hvordan han har det. Der er tid og rum for det her.

– Det er bare dejligt, man så kan komme her og snakke med jer om det. Der findes intet sted i verden, der er bedre end her, siger Ove ud i lokalet.

Mændene ved ikke helt, hvad de skal sige, men tavsheden bliver brudt af Jørgen.

– Vil du have en snaps til dit smørrebrød, Ove?

– Ja, det tror jeg godt, jeg kunne bruge.

Der bliver hældt snaps i alle glassene, og så skåler de endnu en gang.

Læs også: På madskolen får vi stegt flæsk og nye venner

Dejligt at komme

Men det kan også blive for meget med alle de følelser. Følelserne skal have lov til at være der, men de fem herrer skal også gerne lave noget andet end kun at sidde og snakke i to timer hver anden uge.

– Vi har været alle steder, siger Jørgen og begynder at fortælle om turen til Juelsminde, hvor de fik stjerneskud, dengang de kørte ud til en kirke, og dengang de var ude og drikke øl i Liz’ kolonihavehus.

– Ja, det er jo ikke rigtig vigtigt, hvor jeg tager hen med drengene, så længe vi er sammen, så styrker vi fællesskabet, fortæller Liz.

Frode, ingeniøren, der ellers mere har lyttet, end han har talt i dag, bryder ind:

– Man kan jo aldrig vide, hvordan det vil være, når man sætter fem så forskellige mænd sammen. Vi kan jo ikke være sikre på, at det går godt. Men jeg må sige, at jeg synes, Liz har gjort et godt stykke arbejde.

Frode får lige et kram af Liz, mens snakken lystigt går videre.

Planlægger næste møde

– Ja, det var jo egentlig bare et eksperiment, og vi ved stadig ikke helt, hvor vi kører henad, men jeg kan bare se, at alle udvikler sig. Så i det mindste kører vi i en rigtig retning, siger Liz med et smil på læben.

Imens er herrerne begyndt at planlægge, hvad der skal ske, når de skal mødes igen om 14 dage. Mange forslag kommer på bordet, men de bliver enige om, at næste gang skal de en tur til slagteren og hente forloren skildpadde. Da beslutningen er blevet taget, skåler de igen.

– Det er så dejligt, jeg kan komme her, ryge en cigaret og grine lidt, fortæller Jørgen.

– Det er jeg virkelig glad for. Det betyder meget for mig.