Arne er min nye ven

Fredag den 17. januar i år begyndte slet ikke godt for Arne. Han stod der på Hjørring Sygehus, rystende og usikker på benene, støttet til rollatoren og spurgte ud i lokalet, om der dog ikke var nogen, der ville hjælpe ham. Han vidste, at han skulle have taget en blodprøve, men han vidste ikke, hvor han skulle gå hen. Arne Sørensen på 76 år forstår nemlig ikke lige helt den moderne teknologi og nummersystemer, der blinker på væggen. Han er bedst til at snakke med rigtige mennesker, og derfor bad han de forbipasserende om hjælp denne dag. Men alle havde de travlt. Nogle grinede endda lidt af den gamle mand, som de åbenbart syntes, så sjov ud, som han stod der rystende og mumlende.

Men pludselig kom der et rigtigt menneske forbi. Katrine Fugl Sjøquist. Hun er 21 år var på sygehuset den dag, fordi hun også skulle have lavet en blodprøve. Hun er ansat i Søværnet, hvor hun er gast på følgeskibet Esbern Snare, der deltager i forskellige missioner over hele verden. Katrine havde sin uniform på, fordi hun var på vej hjem fra arbejde. Da hun fik øje på Arne, vidste hun med det samme, at der var noget galt. Derfor gik hun hen til ham, og straks blev Arnes dag ikke så lidt bedre.

Katrine tager affære

Ved første blik var Arne ikke helt overbevist om den positive udvikling: Hvorfor kom der nu en soldat hen til ham? Så meget bøvl havde han vel heller ikke lavet, tænkte han, men så så han, at soldaten smilede stort og varmt til ham, så den fredag på sygehuset i Hjørring begyndte et nyt venskab.

I dag synes Arne, at Katrine ser sød og mild ud, men Katrine kan sagtens blive vred, og dét blev hun den fredag. Ikke på Arne, men på alle de andre mennesker, der stod rundt om Arne og bare kiggede på ham uden at træde til.

– De unge skal hjælpe de gamle. Det er da helt klart. Der stod nogle og filmede Arne uden at komme ham til hjælp. Hvad er det dog for nogle mennesker? Der findes en verden uden for telefonen, vi står og stirrer på hele tiden, og det er vores pligt som ordentlige mennesker at hjælpe andre, siger Katrine bestemt.

Hun var den første og eneste, der spurgte Arne, hvad der var i vejen. Hun hjalp ham videre, så han kunne få taget sin blodprøve, men bagefter var den gal igen.

– Jeg spurgte Arne, hvor han boede, og hvordan han kom hjem. Han boede små 30 kilometer væk fra sygehuset, men han vidste ikke, hvordan han skulle komme hjem. Han var kommet til sygehuset med Flextrafik, kunne jeg forstå, så jeg spurgte damen i receptionen, hvordan han så skulle komme hjem. Han skulle da bare ringe efter en bil igen, sagde hun. Men hvordan? Arne har ingen mobiltelefon. Så ringede jeg selv til trafikselskabet og fik at vide, at der var op til fire timers ventetid på en transport, der kunne tage ham med hjem. Så klappede jeg altså rollatoren sammen, lagde den ind i min bil, bugserede Arne ind på forsædet, og så kørte vi de 30 km hjem til Hjallerup.

Læs også om andre venskaber

Her kunne historien være endt med en glad og taknemmelig Arne, der endelig kom hjem, og en Katrine, der kørte videre, men hun var vred – især på sine medmennesker. Katrine lagde derfor et billede af Arne og sig selv op på sin profil på Facebook og gav en ordentlig opsang til alle, der læste med, og sluttede med en opfordring til, at især unge mennesker skal tage sig lidt sammen og hjælpe, hvor der er brug for dem.

På det tidspunkt vidste hverken Arne eller Katrine, at de skulle ende med at blive noget nær landskendte.

– Lige nu har 32.000 mennesker ”liket” mit opslag på Facebook. Vi har været i radioen, i avisen, og masser af mennesker har udtrykt glæde på Arnes vegne. Det vigtigste for mig er, at jeg fik mit budskab ud: Kig op fra telefonen, vær noget for andre mennesker, og hjælp de ældre. Hvor svært kan det være, siger Katrine med en hovedrysten.

