Margrete var flygtningebarn og skulle udvises

Margrete blev så inderligt glad, da Benthe fra klassen spurgte, om de skulle være veninder. Margrete ville hellere end gerne svare ja, men hun vidste med sig selv, at der var noget, hun måtte sige til Benthe: ”Jeg bor på et børnehjem, jeg er tysker, og jeg er jøde – og så vil du nok ikke være veninde med mig.”En dreng på børnehjemmet havde kaldt hende jødesvin, og i Margretes verden var der en klar rangorden: Det var slemt at bo på børnehjem, det var værre at være tysker og allerværst at være jøde. Men Benthe ville gerne være veninde med Margrete.Året var 1943, pigerne gik i 2. klasse i en skole i København. Ernestine Margarete Blumenthal var allerede dengang en pige, der gerne sagde tingene ligeud. På det tidspunkt kæmpede Statspolitiet for at få hende og hendes storebror, Johan, sendt tilbage til Tyskland, for før og under 2. verdenskrig var Danmark ikke begejstret for at tage imod tyske flygtninge. Men alt det kunne Margrete ikke fortælle om, for hun vidste det ikke. Hun skulle blive 81 år, før hun fik udleveret journalen fra optagelseshjemmet ”Lykkens Gave”. 133 stykker papir, der fortalte, at hendes mor havde haft dårlige nerver og ikke var god til rengøring, men også at Margrete selv engang havde været et uønsket element i Danmark. Det var på en måde de ekstra 133 stykker papir fra den danske stats side, der satte pensionistlivet på pause og fik Margrete i gang med at skrive sine erindringer, ”Nu forstår jeg hvorfor.”

På flugt

Hele livet igennem har Margrete levet efter sit eget valgsprog: ”Når enden er god, er alting godt.” Derfor har hun overlevet med sit lyse sind intakt, men engang var hun en lille, uønsket unge, der blev anbragt på et optagelseshjem i København på grund af omsorgssvigt.Hendes mor var jøde og flygtede til Danmark i september 1935 sammen sin far, sit ældste barn, Johan på to år, og Margrete på ni måneder. Hun kom til Danmark for at søge ly hos sin søster, der var gift med en velhavende dansk mand.For Margretes mor ville det have været den visse død at forblive i Nazityskland.I Danmark boede hun kort tid hos sin søster, før hun i 1936 giftede sig med en polsk, statsløs jøde, der var far til 14 børn. Børneforsorgen havde et øje på den børnerige far, og allerede 6. november 1936 blev Margrete og Johan fjernet fra deres mor og stedfar på grund af omsorgssvigt.

Læs også om Sibylle og hendes barndom

De to børn blev anbragt på optagelseshjemmet ”Lykkens Gave”.Et andet sted i København holdt Statspolitiet til, og politifuldmægtig Vilhelm Leifer holdt af at gøre sit arbejde ordentligt. Han mente, at de to børn skulle sendes tilbage til Tyskland. De havde åbenlyst ingen tilknytning til Danmark, de var født i udlandet og havde ingen indfødsret.Leifer brugte en stor del af sin tid de følgende mange år på at arbejde for at få de to små børn hjemsendt til Nazityskland – men Margrete er her stadig. Nu er hun 85 år og så dansk som nogen. I mange år har hun heddet Margrete Groes, og nu bor hun i Helsingør. Hun har været lærer og har lært tusindvis af børn at læse og skrive. Hun har fyldt sin plads ud og mere end det. Hun endte med netop at være ”Lykkens Gave” til det samfund, hun blev dumpet ned i. – Min bror og jeg var heldigere end mange af de andre børn på børnehjemmet. Vi havde en familie. Min bror og jeg besøgte tante Cilli og onkel Oluf hver søndag. Senere har jeg læst i papirerne, at vi også fik besøg af vores mor, men det husker jeg ikke, fortæller Margrete og fortsætter:

