Min kone har reddet mig

Thomas Brogaard Grisell havde aldrig fortalt sin historie for bare to år siden. Det er slet ikke ham at stå frem med sådan noget, siger han allerede som det første. Men så bliver stemmen fast. For Thomas har et budskab, der overskygger hans forlegenhed, og han håber, at andre vil kunne bruge hans erfaringer til noget. For det har været den vildeste nedtur for ham, og det er ikke mere end et par måneder siden, at han indså, at han stadig er syg.

Læs også: Karin kom ud af sit alkoholmisbrug

Indlagt på psykiatrisk afdeling

Sidste sommer blev Thomas ramt af stress. I den kaliber, hvor han blev indlagt på psykiatrisk afdeling i 14 dage. Imens passede hans kone Ingrid både deres lille søn på dengang knap to et halvt år og det bageri, der var årsagen til, at han nu sad der beroliget af piller og stirrede tomt for sig.

– Jeg burde have stoppet op og lyttet til de advarselstegn, jeg fik, siger han og husker en svimmelhed, han ignorerede, og en følelse af at være udbrændt.

For at forstå Thomas’ historie skal man vide, at han er en mand, der altid har kørt derudad med 200 kilometer i timen. Han har knoklet, mens nye idéer er poppet op, og langt de fleste er også ført ud i livet. Mulige kærester undervejs har fået at vide lige fra begyndelsen, at arbejdet altid vil komme i første række.

– Jeg kendte simpelthen ikke til andet end at arbejde, og jeg kunne jo også godt lide det, forklarer han.

Læs også: Jeg har tilgivet mig selv

Rotter i bageriet

Han så muligheder overalt, og en dag gik han til uddeleren af byens SuperBrugsen og spurgte, om han ikke var interesseret i at få udvidet butikken med en bager. Det endte med, at hele Brogaards Bageri og ansatte blev rykket ind i en ny tilbygning til brugsen, og Thomas var tilfreds.

En dag blev en rotte set i bageriet, og både Thomas’ bageri og SuperBrugsen måtte lukkes. Det viste sig, at man havde glemt at sætte en rottespærre i, da der blev bygget. Efter en uge blev rotten fanget, og de kunne åbne op igen.

Men nogle måneder senere var den gal igen. Da rottespærren blev monteret, var røret ikke blevet spulet ud. To rotter blev spærret inde – hvorefter de gnavede sig vej op i bageriet.

– Vi havde lige fået grønt lys til at åbne igen og var i fuld gang med at producere, da jeg ville tjekke rottekameraet, jeg havde fået sat op. Det lyste rødt, og så så jeg rotte nummer to. Vi havde troet, at der kun var én. I en halv time sad jeg bare og stirrede ud i luften. Så gik jeg op til mine ansatte og sagde, at de kunne godt stoppe med at arbejde og smide alt ud, husker Thomas.

Bageriet havde lige mistet en hel måneds omsætning, og nu kunne de begynde forfra.

Læs også: Havemand på ét ben

Kroppen stod af

– Jeg var helt uden for pædagogisk rækkevidde. Hvis Ingrid kritiserede mig, blev jeg aggressiv, hun kunne bare pakke og skride. Nu kan jeg godt se, hun bare ville hjælpe mig, fortæller Thomas.

Det var også dér, at han fik svært ved at sove. Han stod tidligere op om natten for at gå i bageriet, og han kom først hjem hen på eftermiddagen, og så kunne han stadig ikke sove middagslur.

En junidag sidste år tvang han sig alligevel til lige at ligge en halv time, inden han skulle til skole-hjem-samtale med sin 13-årige datter.

Da han lagde sig, faldt han i søvn og drømte om sin egen begravelse og vågnede med et sæt med tårerne trillende ned ad kinderne. Han gik ud på badeværelset for at se sig selv i spejlet og brød fuldstændig sammen.

Hulkende satte han sig på en stol i køkkenet og kunne slet ikke stoppe.

Under stærke protester fik Ingrid kørt ham til familiens læge, der ikke var i tvivl. Thomas skulle direkte videre til sygehuset i Aabenraa.

Her fik han målt en temperatur på 39,7 og fik kontant besked om, at hvis han ikke ændrede sit liv, ville hans krop stå af.

– Jeg husker det som en vulkan i udbrud, og dagen efter var der helt vindstille. Jeg sad bare og kiggede ud på fuglene, fortæller Thomas, der talte med en psykolog under sit ophold.

Diagnosen var ikke svær at stille. Thomas havde stress, og han kunne ikke komme tilbage til det liv, han havde levet. Det sagde psykologen, men Thomas vidste det også selv.

For første gang nogensinde var han faktisk også fuldstændig ligeglad med det bageri. Han havde indset, at han var nødt til at få det solgt. Men det skulle vise sig at blive umuligt, og fire måneder senere var en konkurs uundgåelig.

Læs også: Kræften medførte noget godt

Stadig ikke helt rask

– Jeg havde hele tiden sagt, at den dag, jeg ikke kunne betale mine medarbejdere løn, var der kun én vej. Jeg tudede den dag, men det var vigtigt for mig, at det var mig selv, der lukkede butikken.

Familien bor nu til leje i et vennepars dejlige hus med have, og der er faldet mere ro på, selv om det ikke er mere end et par måneder siden, at Thomas faldt i et hul igen.

Da Ingrid kom hjem, havde han fundet sit pas og pakket en taske.

– Jeg gør ikke noget godt, så jeg skal ikke være hos jer. Jeg kan ingenting, sagde han bare.

– Ingrid tog fat i mig og fik ro på mig. Jeg anede ikke, hvor jeg var taget hen. Men jeg var tæt på at gøre dét, min far havde gjort. At Ingrid har kunnet rumme mig, det er jo helt vanvittigt. Hun har reddet mig flere gange, siger Thomas.

For Ingrid har det været hårdt, men ikke svært. For kærligheden til Thomas har været der hele tiden. Selv om han har levet i overhalingsbanen, og de på et tidspunkt levede hver deres liv, har han stadig været den omsorgsfulde og følsomme ægtemand og far.

– Vi har stiftet en familie, og så må man også tage de hug, det giver, forklarer hun.

For Thomas er livet i overhalingsbanen et overstået kapitel. Han ved, at han ikke er helt rask endnu, og at medicinen for ham er at slappe af. Det er den plan, der er lagt for de næste seks måneder.

– Førhen kunne jeg slet ikke forstå, at folk kunne få stress. Tag jer dog sammen, tænkte jeg. Men jeg skulle selv helt ned og ramme bunden, før jeg forstod alvoren. Jeg ved nu, hvor langt ud man kan komme.