Naturist til Puk: At jeg er naturist, gør mig ikke til en blotter

Mandag, 20. juli 2020
Af Puk Elgård. Illustation: Birgitte Ahlmann
Læseren, der skriver til Puk, understreger, at han ikke vil kaldes blotter, selv om han går nøgen rundt og nyder at bevæge sig rundt, som han er skabt. Læs her, hvad Puk Elgård mener om den sag.
Naturist til Puk: At jeg er naturist, gør mig ikke til en blotter

Det er min oplevelse, at vi ofte er meget enige, og jeg synes også, du giver nogle gode svar.

Men i tilfældet med den emsige genbo, som er utilfreds over, hvad en mand laver i sit eget hjem, der synes jeg, du griber det forkert an (Familie Journal nr. 19, red.).

Du er selv inde på, at det skal være krænkende adfærd af seksuel karakter, hvis straffelovens paragraf 232 kan tages i brug.

Læs også: Puks brevkasse: Genboen går nøgen rundt i sin lejlighed

Det er muligt, at den emsige genbo føler sig krænket, men det fremgår ikke af teksten, at manden foretager sig noget, som giver anledning til at tage paragraffen i brug.

Da du samtidig begyndte at antyde, at manden skulle være blotter og kræve behandling, blev jeg helt ærligt temmelig stødt.

Jeg er selv naturist og finder det befriende og naturligt at bevæge mig rundt, som jeg er skabt – og det gør mig på ingen måder til en blotter eller en person, som skal have en diagnose, der kræver behandling.

Jeg mener, du burde have givet den emsige genbo besked på, at det er dårlig pli at kigge ind ad andres vinduer, da det er deres private hjem, og det kun vedrører beboerne, hvad de foretager sig i deres hjem.

Læs også: Kvinde til Puk: Også blomster til begravelsen?

Det er i hvert fald sådan, jeg er blevet opdraget, og det er faktisk mere min oplevelse, at den emsige genbo burde anklages som vindueskigger, for hun burde kigge den anden vej.

Det er ligesom på Facebook – kan du ikke lide en anden persons opslag, så scroll dog videre.

Måske skulle jeg også bare sige pyt til dit svar, men jeg mener dog, at en sag altid kan ses fra to sider, og din side er efter min mening direkte stødende og meget forkert.

Jeg vil i hvert fald ikke finde mig i at blive kaldt blotter, selv om jeg nyder at bevæge mig rundt, som jeg er skabt, og det tvivler jeg også på, at den omtalte mand vil være indforstået med!

Naturisten

Læs også: Puks brevkasse: Hendes kæreste har en datingprofil

Kære Naturisten

Tak for din tilbagemelding. Som du ved, kan jeg både lide enige læsere og uenige læsere. Jeg kan i det hele taget bare rigtig godt lide, at I læser mine sider.

Nu har jeg genlæst mit svar, og jeg finder faktisk ikke nogen grund til, at du skal føle dig stødt.

Når jeg får et brev, er jeg nødt til at anskue det fra alle vinkler og tænke alle mulige scenarier ind i situationen.

Læs også: Puks brevkasse: Bedste forstår ikke de unge mennesker

Brevskriveren fortæller i dette tilfælde, at den nøgne mand har ændret adfærd. Stiller sig tæt til vinduerne. Står nøgen, når mørket er faldet på, og tænder lys, så man kan se ind på ham.

Umiddelbart virker det ikke, som om han blot tusser rundt i sin lejlighed og bare nyder at være bar.

Han behøver bestemt ikke at være blotter. Det har du fuldstændig ret i, men jeg er nødt til at lede brevskriverens tanker hen på, at det KUNNE være, hendes genbo har et problem, og at hun derfor også skal prøve at se det fra den vinkel. Netop fordi hun ikke bare skal dømme ham som en ubehagelig genbo.

Læs også: 73-årig mand til Puk: Hvorfor stoppe med at arbejde?

Jeg anfægter bestemt ikke naturisters ret til at være nøgne. Det er dejligt med et afslappet forhold til kroppen. Det er vi mange, der kunne lære af, men de naturister, jeg kender, er ikke umiddelbart poserende eller stiller sig til skue. De nyder bare friheden, uden at det føles spor anmassende.

Men tak for din holdning og dit input.

God sommer og venlige hilsner fra Puk

Læs også: Puk Elgårds læsere: Selvfølgelig må fædre bade med deres børn