Elskede at gå i skole

– Da jeg var fem og min bror syv år, blev vi overflyttet til børnehjemmet ”Solliden”, der blev drevet af to kvinder, som vi børn skulle kalde Moster og Søster. Jeg var nok et anderledes barn, for jeg elskede allerede dengang ord og fortællinger og levede i ordene og i eventyrene, og da jeg begyndte i skole, elskede jeg skolen så meget, at jeg græd, når skoleferien nærmede sig. – Når vi i skolen skulle synge første linje af ”I Danmark er jeg født”, var min mund lukket med syv segl. Til gengæld sang jeg højt og tydeligt med på ”Der har jeg hjemme”, for især et børnehjemsbarn har brug for at høre til et sted.– Et børnehjemsbarn kan jo ikke bare lige få lov til at gå i skole mere end syv år. Børneforsorgen skulle tage stilling til, om jeg måtte tage først mellemskoleeksamen, så realeksamen og til sidst studentereksamen, og det var Mosters opgave at sende en ansøgning til Børneforsorgen hvert år. Da jeg blev 18 år, blev Moster indkaldt til møde i Børnenævnet, for et af medlemmerne af Børnenævnet mente, at jeg nu måtte forlade gymnasiet og tjene mine egne penge.– Moster kæmpede for min ret til uddannelse og svarede: ”At sætte Margrete til praktisk arbejde vil være en katastrofe. Det er absolut sikkert, at hun egner sig for læsning. Sprog er hendes styrke.” Og det må man måske nok sige, hun havde ret i, for særlig praktisk har jeg aldrig været, siger Margrete.– Jeg har altid vidst, at børnehjemsbørn ikke altid vil få den letteste vej til et godt liv. Derfor er jeg dybt taknemmelig, fordi jeg også havde fantastiske kvinder i mit liv, som blev mine forbilleder, der kæmpede min sag. Søster og Moster på godt og ondt. Frøken Michelsen, mit forbillede og min åndelige vejleder. Hun havde været huslærer for Kaj Munks børn, og det blev mit store held, at hun bagefter blev tysklærer på min skole. Hun blev mit faste holdepunkt i tilværelsen mange år frem.– Jeg har altid haft en evne til at glæde mig over alt det gode, der er sket i mit liv, men jeg bliver ked af det, når jeg tænker på min bror. Han fik et tungt og svært liv. Måske fordi han var ældre end mig og var gammel nok til at forstå, at han mistede sit sprog, sin far og sit fædreland, da vi flygtede til Danmark. Han lever desværre ikke længere.

Læs også om Aggis barndom

Lutter tilfældigheder

Da Margrete fyldte 21 år i 1956, fik hun dansk indfødsret og kunne så uddanne sig til engelsk- og hjemkundskabslærerinde, som hun havde drømt om at blive. Ernestine Margarete Blumenthal giftede sig og blev til Margrete Groes og mor til tre børn. Hun var nu blevet så dansk som enhver anden dansk statsborger. Hun var glad, men havde hun vidst, hvor heldig hun egentlig var, ville hun måske have været endnu mere lykkelig. Politifuldmægtig Leifer havde forsøgt at få Margrete og hendes bror udvist til Tyskland fra 15. juni 1936 og ni år frem. Under besættelsen spillede Leifer dobbeltspil med nazisterne på den ene side og danske modstandsfolk på den anden side. Han reddede flere danske jøders liv, og i januar 1944 måtte han flygte til Sverige. Sagen om børnenes udvisning fortsatte uden Leifer. Justitsministeriet skulle træffe den endelige beslutning, men blev overhalet af befrielsen.26. juli 1945 blev sagen om udvisning af børnene lukket for evigt. Havde Leifer fået gennemtrumfet udvisningen til Tyskland, havde de måske ikke været i live i dag.Men Margrete er så vældig meget i live, og hun bliver vred, når hun læser om de tilfældigheder, der afgjorde hendes skæbne.– ”Ingen tilknytning til landet.” Det sagde Leifer dengang om min bror og mig. Det siger vi også i dag, når vi sender velintegrerede flygtningebørn ud af landet. Også i dag får Danmark flygtningebørn, og hvis vi ikke lærer af historien, begår vi fejl. Vi må ikke glemme historien. Men vi skal lære af den.