Arne ved ikke ret meget om Facebook, men han kan kende et godt menneske, når han ser et, og han er glad for Katrine: ”Jeg tror, vi kan blive gode venner,” sagde han og kiggede forsigtigt over på Katrine den dag på vej hjem fra sygehuset med rollatoren på bagsædet.

Arne i Grønland

Det fik han ret i. De to har set hinanden flere gange siden, for de har fundet ud af, at de har noget til fælles. Katrine er 21 år, hun elsker at cykle MTB (mountainbike), og hun har fået sit drømmejob inden for Forsvaret. Hun er nyforelsket og nybagt husejer sammen med sin Lasse. Hun er en ung kvinde i begyndelsen af livet og fuld af planer og håb.

Arne er 76. Han blev aldrig gift, og han bor her, hvor han blev født dengang. Et lille husmandssted ved siden af skoven og med udsyn over markerne. Måske var det meningen, at bondedrengen skulle være blevet ved landbruget, men Arne havde planer. Han ville ud i verden.

– Landbruget var aldrig mig. Jeg fortsatte i skolen og fik lov til at tage realeksamen. Det var stort dengang, og bagefter kom jeg på seminariet, for jeg ville være lærer. Det stod for mig som det vigtigste, man kunne være: Jeg ville give viden videre til andre, der var som mig, siger Arne.

Han blev lærer, men det var for småt for ham hjemme i Nordjylland. Han rejste til Grønland, hvor han blev lærer i Nuuk, der hed Godthåb dengang. Her var der penge at tjene og eventyr at opleve. Arne havde det bedst, når han var ude i naturen, hjemme i Danmark gik han på jagt, og sådan blev det også i Grønland, hvor han desuden blev sproglærer – en populær en af slagsen, der tog eleverne med ud i naturen, for man kan godt lære fornuftige ting, selv om man ikke sidder i et klasseværelse.

Et venskab

Han boede i Grønland i omkring 27 år, men rejste så hjem. Hans forældre var døde, og nogen skulle tage sig af barndomshjemmet. Det blev Arne. Det var i 1999, og dengang var han 55 år. Han var en rask og frisk mand, og så kan man godt bo langt ude på landet og nyde ensomheden. Dengang havde han sin hund, sin jagtriffel og sit gode liv. Han var ikke ensom, men han var alene, og sådan havde han det bedst.

I dag er Arne måske alligevel blevet lidt ensom. Han siger det ikke selv, men livet er blevet sværere. Hunden Pax er død. Hans hofte og ben er dårlige, hørelsen kunne være bedre, og somme tider kan det også være svært overhovedet at forstå, hvad andre mennesker vil ham. De snakker for hurtigt og ofte for meget, men Katrine kan han godt forstå.

Det, der begyndte som en rigtig dårlig dag, endte med, at Arne bød på kaffe, fotoalbummer og mange historier om sin tid i Grønland, og det viste sig, at Katrine vidste temmelig meget om Grønland.

– Jeg har selv boet i Grønland som barn, fordi mine forældre arbejdede deroppe dengang. Arne og jeg har faktisk meget til fælles, og vi har det megahyggeligt sammen. Det ville jeg jo ikke have opdaget, hvis jeg bare havde ladet ham stå der alene på hospitalet.

Læs også om pennevenner

Siden har Katrine været på besøg hos Arne flere gange. De snakker, drikker kaffe og spiser smørrebrød. Arne har fået genoprettet sin tro på unge mennesker, og Katrine? Hun har bare fået sig endnu en ven – og lidt dårlig samvittighed, selv om hun ikke burde have det.

– Jeg skal snart ud og sejle i et halvt år, og så tænker jeg på, hvordan det skal gå med Arne. Heldigvis er der dukket nogle mennesker op, der husker Arne fra før. I dag kommer der en ungdomsven på besøg, som Arne ikke har set i 50 år, og vi har også hørt fra nogle af hans tidligere elever i Grønland, og der er to, der har aftalt at komme på besøg til sommer. Det er dejligt at se Arne være glad, og jeg bliver selv glad, når jeg ser, at han sidder der i stolen og snakker med sin ungdomsven, eller når han holder mig i hånden og giver mig et knus. Jeg ville ønske, alle mennesker ville række ud og hjælpe hinanden, siger Katrine.